Nu med rock 'n' roll
Populær
Bring Me the Horizon viste sig som frelser af en genre, der ellers er ved at gå til i dydighed.
Lidt af et metalcore monster-lineup var hvad Vega bød på, med The Devil Wears Prada, Architects og Bring Me the Horizon. Genren er ellers med rette blevet beskyldt for at være overeksponeret, men noget godt er der kommet ud af den, og de tre ovenstående bands hører bestemt til i den bedre ende. Desværre kvitterede københavnerne ikke med et overdrevent stort billetkøb, så fyldt var der så langt fra i Vegas store sal.
Grovkornet tyngde
The Devil Wears Prada gæstede for nogen tid siden Lille Vega og overraskede dengang ved at være bedre end dets ligesindede til at skrive numre. Som opvarmning var det dog som om at nogle af de musikalske detaljer var forsvundet i den noget grovkornede lyd, der oftest er skæbnen for et opvarmningsband. Hvad der stod tilbage var derfor tyngden og det i en ganske så overvældende grad, at publikum virkelig blev banket varme. Enkelt – måske primitivt – men i hvert fald effektivt.
(Karakter: 4)
Et gear ned
Architects har fået fine anmeldelser rundt omkring, men måske fordi det efterfulgte The Devil Wears Pradas energiudladning, var det som om nogen lige skiftede et gear ned. Ikke at det var dårligt spillet, men måske mere fordi bandet mindre spillede på tyngden end TDWP gjorde. Publikum virkede heller ikke som om det syntes, at musikken var helt så dansabel, for hoppet og hujet blev der ikke så meget.
(Karakter: 3)
Rock'n'rollen tilbage
Aftenens hovednavn, Bring Me The Horizon, er ligeså stille gået hen og blevet et kæmpeband. Kvintetten fra engelske Sheffield (+ et australsk indslag) formår mere end noget andet nutidigt band i denne genre, at bringe rock 'n' rollen tilbage. Moden fra det amerikanske har længe været, at man skulle være kristen, veganer og på alle måder artig, men som så mange gange før i rockhistorien, er det englænderne der punkterer dydigheden med noget fanden-i-voldskhed.
Noget kunne tyde på at det unge publikums ører er mere vant til amerikansk- end britisk engelsk, for når den gode Oliver Sykes henvendte sig til folk, var det som om det ikke rigtig blev forstået. Men pyt! Bandet og smadret igennem blev der i hvert fald, og det var alt sammen ret vel udført, og selv om Sykes' stemme måske var lige det mest pressede, hev han resten hjem på scenetække, så selv de bagerste rækker var med.
(Karakter: 4)