Op ad bakke

Op ad bakke

Da lyden efter alt for lang tid endelig var på Annihilators side, blev en halvtam oplevelse med ét forvandlet til en thrashfest af de bedre.

Kunstner
Titel
support: The Generals
Spillested
Dato
01-11-2013
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
3

Det var ikke tilbud om underholdning der var fraværende på denne fredag, for julebryggen blev frigivet samme aften. Og der var koncertudbud en masse, men forventningsfulde metalfans var mødt talstærkt op i Pumpehuset og det skulle vise sig at blive det helt rigtige sted at være.

Jeff Waters med band ved så afgjort hvordan man skal starte en fest når man har været fraværende i en årrække. Sidst de spillede et dansk klub-show var i 2010 på hedengangne The Rock, og denne gang havde de overraskende valgt at starte koncerten med det mest oplagte ekstranummer, nemlig 'Alison Hell', der både afsluttede sættet på The Rock, samt den middelmådige Wacken-optræden for blot tre måneder siden.

Publikum kvitterede ved at reagere som blandingen af benzin og ild, og kun de færreste synes at være generet af den lave lyd, der kvalte både Waters og Dave Paddens vokale anstrengelser, men i al sin elendighed heldigvis ikke formåede at fjerne finesserne i Waters' til stadighed ekvilibristiske guitarlir. Første del af koncerten kom aldrig over middel og de canadiske thrashmestre lød som et efterskoleband.

Det var ellers ikke sætlisten der fejlede noget, for efter 'Alison Hell' tonede 'W.T.Y.D.' spagt ud af højttalerne og skabte fællessang, så selv Johnny Reimar ville have været imponeret. 'Set the World on Fire', 'Refresh the Demon', 'Never Neverland', 'No Zone', 'The Fun Palace' og 'Fiasco' holdt ilden ved lige hos de forreste publikummer, mens den rodede lyd lagde en anderledes dæmper på festen midt i salen.

Ramt af uheld

Bare fjorten dage forinden var Annihilator involveret i en trafikuheld i Madrid, hvor en stor del af udstyret blev skadet idet traileren med gear tog kraften fra bilen der påkørte dem og selv om ingen fra bandet kom til skade, måtte Annihilator aflyse koncerten i Barcelona dagen efter. Herefter fulgte en kort indlæggelse for Waters pga. nyresten og han spillede et par koncerter under voldsomme smerter, mens Dave Padden måtte gennemføre flere shows med influenza. Begge d’herrer lod i Pumpehuset til at være kommet oven på strabadserne og der var måske så meget mere grund til at smile, hvad især bandets ophavsmand Jeff Waters også gjorde.

Den næsten to timer lange seance blev efter energiske 'I Am in Command' opdelt af et slags interlude med ballader, blandt andet 'Phoenix Rising' (fra 'Set the World oln Fire', 1993) efterfulgt af en trommesolo, der atter fik sat elektricitet til gejsten og det var som om koncerten først startede herefter.

Lyden var kommet på niveau med bandet, der gav en blæsende anden halvleg, og med blandt andet 'Smear Campaign' fik Annihilator også repræsenteret deres seneste udspil 'Feast' der kom på gaden i august. Publikum synes at have taget vel imod albummet, for der blev sunget lige så højt med på 'Deadlock' som på de klassiske numre, eller også er refrænet bare så tilpas publikumsvenligt at sangen var nem at sælge.

Passende scene

Annihilator skulle for denne skribents vedkommende råde bod på en semi-sovende Wacken-optræden for blot tre måneder siden og forskellen på de to koncerter var, at Paddens manglende lyst til at stå i front blev udlignet af Pumpehusets noget mindre scene, hvor Padden og Waters stod i hver sin side. Derfor var det naturlige fokus på Jeff Waters, der lyste af en begejstring, som i den grad smittede publikum, så Padden kunne nøjes med gøre dét han nu synes bedst om. Det er ikke fordi Dave Padden ikke er en vellydende sanger, men man kommer i tvivl om hvorvidt han mener det eller ej og det er ikke til hans fordel.

Som et af de sidste i sættet, bankede titelnummeret fra 'King of the Kill' (1994) ud over scenekanten og tog publikum med ind i overbevisningen om, at Annihilator stadig har gejst og vilje. Med Pumpehusets mere optimale rammer end Wackens 'Black Stage' endte koncerten med at blive ganske glimrende, trods den ærgerlige start.