10 hurtige til Bring Me The Horizon
PopulærHer kan du læse hvad guitarist Lee Malia fra Bring Me The Horizon svarede Devilution på vores ti hurtige spørgsmål, før de varmede op for Machine Head i Amager Bio tirsdag aften.
1. Hvad er dine fem favoritalbum?
"'Ride the Lightning' – Metallica
'Dark Side of the Moon' – Pink Floyd
'For Emma' – Bon Iver
'Takk' – Sigor Rós
'Slaughter of the Soul' – At the Gates"
2. Hvilken sang ville du ønske, at du selv havde skrevet?
- Hotel California med The Eagles. Fordi det er en god sang – den varer ni minutter og har alt det en god sang skal have. Den er perfekt og bliver aldrig kedelig at lytte til.
3. Din favoritmusiker gennem tiderne?
- Jeg var besat af Metallica, da jeg var yngre. Jeg lærte alle de riffs, som James Hetfield havde lavet. Han har uden tvivl haft den største indflydelse på mig og min spillestil.
4. Dit favoritband gennem tiderne?
- Jamen det er jo Metallica - jeg har flere tatoveringer med dette band. De har i lang tid været mit favoritband, dog ikke i forhold til deres nyere albums. Bandet ændrede min måde at tænke musik på som barn.
5. Din bedste koncertoplevelse nogensinde?
- Den har jeg lige haft, her før vi tog på denne tour, og det var med Bon Iver. Det er det bedste liveband, som jeg nogensinde har set. Koncerten var i Manchester, og jeg havde selv købt billet. Der var ni musikere på scenen, og det lød fuldstændig sindssygt på den fede måde.
6. Hvilket band vil du allerhelst selv turnere med?
- Uhh, det ved jeg ikke…Jo, Metallica alene af den grund at jeg så kunne opleve dem hver eneste dag.
7. Det vigtigste før-scenen ritual for dig og bandet?
- Vi har ikke rigtig noget. 20 minutter før vi går på, strækker jeg ud og skifter tøj samt spiller lidt på min guitar. Vi er ikke et af de bands, som har et mærkeligt ritual.
8. Det bedste ved at være i et band som dit?
- At vi gør det vi gør, komme på tour og spille musik. Det er det bedste job, som jeg kunne ønske mig. Job er måske det forkerte ord, for det er ikke hårdt på den måde – jeg klager ikke. At være på tour er hårdt, men det er fedt at se så mange steder rundt i hele verden.
9. Det mest irriterende ved at være i et band som dit?
- Jamen, det er at være væk hjemmefra det meste af året. Vi savner venner, kærester og familien. Vi glemmer, når vi er af sted, at livet derhjemme selvfølgelig fortsætter. Og når vi så kommer hjem, bliver vi igen og igen mindet om, at vi er gået glip af en masse - der er nok det hårdeste.
10. Hvad er jeres fremtidsplaner?
- Efter denne tour starter vi på at skrive og lave et nyt album. I starten af 2012 isolerer vi os og får forhåbentlig lavet vores hidtil bedste album. Vi ved ikke om der kommer ny lyd, fordi vi har aldrig planlagt noget før selve skriveprocessen går i gang. Albummet kommer helt sikkert til at lyde som Bring Me the Horizon, men med noget nyt, tror jeg – større og bedre håber jeg!