Metallicas 30 års fødselsdag – Dag 2
PopulærShow nummer to af Metallicas fire fødselsdagskoncerter talte besøg fra både Marianne Faithfull og Lou Reed, Kid Rock og King Diamond med resten af Mercyful Fate, der var gendannet i anledningen!
2. Enter Sandman
3. Holier Than Thou
4. Disposable Heroes
5. Bleeding Me
6. Wasting My Hate
7. My Apocalypse
8. Just a Bullet Away
9. Breadfan (Budgie)
10. The Memory Remains
11. Killing Time (Sweet Savage)
12. Turn the Page (Bob Seger)
13. The Four Horsemen
14. Iced Honey
15. The View
16. White Light/White Heat (The Velvet Underground)
17. Creeping Death
18. Battery
19. Mercyful Fate
20. Seek & Destroy
Efter førstedagens gendannelse af Diamond Head var man til onsdagens koncert overbevist om, at alt kunne ske, når det kom til gæsteoptrædener. Og man fik allerede et praj om, hvad der ville ske denne aften, da Lars Ulrich og James Hetfield introducerede Armored Saint, som kort efter blæste deres opvarmningssæt i gang med en vis John Bush (som måske bedst kendes for sin tid i Anthrax) i front. Tilbage i 1984 var det Metallica, der åbnede for Armored Saint, og dette var altså deres måde at sige tak på.
Armored Saints sæt var et stramt og fokuseret et af slagsen – de spiller stadig pissefedt – og der var dømt old school-stilen både med sange fra 1983's debut-EP og 'Mad House' fra året efter, som virkelig fik publikum med.
Dernæst var det tid til aftenens Cliff Burton-segment, denne aften med Kirk Hammett og Scott Ian fra Anthrax. Kirk følte sig tydeligvis ikke tryg på scenen, uden sin guitar, og han har vist aldrig talt så meget fra scenekanten som her, mens Scott med sin erfaring som MTV-vært virkede anderledes inde i gamet "at genfortælle anekdoter". Begge fortalte de i øvrigt historier, som kan læses i Joel McIvers to år gamle Burton-biografi 'To Live Is to Die'.
Apropos 'To Live Is to Die' så var dét instrumentalnummeret, Metallica lagde ud med denne aften. Den sang har de heller aldrig spillet live før, kun i uddrag, og det kunne godt høres hist og her, men man blev i hvert fald mindet om, hvor superbt dens tongstunge groove er. Den måtte gerne blive spillet live oftere, ligesom 'Orion' og fornylig 'The Call of Ktulu' er blevet det.
Jeg har længe advokeret for, at det ville klæde Metallica at ryste op i rutinen og måske flytte 'Enter Sandman' hen i starten af sættet for at eliminere lidt af forudsigeligheden, når de spiller live, så det var forfriskende høre sangen allerede som nummer på listen denne aften. Og den kan man til gengæld høre, at alle i bandet kan til hudløshed, så overbevisende og solidt, som den blev spillet!
'Load'-sagerne 'Bleeding Me' og 'Wasting My Hate' var gravet frem fra gemmerne, og de fungerede begge fint live ligesom mandagens overraskelse 'Carpe Diem Baby', og så var det tid til endnu en ny sang, 'Just a Bullet Away', der viste sig at være den bedste af de fire uudgivne sange fra 'Death Magnetic'-sessionerne, som Metallica spillede. På en eller anden måde minder riffet om 'Don't Tread on Me', og vigtigst overgangene fra riff til riff og det afdæmpede mellemstykke hang rigtigt godt sammen.
Bedstemor Faithfull og bombastiske Rock
Så var vi midtvejs i sættet, og første gæst var fanklubmedlemmet Andrew, der spillede Budgie-coveret 'Breadfan' med Metallica. Han var noget mindre gestikulerende end gæsten den første dag, og gjorde egentlig bare professionel figur, og det var da vist noget tid siden, Metallica sidst havde luftet denne klassesang.
Som noget af en overraskelse trådte Marianne Faithfull så op på scenen for at nynne med på 'The Memory Remains', og som 64-årig med bedstemor-look blev hun taget varmt og høfligt imod af publikum, der gjaldende overtog for hende i slutningen af sangen. Helt i den anden grøft var efterfølgende Ray Haller fra Sweet Savage, der entusiastisk sang sit eget bands 'Killing Time' med Metallica.
Kid Rock dukkede også op og sang 'Turn the Page', med James Hetfield placeret behørigt bagerst på scenen med en Telecaster (!). Rock er en af Lars Ulrichs gode venner og opvarmede for Metallica omkring årtusindeskiftet, men det kan diskuteres, hvor godt hans bombastiske stil klædte Bob Segers i begyndelsen afdæmpede sang, som dog stod godt i Metallicas originale noir metal-version. Hetfield virkede i hvert fald ikke overbevist og kvitterede med et sarkastisk "interesting" efter sangen.
Bush, Reed og konservative fans
Og så var det tid til den gæst, man nok havde forudset, nemlig John Bush fra Armored Saint, som sang 'The Four Horsemen' (som desuden blev spillet i sin fulde længde!). Bush blev helt i begyndelsen af Metallicas karriere overvejet som forsanger i bandet af Lars og James, da James endnu ikke helt havde bestemt sig for, om han ville gøre sig som sanger. Det var sjovt at høre en anden sanger synge Metallica med Metallica, og så en gammel 'Kill 'em All'-klassiker!
At Lou Reed til en af disse koncerter ville komme på scenen, lå i kortene, og at han ville få en kold, uhøflig og tavs modtagelse af Metallicas konservative fans kunne man også have gættet sig til. Men det var alligevel påfaldende efter en så ovenud varm applaus Marianne Faithfull havde fået kort forinden. Husker jeg forkert, eller var folk i sin tid cirka lige så sure på Faithfull over hendes medvirken på 'The Memory Remains', som de er på Reed nu???
I hvert fald spillede han og Metallica 'Iced Honey' og 'The View' fra 'Lulu', samt Velvet Undergrounds 1968-sag 'White Light/White Heat' i en frenetisk punket version. Men man krummede ærligt talt tæer over fansenes modtagelse af det 69-årige ikon. Vis dog manden lidt respekt, selvom 'Lulu' måske ikke er verdens mest vellykkede samarbejde!
Mercyful momentum
Som plaster på såret fik fansene to sange med Jason Newsted, nemlig 'Creeping Death' og 'Battery'. Den anden dag skrev jeg ikke meget Jasons optræden, men det skyldes mest, at der ikke er så meget at tilføje i forhold til dengang, da han var med i bandet. Han var som transporteret fra en tidsboble i midt-90'erne til nu – samme gestik, samme pas, samme stemme og næsten samme udseende.
Hvad der derimod KAN knyttes en masse kommentarer til var gendannelsen af Danmarks mest betydningsfulde/indflydelsesrige band gennem tiderne, Mercyful Fate – faktisk har vi jo allerede bragt et interview med Hank Shermann, hvor han snakker om begivenheden. I hvert fald var King Diamond tilbage på scenen i fuld ansigtsmaling og vigør for første gang siden han blev ramt af en diskusprolaps for tre-fire år siden, og siden han sidste år fik en triple bypass-operation.
Vi har vel alle en lille djævletilbeder gemt i os (hvis man absolut skal vælge mellem ham der hippien i morgenkåben og den røde dernede med treforken, så er det jo nemt) og den kommer i sandhed frem, når King står der og synger falset iført kappe, høj hat og med en masse gyldne, okkulte smykker og kaster djævlehorn og forbandelser, mens han synger noget om Satan, faraoer og ondskab.
Omkring sig havde han et sandt hav af Flying V-guitarer siddende på Hetfield, Hammett og selvfølgelig Hank Shermann og Michael Denner, der begge begejstrede ud over endelig at være tilbage på en scene foran et tusindtalligt publikum, og så var der selvfølgelig Timi "Grabber" Hansen, der slog bassen, så det hele passede. Ja, og det var selvfølgelig medley'en fra 'Garage, Inc.', der blev spillet. Nu er der kun tilbage at håbe på en gendannelse, når Shermann er færdig med at turnere med Volbeat.
'Seek & Destroy' med gæster, inklusive Scott Ian, balloner og konfetti lukkede igen koncerten, der igen var så begivenhedsrig, at det næsten ikke var til at kapere. Overordnet set var sætlisten ikke helt så overvældende som mandagens, men Mercyful Fate redder en ekstra stjerne hjem!
Se flere videoer fra Fillmore-koncerterne
" target="_blank">HER!