MMF 18: Ramt af Master's Hammer

MMF 18: Ramt af Master's Hammer

De excentriske tjekkiske black metal-pionerer tog Metal Magic med storm og pauker som hovednavn fredag.

Dato
13-07-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

At jeg nogensinde skulle få mulighed for at opleve Master's Hammer live, havde jeg ikke troet. Før 2017 havde bandet ikke spillet live i 25 år, og fredag på Metal Magic var deres første danske koncert nogensinde. Selvom bandet spiller på en lang række festivaler denne sommer, føltes det alligevel ganske eksklusivt at få mulighed for endelig at se bandet, der har været et kultnavn i mange år.

For bandets demoer og debuten 'Ritual' fra 1991 regnes for klassikere inden for den dengang gryende black metal-scene og var en stor inspiration for den norske bølge, der for alvor kom kort tid efter. Her var Master's Hammer en mere thrashet og klassisk metallisk black, der tilføjede elementer fra klassisk musik og tjekkisk folklore i deres sære univers. For eksempel spiller pauker en stor rolle i lydbilledet. Paukenisten Silenthell kom i sin tid med i bandet, fordi han var stamkunde på den lokale bar. Da bandet spurgte, om han havde spillet pauker før, svarede han nej og kom derpå straks med i bandet, fordi han havde det rigtige udseende.

Anekdoten fortæller noget om Master's Hammers excentriske og eksperimenterende ånd, og den har også været til stede på bandets udgivelser efter gendannelsen i 2009, der har budt på flere elektroniske elementer.

Den seneste, 'Fascinator' fra i år, er den bedste af comebackpladerne og var forholdsvis rigt repræsenteret på sætlisten fredag (med forbehold for fejl – jeg fik først pladen kort tid inden festivalen), men også 'Ritual' scorede højt her. Det er altid lidt af et sats at have mange nyere numre med, og jeg kunne personligt også have brugt lidt mere af det gamle, men i betragtning af, at det næppe var alle tilstedeværende, der på forhånd kendte Master's Hammmer, gjorde det næppe det store for størstedelen af publikum. Og de unge mennesker foran, der så ud til at synge med på teksterne på tjekkisk fra start til slut, virkede også temmelig tilfredse. Men det fik numrene til at flyde en smule sammen for mig mod slut.

Ikke desto mindre: Master's Hammer, anført af bandleder, guitarist og sanger František Štorm– spillede også en dedikeret og fed koncert, hvor bandets særegne mix på en eller anden måde gav masser af mening. Štorm rockede som en boss, og bandets visuelt ekletiske stil (Štorm iklædt hat, kindskæg, rød skjorte og folkloristisk vest, en guitarist iført en slags læderrustning, en bassist med pork pie-hat og Silenthell, der står med totalt stoneface mellem paukeslagene) kom på en eller anden måde også til at hænge sammen, og mod slutningen var det svært at holde smilet tilbage på læberne.