MMF XIV: Hårdtrockende popøre
Der var fællessang og behagelig afveksling fra al ekstremmetallen, da den excentriske britiske psychpopsanger Paul Roland atter gæstede Metal Magic.
Det hører til sjældenhederne, at hele Metal Magics teltscene står og råber med på omkvædet, der spilles fra scenen. Det skyldes nok især, at teltscenen ofte bruges til de mere ekstreme og de mere upcoming bands, som folk næppe har det store forhåndskendskab til.
Men det skete altså lørdag på årets Metal Magic, da den britiske psych/prog/folk-popsanger Paul Roland spillede. Ligesom det skete i 2018, da samme Roland spillede lørdag på Metal Magic. Det siger noget om, hvor catchy sangene er, at han kan få et helt telt til at stå og råbe med på 'Aleister Crowley', 'Re-Animator' og den suveræne sætlukker 'Nosferatu', for de færreste herhjemme er bekendt med Roland, der især er et kultnavn i Italien og Tyskland.
Selvom det ikke er metal, havde Roland til lejligheden ladet den akustiske guitar blive hjemme og medbragt en elektrisk samt en hårdt rockende sætliste og ditto band. Det ærgrede mig egentlig lidt i begyndelsen, for jeg kan godt lide Rolands intrikate arrangementer, og efter tre dages metalfestival havde jeg helt ærligt også mere lyst til akustisk guitar og en lidt mindre hård sætliste.
Men nogle gange må man droppe sine ønsker hjemmefra og overgive sig til klasse. For det var, hvad Roland og hans medbragte guitarist, bassist og trommeslager leverede. Imponerende, især i betragtning af at det var Rolands første koncert med den konstellation.
For det første er Roland en virkelig god entertainer mellem numrene, fylder den tid, der går med, at musikerne roder med teknikken, ud med vittigheder og historier, hele tiden med strålende timing. For det andet er der tænkt over arrangementerne: Bandet arbejder med korstemmer (særligt bassistens backingvokalhyl er herligt), instrumenterne er klart defineret i lydbilledet, mudrer aldrig sammen. For det tredje er er der tydelige melodilinjer både instrumentalt og vokalt.
Arrangementer og melodilinjer ovenstående hører sig til i "klassisk" pop- og rocksangskrivning og i klassisk metalsangskrivning, men er mindre udbredt i den mere ekstreme metal, der har domineret programmet denne lørdag på Metal Magic. Og når man så står og hører en mand og et band, der bare kan det der, så kan man ikke lade være med tage sig selv i at ønske, at flere metalbands af de mere ekstreme metalbands også begyndte at arbejde med de elementer. De ville måske miste lidt ekstremitet, men til gengæld ville man få bedre sange ud af det. Og med bedre timing og arbejde med at inddrage publikum mellem numrene, ville man få bedre koncerter. For det er tydeligt, at festivalens bedste indslag – Roland, Slough Feg, Nifelheim (i den mere ekstreme ende af spektret), Death SS, Sijjin og Convulse – arbejder med melodierne og arrangementerne og de fængende elementer og for de flestes vedkommende med showet og publikumskontakten i langt højere grad end de fleste af de mere forglemmelige indslag.
Til sammenligning er Rolands 2-3 minutter lange hårdt rockende popperler, der altid er faldet mellem genrer, både en lille åbenbaring og en yderst behagelig afveksling fra et lydlandskab, der denne lørdag er lidt for meget af det larmende. Paul Roland må meget gerne komme til Danmark igen.