Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

At falde uden for de gængse rammer med Paul Roland

Updated
-XTJ0939-5-1531924953

Paul Roland, der spillede på årets Metal Magic, er en vaskeægte ener. Et sted mellem hård rock, psykedelisk pop og gotisk folk har han skabt sit helt eget univers. Vi talte med ham om, hvordan det er ikke at passe ind i gængse kasser, om sangskrivning og historiefortælling.

Kunstner
Genre
Forfatter

Den engelske musiker og forfatter Paul Roland har siden debutsinglen i 1979 udgivet et uoverskueligt antal album, singler, opsamlinger og liveoptagelser. Han har desuden et stort og spraglet forfatterskab bag sig: om okkulte fænomener, om mordere, true crime, meditation, fire (!) Marc Bolan-biografier, bøger om H.P. Lovecraft og alt muligt andet.

Trods den imponerende arbejdsdisciplin har Roland aldrig været noget stort navn. Men for nogle – herunder undertegnede – er han en højt skattet ener. Så da vi fik muligheden for et interview med Roland på årets Metal Magic Festival var vi ikke sene til at takke ja. Koncerten på Metal Magic var hans vistnok kun tredje koncert i Danmark. Den anden var også på Metal Magic, i 2018, og ellers skal vi tilbage til 1996, hvor Roland ifølge Politikens Rockleksikon spillede på Rytmeposten i Odense d. 25. maj og indspillede en session for DR d. 27. maj, hvorefter han skulle have solgt sin guitar i København og svoret aldrig at optræde mere. Heldigvis brød han det løfte.

Musikalsk er Rolands værk svært at definere, og måske er det derfor, han aldrig har fået det store gennembrud på et musikmarked, der gerne vil placere kunstnere sikkert i kasser. Den snurrige britiske sangskriver Robyn Hitchcock, som Roland arbejdede med i begyndelsen af 80’erne, har kaldt Roland for ”den mandlige Kate Bush”; musikalsk ligger han et sted mellem mørk psykedelisk pop, gotisk rock, singer/songwriter, psykedelisk folk og en hårdere rock, der kan minde om psych-rockeren Roky Erickson (som også har en vis appel til en del metallyttere). Han er også blevet kaldt ”The Godfather of Steampunk”, og selvom han selv benægter dette – det er ifølge ham mest bare et sammentræf, som skyldes hans interesse for den britiske tidlige science fiction-forfatte H.G. Wells – så er der også her visse sammenfald.

Grundopskriften er dog umanerligt fængende idiosynkratiske popperler af 2-3 minutters varighed, som man umiddelbart kan synge med på (det har begge koncerter på Metal Magic vist), vekslende med mere episke numre. Alle med tekster befolket af et persongalleri, som måske forklarer, hvorfor Roland alligevel ender med at spille på en metalfestival: Aleister Crowley og andre okkultister, vampyrer og seriemordere, monstrøse historiske skikkelser fra de blodigste perioder i britisk historie, spøgelser og monstre samt et væld af excentriske victorianere; et tekstunivers, han tilskriver flittig læsning af gysertegneserier som barn. Det burde være Gefundenes Fressen for mange metallyttere, og derfor er det heller ikke så mærkeligt, at Metal Magic-arrangør Martin Jørgensen er fan, eller at Ustumallagam fra Denial of God er det – sidstnævnte fortalte mig på festivalen, at han ærgrede sig over, at Denial of God aldrig har lavet et cover af Rolands episke vampyrklassiker ’Nosferatu’.

Lyt til Paul Rolands ’Nosferatu’ her (artiklen fortsætter efter videoen):


’Nosferatu’ tilhører den mere episke del af Rolands værk og er en majestætisk vampyrhymne, der samtidig  er typisk for Rolands tekstunivers med både dens historiefortælling og dens drejning af de klassiske klichéer: Her er vampyrgreven (opkaldt efter titelfiguren fra Fritz Langs stumfilmklassiker af samme navn) hverken ophøjet eller sexet, men bor på et forfaldent slot, har overlevet sine venner, sover dårligt og lider under dårlige tænder og generelt alderdomsforfald: ”His teeth long rotted to the root he sucks the pulp of bruised fruit/ Gone the bearing and the grace, sad sunken eyes and charnel face,/He'll dye his hair and paint his nails and rouge the cheeks that aging pales.”

Da jeg møder den venlige og snakkesalige Roland efter koncerten lørdag aften og finder et stille sted på Metal Magics backstageområde, er det første, jeg spørger til, hvad det er med ham og de victorianske excentrikere, magikerne, monstrene, og hvorfor han vælger en komisk tilgang til det i sine sange, når han ellers har skrevet en række seriøse bøger om lignende emner:

– Fordi den slags er virkelig godt at skrive tekster om. Grunden til, at det altid får et lidt humoristisk præg, er, at især det okkulte let kan få ens musik til at lyde selvhøjtidelig, hvis man tager det alt for alvorligt i sine tekster. Jeg har skrevet bøger om det, og jeg har selv haft oplevelser, jeg vil karakterisere som, men hvis man prøver at gøre det til en sangtekst, så prøver man at tale om noget, som det er svært at sætte præcise ord på, uden at bliver for abstrakt og ukonkret. At beskrive et ritual, eller hvad det gør, er en umulig opgave. At fortælle en historie på 2-3 minutters tid om skikkelser med alle deres menneskelige fejl fungerer meget bedre for mig.

Selvom du også arbejder med længere, episke sangformater – fx ’Nosferatu’ eller ’The King Must Die’ (begge fra albummet ’Duel’ (1989); sidstnævnte er en over 12 minutter lang tredelt sang) – så er de fleste af dine sange forholdsvis korte numre, der alligevel fungerer som historiefortællende. Hvordan kan det være, du arbejder så meget med det format?

– Jeg tror, det skyldes den musik, jeg lyttede til, da jeg voksede op. Det, jeg voksede op med, var sådan noget som Buddy Holly, Dion og Del Shannon (alle 50’er- og 60’er-rockikoner, der havde deres storhedstid lige inden The Beatles og Rolling Stones, red.). De skrev ret korte sange, der alle sammen var meget fængende og havde en stærk historiefortælling. Det samme gælder den glamrock, jeg voksede op med – T. Rex og den slags. Og det har åbenbart sat sit præg på min sangskrivning. Jeg skrev mest sange på akustisk guitar, og det har nok også formet dem i den retning, fortæller Roland og fortsætter

– Jeg er begyndt at skrive flere lidt længere sange de senere år, efter jeg så småt lærte at spille keyboard. Det kom jeg sent i gang med, men det har udvidet mit spektrum.

Da jeg første gang hørte dig, var det på neofolk-compilationen ’Looking for Europe’ (2005) med sangen ’Wyndham Hill’, men du har aldrig helt været en del af neofolkscenen. De gange, jeg har set dig, har du spillet på en metalfestival, men man kan ikke helt kalde dig metal. Og i det hele taget er det, som om du ikke rigtig hører til i én genre, men ligesom falder imellem genrerne. Er det en bevidst beslutning, at gå efter ikke helt at passe ind?

– Egentlig ikke. Det handler mere om, at jeg skriver sange på den måde, jeg nu engang gør. Jeg kan ikke rigtig finde ud af at lyde som andre end mig selv, og som jeg opfatter det, giver det heller ikke mening at forsøge at lyde som andre end sig selv, når man skriver sange.

Lyt til Paul Rolands ’Wyndham Hill’ her (artiklen fortsætter efter videoen):



Det er anden gang, du spiller på Metal Magic. Sidst husker jeg som en stormende succes, men jeg husker det også, som om du virkede lidt nervøs for, om et metalpublikum nu kunne lide det. Det virkede, som om det gik meget godt ned (publikum havde givet Roland en stormende applaus kort forinden, MP)?

– Ja, sidste gang var det første koncert med et helt nyt band. Det var et nyt band igen denne gang. Fordi det er en hård rockfestival valgte jeg denne gang at droppe at spille akustisk og spille et rent elektrisk sæt, og jeg valgte en sætliste med det lidt hårdere rock. Kunne du lide bandet og koncerten?

Ja, det kunne jeg. Men jeg savnede også den akustiske side lidt. Det her er tredjedagen på festivalen, og jeg har virkelig hørt meget på elektrisk guitar. Jeg havde gået og set frem til at kunne hvile ørerne lidt.

Du har været i gang i mere end 40 år, udgivet et utal af album og skrevet et utal af bøger. Synes du, du har nået det, du satte dig for, da du begyndte?


– Da jeg begyndte, ville jeg egentlig bare have en plade udgivet, så det har jeg vel i en vis forstand. Men jeg synes stadig, jeg udvikler mig som musiker, og jeg får nye, spændende tilbud konstant. I dag sidder jeg her, på en metalfestival, og jeg har et helt nyt band med mig. Jeg har lige lavet musik til en ballet i Italien (balletten ’Nosferatu’ havde premiere i Piacenza d. 29. april 2022, red.). Og jeg har også for nylig skrevet et 30 minutter langt orkesterstykke, som er en del af mit første album med klassisk musik. Jeg kan gøre alt. Eller, nej, det lyder for selvbegejstret, men jeg får lov til at prøve nye ting af hele tiden, og det er både spændende og udfordrende.

Tror du, at det, at du ligesom falder imellem genrerne – ikke helt det ene, ikke helt det andet, og nu også musik til balletter og klassisk musik – tror du, at det forhindret dig i at blive større, sådan rent kommercielt? Der er noget distinkt britisk over dit musikalske univers, men det virker ikke, som om du nogensinde har været specielt kendt i England.

– Det kan der godt være noget om. Man skal tænke på, at da jeg begyndte, var den britiske musikpresse – magasiner som NME, Melody Maker og sådan nogle – utroligt magtfulde. Der skulle man helst passe ind i en bestemt kasse, og det gjorde jeg ikke. Og de var mest interesserede i, hvad der var på mode lige nu. Det ene dag var et band inde, den næste dag var de helt ude igen. Og den type musik, jeg spillede, syntes de ikke var på mode. På det tidspunkt var postpunk det eneste, der duede. Og spillede man akustisk guitar, var det også forkert. Og så var der ikke så meget at gøre i England. Heller ikke John Peel (legendarisk engelsk radio-DJ, der var en af de vigtigste figurer inden for alternativ musik) spillede min musik.

Til gengæld har du et vist publikum i Kontinentaleuropa, især i Tyskland og Italien. Hvordan kan det være, det lige blev der?

– Jeg tror, det skyldtes, at jeg kom på et fransk pladeselskab (New Rose, der i 80’erne voksede til at blive et af de største uafhængige pladeselskaber i Europa og stod for en eklektisk udgivelsesprofil med rødder i den mere eksperimenterende punk og forskellige kultkunstere, red.). De havde god distribution på kontinentet, mindre god i Storbritannien, og så fik jeg et publikum der. Men det er ikke, fordi det generer mig. Jeg synes, jeg udvikler mig som kunstner, som jeg nævnte før, og det er det vigtigste.

Herefter går der småsnak i den med resten af bandet, der også er trukket ind i backstageteltet og stadig er helt høje på koncerten. En backstagefrivillig kommer ind og spørger, om ikke han må få taget et billede sammen med Roland. Han fortæller, at han slet ikke kendte Roland i forvejen, men var helt vild med koncerten. Sådan tror jeg, mange havde det, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at Roland burde være meget større, end han er.

Hele koncerten fra årets Metal Magic kan ses her:


Menu