Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ingen nyklassiker

Populær
Updated
Ingen nyklassiker
En god og nødvendig rockplade, men D-A-D's "Scare Yourself" er ingen nyklassiker á la "Everything Glows", mener Redaktøren. Så kom de tilbage, de gamle rockhunde i Danmarks mangeårige nationale rockorkester, der har haft nogle slemme år bag sig, med dels den forliste Wig Wam turné, forrige år, deraf følgende dårlig PR, bruddet med managementet Rock On og - ikke at forglemme - det halvhjertede flødealbum, "Soft Dogs" fra 2002.

Ryggen mod muren og tilbage i studiet, hvor 26 numre er blevet til 11 færdige på det nye album "Scare Yourself", og hvor titlen taler for sig selv. Klicheen om at der ikke er langt fra successens sødme til turbulent fiasko - i livet og i rock & rul - fik D-A-D drengene klasket lige i ansigterne og nu returnerer de så med en meget selvreflekterende, men også meget kontant og direkte rockplade, der stillistisk ekkoer højelektrisk af hedengangne højdere som "Riskin' It All" og til dels "Everything Glows", og på titelnummeret lyder D-A-D endda nærmest som en flænsende omgang flænsende Nirvana, der gæsteoptræder på "Helpyourselfish".

Jo, der er bestemt rødder inde over dette album, hvor åbneren "Lawrence of Suburbia" minder en hel del om "D-Law" og "Camping In Scandinavia" en smule som "Bad Craziness" anno 2005, mens numre som "Hey Now", "A Good Day (To Give It Up)", "Dirty Fairytale" og "Unexplained" leveres levende, kontant og fængende. Altsammen udmærket og D-A-D har så ganske lavet en fin og fornuftig ROCKplade, der sår en række af forventningens spirer i undertegnedes sind op til årets Roskilde Festival, hvor det gamle faste headlinerindslag D-A-D optræder for første gang i fem år.

Når de overrumplende første gennemlytninger af "Scare Yourself" har lagt sig (og ja, jeg hørte allerede den første ikke færdig mixede udgave af albummet for et par måneder siden), så bliver jeg dog langt mere i tvivl om, hvor D-A-D er på vej hen og hvor længe "Scare Yourself" holder, for nogen decideret nyklassiker - som "Everything Glows" - er der ikke tale om.

Men lige nu kan man blot glæde sig over D-A-D's "come back" - på plade, på scenen og, ikke mindst, til den ufiltrerede, nødvendige ROCKmusik.

Kunstner
Titel
Scare Yourself
Label
Distributør
Genre
Karakter
3