Musikken leverede showet
PopulærKylesa leverede varen til den udsolgte koncert på Beta uden at imponere mere end højst nødvendigt.
Kylesa vandt helt sikkert nogle nye fans til sommerens koncert på Roskilde, for havde man ikke set dem før, så var det en fantastisk nærmest hypnotiserende ny oplevelse at se dem give den gas med to perfekt spillende trommeslagere. Smukt og tight.
Showmæssigt virkede Kylesa dog lidt indadvendte, og dét indtryk blev der ikke pillet ved på Amager, da amerikanerne gæstede Beta sammen med Ken Mode og Circle Takes the Square. Det handlede om musikken - den sludgy, stenede og let psykedeliske ørkenrock - ingen tvivl om det, og ordvekslingen var selvfølgelig stadig holdt på et absolut minimum.
Og holdes fokus så på musikken, så leverede Kylesa igen en fornem præstation, og Betas rammer klædte bandets musik, som virkelig blev forkælet af fed lyd. I forhold til sommer-besøget på Roskildes marker, så var der en ny bassist i bandet - eller genganger, for Eric Hernandez har for nogle år siden siddet bag trommerne i bandet. Eric kunne naturligvis levere hvad han skulle på bassen, men han havde også en sjov måde at svinge det korthårede hovede på - det gav en nærmest smittende energi.
En smule tirsdagstræghed
Det tog nu lidt tid før alle i publikum lod sig smitte af energien. På det punkt var det måske alligevel for meget tirsdag aften i februar. Og alligevel - lidt efter lidt - så kom der lidt mere gang i publikum, som lod sig fornøje af de tunge, insisterende toner.
Kylesas tonstunge lyd på en scene gør dem i høj grad til et live-band frem for et studie-band. Der er meget mere tyngde og nærvær over musikken, når bandet præsenterer den lige for snuden af en. Varen bliver leveret, og man kan fint stille sig tilfreds med det, hvis man er med på, at "varen" udelukkende hedder musikfremførsel og ikke show, gøgl og løjer.
Lidt at kigge på
Showmæsssigt er største kvalitet måske stadig den fascinerende guitarchick/vokalist Laura Pleasants og så de to trommeslagere, hvoraf den ene havde droppet stortrommen og leverede sit spil stående - lidt som en klassisk perkussionist.
Kylesa har bare et eller andet ærligt i sin musik, og når først lyden når ind og fæstner sig, så kan alle ovenstående ord, der måske lyder som forbehold på forbehold godt glemmes: for sejt, det var det nu under alle omstændigheder.
Der er lidt Kylesa fra Beta at se herunder: