To nuancer af monotoni

_XTJ8092
_XTD7822
_XTD7795
_XTD7706
_XTD7807
_XTJ7715
_XTJ7832
_XTJ7985

Der var knallertrock fra fremtiden og støjende ørkenrock i Københavns indre by lørdag aften. Der var bare ikke særligt mange til at overvære det.

Kunstner
Titel
+ Okkultokrati
Spillested
Dato
16-02-2019
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Det var ikke, fordi der var trangt på Musikcaféen i Københavns centrum lørdag aften. På trods af at være trygt placeret i Huset i Magstræde (eller Huset-KBH, som det også kaldes), var der ikke mange, der havde fundet vej til tredjesalen, hvor svenske Maggot Heart og norske Okkultokrati spillede op. De fleste havde snarere fundet sig til rette i stueetagen med brætspil og øl, hvis ikke det var jazzkoncerten andetsteds i huset, der lokkede.

Bevares, et svagt fremmøde er ikke nødvendigvis dårligt. Det kan give en følelse af intimitet, og så betyder det, at der sjældent er kø til hverken bar eller toilet. Ingen asen og masen. Men oftest gør det bare oplevelsen dét mere slatten.

Brølende fremtidsmotor
Det var mere det sidste end det første, da norske Okkultokrati gik på. Badet i blåt lys stod den norske kvintet og prøvede så vidt muligt ikke at ænse det publikum, der ikke var der, måske fordi det var ligegyldigt, måske fordi det var skuffende.

Ikke desto mindre satte nordmændene ufortrødent maskineriet i gear og satte gang i deres show af fremtidsdystopisk knallertrock. Eller, ”knallertrock” er nok en underdrivelse. For Okkultokrati spillede edende ondt, og særligt fremstod forsangerens vokal mere raspet og black metallet mere end det er tilfældet på studiepladerne.

Der er en grundlæggende krautrocket stemning i de monotone 4/4-grooves, der får lov at blive ført langt ud af stepperne, og som beskrevet i anmeldelsen af albummet 'Raspberry Dawn' giver billeder af at befinde sig i et postapokalyptisk ’Mad Max’-univers. Det fremføres dog med en hardcore punket energi, der kan minde om den nådesløshed, man finder hos amerikanske Expander. Det forlener Okkultokratis udtryk med en vis uforsonlighed, og for undertegnede blev det trods den pågående energi musikalsk en tand for monoton i længden. Som lyttede man til ottecylindersmotor, der bare brølede derudaf uden større dynamiske udsving.

Støjende sangskrivning
Mere dynamik var der over Maggot Heart, som har flere gear at skifte imellem. Den svenske trio med Linnéa Olsson (der også har været aktiv i bandforetagender som The Oath, Sonic Ritual og Grave Pleasures) spillede øredøvende højt og med støj og feedback i rigelige mængder fra guitar og bas. Det er nemt at sammenligne Maggot Heart med Siouxsie and the Banshees og Patti Smith, ikke mindst på grund af de kvindelige frontfigurer, og det giver på sin vis mening musikalsk, men ved siden af postpunk-inspirationen er der i svenskernes lyd også en stor afsmitning fra støjrocken ved siden af en mere ørkenrocket kvalitet, der kunne minde om en gruppe som The Love Coffin herhjemme.

Jeg savner bare noget mere. Bandet kan spille, og som frontkvinde har Olsson en karismatisk tilstedeværelse på scenen, men jeg er ikke helt overbevist af sangskrivningen, som jeg synes enten mangler nogle stærke melodier eller riff, der for alvor skærer igennem og bekender kulør. I stedet bliver det for ofte en stor, mere eller mindre udifferentierbar masse af støj, og selvom der er hooks og hager i numre som ’The Killing Hand’, ’Medication’ og ’Pinned Like a Butterfly’, er det ikke helt nok til at bære en times selvstændig koncert.

Dem, der ikke dukkede op, gik altså ikke glip af det store. Mens dem, der gjorde, til gengæld bare fik endnu en mulighed for at gå i baren.