Modige Slægt
Populær
Slægt viste torsdag, hvor skabet skulle stå, selvom det måske var overmodigt og for tidligt udelukkende at fremføre det nye album. For publikum havde svært ved at give sig hen til det for dem spritnye materiale.
1. Being Born (Is Going Blind)
2. Masician
3. Perfume and Steel
4. Citrinitas
5. V.W.A.
6. Gauntlet of Lovers
7. The Wheel
Koncertstart kl. 23.45 på en torsdag. Puha.
Det var jo nok spillestedet Vega og ikke bandet Slægt, der bestemte, at koncerten torsdag aften skulle starte så sent på grund af et lyrikarrangement i Store Vega, der fordrede stilhed. Man kan kalde torsdag for lille-fredag alt det, man vil, men ikke desto mindre var det jo en hverdagsaften og dermed lige lovlig sent at sætte hovedattraktionen til at spille kl. 23.45. Men et eller andet sted var det et ganske passende tidspunkt for Slægt, for der er noget ungdommeligt og formidabelt flabet og forfriskende over bandet. Det kunne lige så godt have været et statement om at tage genren seriøst og hylde det rebelske, der engang var i denne nitteklædte genre. Man kan sove, når man er død.
Men inden det blev Slægts tur på de skrå brædder, skulle svenske Maggot Heart varme den halvfyldte sal i Lille Vega op (rebelskhed eller ej, så blev der nok luget lidt ud i antallet, da VEGA tidligere denne dag meddelte spilletidspunktet). Bandet er anført af Linnéa Olsson (Beastmilk, Grave Pleasures m.fl.), og de serverede en mørk rock. Båret af et insisterende og solidt rockende trommespil i et groovy samspil med bassen fik vi sange, der på finurlig vis cyklede rundt mellem okkult rock, psykedeliske toner og lidt opkvikkende halvpunket highschool-rock, når det var mest banalt.
Når bandet gav sig tid til de lange opbygninger med mange gentagelser, var det et sats, der af og til virkede hypnotisk dragende og andre gange faldt stille på gulvet. Maggot Heart havde absolut sine momenter, men med en vokal, som ikke rigtigt bragede igennem i lydbilledet (hører man indspilninger med bandet, er det klart, at den skal være lidt underspillet, men alligevel ...), så blev det desværre også kedeligt indimellem. Og det mærkedes på publikums respons, hvor nogle skred i baren. Synd, for Maggot Heart sluttede faktisk ganske godt af. Måske var stilen kommet mere ind under huden på publikum, eller også fik vi bare det bedste til sidst.
Tilbage til fremtiden
Her på magasinet er ordene om Slægt store, og det samme er troen på bandets fremtid. Det ændrede aftenens releasekoncert for 'The Wheel' med officiel udgivelse dagen efter ikke på. Det er efterhånden et kendt præmis for et releaseparty at spille det nye album fra start til slut, men det var nu et sats at gøre det, førend flertallet havde haft en chance for at dyrke sangene. Koncerten kom i hvert fald til at lide lidt under, at publikum gav så lidt igen til bandet, der ellers var helt oppe på mærkerne og serverede en flot koncert for os i salen.
Efter introen blev 'Being Born (Is Going Blind)' fyret af, og det var med vanlig imponerende guitarstil fra Anders M. Jørgensen, der ikke stod stille i mange øjeblikke og ivrigt fægtede sin Gibson højt hævet over sig eller faretruende ud mod publikum. Lyden var ganske glimrende, herligt oldschool, men nogle detaljer var svære at høre i de hurtigere dele af musikken, så kun intensiteten i musikken stod klart ud, fordi musikken endnu var så ny for de fleste af os.
'Perfume and Steel' har til gengæld den fordel at den har været singleforløber til albummet, og så er den i øvrigt djævelsk ørehængende med sin fede intro og høje riffkvalitet, så her var der en klart større respons fra salen til bandet.
Metaldetektor på overarbejde
Der er et eller utroligt autentisk over Slægt. Det er på alle måder et rigtigt band. Det gennemførte look, der for metalfans måske sender hilsner til Tribulation, har også herligt flashback til et ungt Led Zeppelin eller Black Sabbath. Det er sgu alvor det her, metal som bare pokker. Og så er der bare en fantastisk spilleglæde hos bandet. Udover førnævnte nærmest dansende guitarist, så er der i Adam Nielsen et bæst af en trommetæsker, der sammen med Olle Bergholz banker pulsen så levende ind i musikken. I front er der den fåmælte Oskar J. Frederiksen, der med sikker hånd på guitaren og stabilt, hæst growl er det vigtige bindeled mellem helteguitaren på flanken og rytmesektionen. Den mere snakkende vokal havde ikke helt samme effekt som på plade og lød temmelig dansk i udtalen, men det skal nu ikke ligge bandet til last, for Danmark er ikke endestationen, og i udlandet vil det sikkert blive betragtet som charmerende. Selvom det danske islæt i det engelske måske ikke er nær så charmerende som fx "Cavalera-engelsk".
Den får ikke for lidt på guitarheltefronten, og det er nærmest episk heavy metal og endnu længere fra debutens mere klassiske black metal. Tendensen har været der længe, men på 'The Wheel' er det nu på fuld gas, og vi fik da også de klassiske ryg-mod-ryg guitarharmoni-leads. Der er også arbejdet med dynamikken, så der både bygges op og ned i intensitet. Live og foran et publikum, der ikke kendte materialet på forhånd, blev nogle af de længere, instrumentale passager lidt lange i det, hvor de hjemme på anlægget til gengæld måske er et fremragende virkemiddel til fordybelse og gør pladen til mere end heavy metal med traditionel opbygning.
Fremragende. Og alligevel let skuffende?
Som det fremgår, skuffede Slægt altså lidt. Ikke i performance, ikke i stil eller fordi den nye plade ikke er god (for det er den, læs bare vores anmeldelse fra sidste uge). Nej, simpelthen fordi det her med at spille en plade fra start til slut bare sjældent virker så godt, som man forestiller sig det ville. Her fordi publikum ikke rigtigt kender materialet og kan give tilstrækkeligt igen til symbiosen med bandet, og fordi pladens opbygning med kontraster mellem det mere afdæmpede og det energiske ikke er det perfekte valg til et koncertsæt (hvorimod det er noget nær perfekt til vinylen hjemme i stuen). Slægt vil kunne lave de vildeste sætlister med materialet her fra den nye skive, når der også blandes seje sager fra 'Domus Mysterium' ind eller "hittet" 'Move in Chaos' fra 'Beautiful and Damned'.
Det fremskredne tidspunkt var måske årsag til, at vi ikke engang fik nogle af de andre lækre sager efter fremførelsen af 'The Wheel'. Men det til trods viste Slægt, at de er med i spillet om fremtiden for dansk metal, som har noget at gøre uden for landets grænser. Det var en god koncert, voldsomt god faktisk, men den nævnte skuffelse ligger i, at det kunne lige have været så meget mere ondt, hvis publikum var blevet inddraget mere ved lige at spille nogle af "de gode gamle". Uagtet, at det nye materiale faktisk er hamrende godt og blev leveret ypperligt af bandet.
Karakterer:
Maggot Heart - 3
Slægt - 4