Roskilde '18: Den sorte svane
Populær
Myrkurs danske forbandelse blev endelig brudt, da hun gav en selvsikker og tryllebindende nattekoncert på den scene, hvor hendes livekarriere startede.
Forventningerne til Amalie Bruuns anden Roskilde Festival-koncert var store efter hendes noget usikre debutkoncert på festivalen for tre år siden. Siden har hun turneret store dele af verden, og har (heldigvis) fået en del liveerfaring med i bagagen.
Der var derfor tætpakkket i Pavilion allerede tyve minutter inden den forsinkede koncertstart, hvor fire kutteklædte skikkelser indtog scenen; tre i sort og en i rød. Efter en yderst atmosfærisk intro smed Myrkur sine rødhætteklæder for at fremføre resten af koncerten i sin 'Black Swan'-inspirerede makeup og specialdesignede Vibe Johansson-kjole, hvis symbolik med sin kridhvide farve, lette tekstur og ræveknogler næppe kunne være mere sigende.
For denne aften beviste Myrkur, at uanset hvor skrøbelig og uskyldig hendes kunst synes at forekomme, rummer den en konstant og ondskabsfuld dysterhed, selvom den ikke altid er iøjnefaldende.
Sættets andet nummer, singlen ‘UIvinde’ fra hendes seneste album ‘Mareridt’, var et fremragende eksempel på, hvordan hun siden sidst har udviklet sig og er modnet som kunstner. Sangens elegante melodi blev ført an af hendes englelignende vokal, der på forførende vis tryllebandt publikummet i et altomskyggende mørkt univers, skønt sangens originale skrigevokal helt blev undladt.
Og lige netop denne detalje var stærkt bekymrende, for en af de ting, Amalie Bruun har fået kritik for, er hendes umiddelbart manglende skrigekundskaber, hvorfor hun tidligere har optrådt med to forskellige mikrofoner, hvoraf den ene via effekter maskerer hendes stemme til skrig. Begge mikrofoner var da også til stede denne aften, dog uden at begge blev brugt.
I stedet overraskede hun med at klare begge vokaltyper på samme mikrofon og uden hjælpemidler, hvilket blot var en yderligere bekræftelse af, hvordan hun er modnet og endelig virker til at have fundet sit fodfæste. Særligt ‘Måneblôt’ blev fremført så overbevisende, at nummeret blev et af aftenens helt store højdepunkter.
Desværre var der heller ikke mange højdepunkter at vælge imellem, da koncerten varede omkring sølle 40 minutter. Det var en tydelig skuffelse blandt publikum, der blev stående i flere minutter, efter bandet trådte af scenen, fordi man i det mindste ville forvente et ekstranummer. Men sådan skulle det desværre ikke blive.
Hvorvidt den korte spilletid blev dikteret af festivalen eller Myrkur er ikke til at sige, men det er i den forbindelse værd at bemærke, at to skandinaviske folkesange blev fremført i stedet for Bruuns egne numre – dagen efter ville hun spille endnu en koncert med fokus på akustiske folkesange og akkustike versioner af egne sange.
En rendyrket Myrkur-koncert ville ellers have været kærkomment, særligt den nyfundne selvsikkerhed i eget univers taget i betragtning. Den kunne snildt have forvandlet denne aften til en af de helt særlige. Men mindre kan gøre det.