Roskilde ‘18: “Look at me now!”

Roskilde ‘18: “Look at me now!”

Det startede sløvt og endte på sit højeste. Det lykkedes ikke Nick Cave & the Bad Seeds at overgå deres sidste koncert på dansk jord, men bandet beviste alligevel deres værd under sidste halvdel af deres koncert på Orange Scene.

Dato
06-07-2018
Genre
Trackliste
1. Jesus Alone
2. Magneto
3. Do You Love Me?
4. From Her to Eternity
5. Loverman
6. Red Right Hand
7. Into My Arms
8. Girl in Amber
9. Tupelo
10. Jubilee Street
11. The Weeping Song
12. Stagger Lee
13. Push the Sky Away
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Nick Caves elegante, selvsikre og velklædte skikkelse er svær at få øjnene væk fra – han er ganske enkelt en betagende karakter. Hans aura er altomsluttende, og når han står på en scene og synger om død, vold, religion og forskruet kærlighed, er det med ekstrem indlevelse fra hver eneste fiber i hans væsen.
 
Det beviste han til den anmelderroste og famøse koncert på Royal Arena i København i efteråret sidste år, og nu var turen kommet til Orange Scene på Roskilde Festival. Og selvom hans ihærdighed ikke var til at tage fejl af, lykkedes hans mission om at give et lige så godt liveshow kun med nød og næppe.
 
“With my voice I am calling you” lød det over en baggrund af mystiske, forførende og stille toner, da den australske kunstner og hans band indtog scenen. ‘Jesus Alone’ fra deres seneste album ‘Skeleton Tree’, der kredser om Caves ene søns tragiske døde, indledte den tretten numre lange koncert, der både startede og sluttede forsigtigt, men ikke desto mindre alligevel bød på storslået dynamik.
 
Allerede under sættets fjerde sang begav orkestret sig ud i musikalsk vildskab ved at opføre titelnummeret fra debutalbummet ‘From Her to Eternity’ fra 1987, hvor Caves baggrund i berygtede The Birthday Party folder sig ud – og det gjorde det bestemt også på Orange Scene, hvor hans energiniveau til stor overraskelse var på et langt mere intenst niveau end i Royal Arena. Stod man blandt de forreste rækker, har det med garanti været opfattelsen af hele koncerten, mens de resterende titusinde publikummer desværre ikke havde samme oplevelse.
 
For selvom Cave emmer af karisma, nåede den ikke meget længere end nogle få meter fra hans fysiske befinden sig. Den magi, der altid er til stede til orkestrets koncerter, gik ganske enkelt tabt, men skylden ligger langt fra hos bandet, hvor særligt frontfigurens indsats er noget, man bør tage hatten af for.
 
Festivalen var ganske enkelt ikke klar til Nick Cave & the Bad Seeds. Pitterne var halvfyldte, og storskærmenes potentiale gik tabt blandt kameramænd, der tydeligvis ikke anede, hvilken kunstner de havde med at gøre, for filmningen af koncerten var langt henne ad vejen ufokuseret og mangelfuld – optræder man for så mange gæster, spiller storskærmene en vigtig rolle for koncertens mange bagerste rækker.
 
Alligevel bød aftenen på mange højdepunkter for alle involverede parter. Hittet ‘Red Right Hand’ blev modtaget med genkendelsensjubel og fællessang, der fortsatte med overdøvende kraft til balladen ‘Into My Arms’, under hvilken mørket passende nok faldt på. Og lige netop denne detalje skulle vise sig at være altafgørende for koncerten, for dens sidste halvdel var eksplosiv.

Festlighederne startede for alvor under den ældre single ‘Tupelo’ fra midt-80’erne, hvis punkede attitude og djævlske lyrik satte tingene i kog, og musikkens budskab kunne mærkes over hele pladsen. Endelig var Nick Cave & the Bad Seeds i deres rette element, og man kunne af samme grund ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over sætlistens næste (og i øvrigt utrolig veludførte) nummer, ‘Jubilee Street’, der halvvejs inde udviklede sig til et musikalsk inferno til lyden af Caves insisterende stemme: “I am transforming/ I am vibrating/ I am glowing/ I am flying/ Look at me now!”.
 
Og det blev den indirekte pointe ved koncertens sidste del, der med hittene ‘The Weeping Song’, ‘Stagger Lee’ og ‘Push the Sky Away’ sluttede på toppen.