Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nickelbacks succes-recept

Populær
Updated
Nickelbacks succes-recept
Nickelbacks succes-recept
Nickelbacks succes-recept
Nickelbacks succes-recept
Nickelbacks succes-recept
Nickelbacks succes-recept
Nickelbacks succes-recept
Nickelbacks succes-recept

Devilutions udsendte er ligeglad med folkehad og folkestemninger, politisk korrekthed og metalpolitiet: Nickelback fik igen vist sig som et bomstærkt live ROCKband, der sparker igennem. Men denne gang var der lige lovlig godt gang i balladerne. Der var store forventninger til opvarmningen, Daughtry, som blev smadret af elendig lyd.

Spillested
Dato
11-09-2012
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Rockverdenens hadeband nummer ét, de hårdtsparkende canadiske hitsnedkere Nickelback, fik endnu engang vist en sal fyldt med begejstrede publikummer, at de er sat på jord for at rocke, underholde og begejstre. Og de gør det helt uden at skamme sig. Godt for det!

I sættet var de største hits - du ved, dem med mindst én akustisk guitar på - klumpet lidt for meget sammen. Til gengæld blev der kompenseret gevaldigt med en god flok heavyrock-sange, der virkelig sparkede røv.

Men inden vi kom så langt, måtte vi pine os igennem en lille time med det ellers med spænding og store forventninger imødesete forband, Daughtry, hvis frontfigur og sanger, Chris Daughtry, i dén grad slog igennem i American Idol i 2006.

Daughtry synger hamrende godt, og han leverer til daglig musik fra nogenlunde samme hitsnedkeri som Nickelback. Derfor var det et super godt sammensat lille program. Men det blev smadret af en jubelnar af en lydmand, som syntes, at Daughtrys fine vokal skulle drukne i tromme- og basbulder af en anden verden. To gulvtammer og en stortromme var nok til at ødelægge et møde, man havde glædet sig til. Øv! Af samme grund kun 2 stjerner til Daughtry, som - skal det bemærkes - blev usandsynligt vel modtaget af publikum.

Nickelback

Men det var altså Nickelback, som den fuldstændigt udsolgte Falconer-sal ventede på. Og hyldede uhæmmet, da de entrede scenen. Forsanger, den urimeligt udskældte Chad Kroeger, gjorde det, han er bedst til: sang igennem med sin hæse, raspede stemme og guidede ellers publikum fint og fornemt igennem en koncert, hvor vægten var lagt på netop at please publikum.

Det politisk korrekte menings- og metalpoliti havde i dagene op til koncerten gjort sit til at nedgøre Chad og drengene, og det er vi heldigvis en hel del, der er bedøvende ligeglade med. Nickelback leverer, gør det på højenergisk, heavyrockende og glædefremkaldende vis.

Sættet blev sparket i gang på bedste heavyrock-manér med 'This Means War', 'Something in Your Mouth' og højpotente 'Never Again', inden det blev tid til første ballade, 'Photograph'.

I aftenens anledning havde bandet udeladt 'Bottoms Up' fra seneste album, det fine 'Here and Now', og erstattet det med en gammel, røvsparkende kending: 'Too Bad'. Godt tænkt, selv om vi var flere, som gerne ville have haft 'Bottoms Up' med.

Og så smed de ellers deres stjernehånd på bordet, stribende af verdenshit i én køre nærmest: 'Animals', en stærk 'Trying Not to Love You', den småulidelige 'Rockstar', den lækre 'Someday' og den fint vellykkede pianodrevne 'Lullaby' - kun afbrudt af rockbaskeren 'When We Stand Together', inden vi fik bandets über-hit og det, som Nickelback specielt er hadet for: 'How You Remind Me'.

Men hvorfor egentlig hade Nickelback? Jo, det er, fordi vi er fra Danmark. Den politiske korrektheds højborg, hvor metalpolitiet har sin alt for dominerende gang i perioder.

Nickelback elsker det, de gør. Det er helt tydeligt. Og de gør det fremragende, sparker en skøn rockfest afsted til alle dem, der trods alt elsker dem. Og Chad Kroeger & Co. griner, mens de gør. Også hele vejen til banken. Godt for dem!

Nickelback lefler ikke for den gode smag, men giver deres fans det, som de fans allerhelst vil have. Hatten af for det.

Men som forholdsvis neutral koncertgænger kunne det dog være et spændende eksperiment at høre Nickelback luge de værste popdrøn ud af livesættet og erstatte dem med noget mere hårdtslående. Eksempelvis 'Just For' fra 'Silver Side Up'.

Karakteren havde været oppe på et femtal, hvis Daughtry var blevet levnet en lydmæssig chance - og hvis Nickelback havde haft lyst (ikke mod, for mod har de sgu masser af!) til at lave et lidt mere hardrocket sæt.