Ondskab i anden potens

Populær
Ondskab i anden potens

De gendannede dødsmetal-legender i Winter leverede en komprimeret times ond og åndssvagt tung dødsmetal. Et kvarter mere ville have fået koncerten helt op i det røde felt.

Kunstner
Spillested
Dato
15-04-2011
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Det giver god mening, at det blev netop Sunn O))), der endte med at genoplive dødsmetal-kultbandet Winter. New Yorkerne har nemlig helt sikkert været en inspiration for duoens pulveriserende og maksimalt tunge drone, og det var helt på sin plads, at Winter nu endelig stod over for en god portion anerkendelse i form af en plads på Roadburns store Main Stage.

Winter blev dannet i slut-80'erne i kølvandet på dødsmetallens første bølge af bands såsom Possessed, Death og Obituary. Men i modsætning til disse navne, så byggede Winter ikke deres musik op omkring buldrende dobbeltpedaler og højt tempo – i stedet føjede de ekstra ondskab til lyden ved at levere sangene på doom'ens tungt slæbende manér, og det skræmte åbenbart folk væk dengang.

I hvert fald gik der to år efter indspilningerne af 1990's debutplade 'Into Darkness', førend Winter blev samlet op af Nuclear Blast, som gjorde albummet lidt lettere at få fingrene i. Men Winter nåede aldrig at følge op på de gode takter med andet end EP'en 'Eternal Frost' (1994), og siden har der været stille omkring de tre gutter, indtil Sunn O))) altså fik lokket dem på scenen til Roadburns fredag.

Svært at brokke sig

Man havde sin tvivl om, om Winter nu også stadig kunne leve op til arven så mange år efter – helt unge er de jo ikke længere. Men enhver tvivl blev hurtigt gjort til skamme via de musikalske mavepumpere, der blev uddelt fra start i form af 'Oppression Freedom', og her fra leverede Winter bare slag på slag af buldrende og åndssvagt tung doom-død, der gik lige i mellemgulvet.

For nu at sige det ligeud, så var der ikke så meget pis forbundet med det timelange døds-triumftog. Der blev ikke ytret et ord fra scenen, bare spillet musik fra Winters to udgivelser, og det var ved Black Sabbath svært at komme på noget at brokke sig over. John Almans tunge growl emmede stadig af samme insisterende ondskab som på plade, Stephen Flams beskidte guitarlyd skar i ørerne på den helt rigtige måde og bagerst på scenen holdt Joe Gonclaves den slæbende puls med sit trommespil.

Eneste anke herfra er, at Winter uden problemer kunne have strakt koncerten et kvarter længere – vi fik kun én time, og der ER altså sammenlagt fem kvarters materiale på Winters 'Into Darkness' og 'Eternal Frost'.

Men de tre New Yorkeres no bullshit-optræden endte under alle omstændigheder som en af årets bedste, men ikke mest mindeværdige, på Roadburn. Og dét er da også noget.