Medium-plus metalfest i Midtnorge

Populær
Medium-plus metalfest i Midtnorge

Varierede, godkendt og hygsom fredag på Trondheim Metal Fest - men uden de helt store højdepunkter.

Kunstner
Titel
Trondheim Metal Fest feat. Naplam Death, Bömbers og Fuel For Disaster
Dato
15-03-2013
Fotograf
Jens Jam Rasmussen
Karakter
3

Folkene bag Trondheim Metal Fest fik for alvor sat trumf på i år: Med denne tredje udgave af den midtnorske metalfest, der tidligere har haft bands som The Haunted, Taake og Purified in Blood på plakaten, bød årets festival på et mere massivt og ambitiøst metalprogram end tidligere - i alt tre dages metaltråd og heavy-clubbing på fire af byens klubscener.

Af forskellige årsager kunne Devilution desværre ikke dække torsdagens opvarmningsaften med fortrinsvis norske metalbands eller lørdagens udsolgte show med Gorija, Hatebreed og Anaal Nathrakh øverst på plakaten.

Men på plads til fredagens show med Napalm Death, Bömbers og Fuel For Disaster - det var vi bestemt.

Sølvbryllupssmadder

Napalm Death havde selv ytret ønske om ikke at gå på som sidste band, så i stedet stod de på scenen lidt over kl. 21 - efter to norske acts, Endogenic og Man The Manchetes, som undertegnede ikke nåede, inden børnepasseren ankom oppe på det skumle fjeld i den modsatte ende af byen.

For et par år siden aflyste Napalm Death en klubkoncert her i byen, og rigtig mange fans heroppe havde faktisk deres første Napalm-koncert til gode. Den fik de så her - og i starten af den mere jævne slags. Der var dømt halvdårlig lyd, hvor bandets velkendte ekstremmetal-maskine kværnede løs i en - desværre - meget mudret udgave. Og der manglede desuden noget mere udstråling, punch og gnist fra bandmedlemmerne.

Men der blev heldigvis arbejdet på sagen, og cirka halvvejs inde i det timelange sæt mærkede man noget af den særlige hypnotiske intensitet, som er så unik, når Napalm Death er på scenen - og i form. Da var bandet tilbage i den gamle ep 'Mass Appeal Madness' - og lyden var blevet noget bedre.

Også gamle kendinge som 'Suffer The Children', 'Scum' og Dead Kennedys-coveret 'Nazi Punks Fuck Off' skabte solid stemning og lidt bevægelse i salen - med plads til godt 600 mennesker, og der var vel omkring 500 denne aften; dog var en securityvagt meget emsig efter en ellers helt normalt småslammende gut, og det skæmmede også forestillingen lidt.

Har set mange Napalm Death-koncerter på mange forskellige scener siden min første i Ungdomshuset på Jagtvej for godt og vel 25 år siden, men dette "sølvbryllupsshow" var slet ikke af det vildeste. Sine steder viste Napalm Death dog, at de stadigvæk kan smadre kompromisløst, autentisk og særegent. Og på den måde var fredag aften på Trondheim Metal Fest blæst okay i gang.

Lemmy fra Hordaland

Det norske Motörhead-hyldestband Bömbers havde trukket de fleste folk mod scenen denne aften. Ikke underligt, for det er i dette band, at Immortal-frontmanden Abbath lever den helt ud som Lemmy (aka "Killminister") på bas & sang, naturligvis, i selskab med Old Funeral-guitaristen Tore Bratseth (aka "Fast Tore") og trommeslageren Pez (aka "Party Animal Taylor").

Og charmerende og værdigt blev det, da de tre black metallere i fuldt Motörhead-dress sparkede sættet i gang med den oplagte 'Bomber'. Fed posering og blæret intro i 'Metropolis', fuld klampe på 'The Hammer', og et herligt swing og drive i 'Killed By Death' og en festlig afslutning i 'Overkill' og 'Ace of Spades'.

OK, der blev bøffet lidt her og der, og helt så HØJT spillende som selve Motörhead selv var Bömbers ikke. Men nerven, stilen, looket og gestikken var gennemført, og det var svært underholdende at se Abbath folde sig fuldstændigt ud som Lemmy-showmand; både på scenen og ude i foyeren bagefter, hvor han og bandet hang ud med fansene og tog billeder - og hvor bandmedlemmerne hældte øl i både halsen og håret på hinanden og ellers kørte på den store festglade rock'n'roll-klinge. Uprætentiøst og med et glimt i øjet.

Det var ikke lige sådan, jeg troede, jeg skulle opleve den grumt udseende Abbath dengang i 90'erne, hvor Immortals 'Blizzard Beasts' og 'At The Heart of Winter' var blandt favoritlydsporene fra det mørke nord.

Men alt i alt et tilpas underholdende Mötörhead-hyldest - og jeg skulle da gerne se Bömbers køre deres meget dedikerede Motörhead-show af i Danmark. På Copenhell, eksempelvis?

Fremadrettet finalesæt

Programmet var over 35 minutter forsinket, klokken var kvart over midnat, og salen tyndet væsentligt ud, da aftenens sidste band Fuel For Disaster gik på scenen.

Autentisk nok stammer bandet fra Trondheim-forstaden Hell (ja!!), og musikalsk er de seks unge herrer i de sorte gotiske gevandter ovre i den mørke, episke metal. Her trækkes der en del på Dimmu Borgir-traditionen og så alligevel slet ikke. Bandets strukterede sangforløb havde en langt mere personlig tilgang end som så. I sangeren Chontaraz har Fuel For Disaster desuden en virkelig dygtig stemme, som trækker orkesteret i en noget mere progressiv og til dels melodisk metalretning. Hans vokal minder mig umiddelbart lidt om den rigtig gode fra Dream Evil-vokalisten Niklas Isfeldt.

Således sluttede enne aften med det band, der tegnede mest fremad og som på den måde lukkede Trondheim Metal Fests fredag på en fornuftig vis. En ganske forskelligartet aften, der havde borget for passende metalunderholdning, men hvor de store højdepunkter udeblev. "Billederne" af Abbath som en total Lemmy-kopi vil dog stå sig i mange år fremover - så længe hukommelsen rækker, vil jeg tro.

Men uden de absolutte metalmagiske øjeblikke må det blot blive til disse tre småfedtede, men synligt funklende stjerner - og det har altså ikke noget med prisen på fadøllen at gøre! Fåking 70 kroner for en fadbamse! Eller måske har det alligevel, for jeg kørte slet og ret hele denne aften på koldt vand i protest. :(

Men Trondheim Metal Fest fik lokket metalfans af huse, og der kan helt sikkert laves en ny Trondheim Metal Fest til næste år, måske endda i et lidt større regi. Herligt!