Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et af den skamløse plagierings ofre

Populær
Updated

Bedre sent end aldrig bringer vi her anmeldelsen fra Strifes koncert d. 2. maj på Beta. En aften, der foruden Strife bød på kombineret debutkoncert og releaseparty med danske Ruined.

Kunstner
Titel
+ Ruined
Spillested
Dato
02-05-2013
Trackliste
Waiting
Torn Apart
Grey
Will To Die
Stand as One
Rise Again
Carry the Torch
Lift
Forgotten One
Calm the Fire
To An End
Through And Through
Blistered
What Will Remain
Rise Above (Black Flag cover)
Koncertarrangør
Karakter
3

Jeg må indledningsvist beklage anmeldelsens sene frigivelse. Det skyldes mest af alt en teknisk brøler af undertegnede, som vi ikke skal komme yderligere ind på her. Vi skal i stedet lade spaltepladsen tilfalde de amerikanske hardcore-koryfæer Strife samt det nystartede Ruined, som må siges at være lidt af et all star-band inden for dansk metallisk hardcore.

Sammen er nemlig gået Martin ”O$” Olsen (guitar) og Laurits Medom (vokal), begge kendt fra deres tid i As We Fight, Jeppe ”Beuwff” Skouv (bas) fra The Psyke Project samt Jeppe Munk Åkesson (trommer), der en overgang slog sine folder i (hedengangne?) Last Mile. Og sammen har dette firkløver på deres nyudgivne 7”'er formået at lave en gedigen omgang metallisk hardcore, som på en og samme gang dufter forfriskende nyt, men stadig gør flittigt brug af de gode, gamle virkemidler inden for hardcore punk. Med andre ord har skidtet potentiale, hvilket blev understreget med en af de mest velspillede debutkoncerter, jeg har været vidne til.

Selvfølgelig bar koncerten præg af den manglende rutine firkløveret imellem. Strengespillerne var lidt låste af deres instrumenter, og Laurits virkede lidt målløs over pludselig igen at stå på scenen med alles blikke rettet mod ham. Når det er sagt, fik Ruined formidlet deres materiale yderst overbevisende, og der kan ikke være tvivl om, at dette er et band, vi skal holde øje med på den danske musikscene fremover.

At Ruined som supportband får så (uforholdsmæssigt) meget spalteplads skyldes ikke udelukkende nepotisme, men ligeledes at Strife aldrig rigtigt formåede at komme ind under huden på mig. De spillede glimrende, og med historien in mente blev det ikke mindre imponerende. Strife har, som mange ved, været banebrydende på mange punkter. Det stod eksempelvis uhyggeligt klart, hvor meget et band som Hatebreed har skamlyttet (læs: tyvstjålet fra) Strife.

Det store ”MEN” i denne sammenhæng er, at den tyvagtighed, som tilsyneladende er iboende i den metalliske hardcore, har været med til at udvande genren, hvilket desværre gik ud over oplevelsen af Strife. Godt nok formidlede Strife deres hardcore bedre end de langfingrede efterkommere, med bedre og mere interessante kompositioner, rytme- og temposkift. Det kunne imidlertid ikke ændre på, at fornemmelsen efterfølgende bedst illustreredes af et lille  træk på skuldrene.

Det var imidlertid herligt at se entusiasmen fra især én fan, som kunne råbe med på hver eneste sang. Man kan altså tage til de fjerneste afkroge af verden og stadig finde sin største fan. Smukt.