Fanget i eget univers
De canadiske thrashere i Annihilator leverer trofast plader i et jævnt tempo, og niveauet på 'Ballistic Sadistic' lider netop derfor. Og af andre årsager.
2. The Attitude
3. Psycho Ward
4. I am Warfare
5. Out With the Garbage
6. Dressed Up For Evil
7. Riot
8. One Wrong Move
9. Lip Service
10. The End Of the Lie
Annihilator debuterede i 1989 med 'Alice in Hell'. Siden er det blevet til i alt 17 plader. Den seneste har fået titlen 'Ballistic, Sadistic' og er Annihilator, som fans af bandet har kendt dem siden førnævnte debutplade. Det er umiskendelig thrash, og det er Jeff Waters.
Jeff Waters er nemlig Annihilator. Nærmest så meget, at selv en herre som Dave Mustaine i samme genre må se sig slået i egenrådighed. For gennem tiden har Annihilator haft tolv trommeslagere, hvoraf den nuværende, Fabio Alessandrini, har været med i tre år. Ser man bort fra Ray Hartmann, der sad bag kedlerne fra 1987-1992 og igen fra 1991-2001, er Alessandrini en af dem, der har holdt længst. Han skal nok snart til at kigge sig over skulderen i øvelokalet. Det samme gælder bassist Rich Hinks, der har været med siden 2015 og er bandets tiende på den firstrengede. Der har også været mere end en håndfuld rytmeguitarister gennem møllen, og bandet har haft hele otte forskellige forsangere. Siden 2015 har Jeff Waters taget sig af både mikrofon og naturligvis guitaren, ligesom han i studiet ofte tager sig af bassen.
Åbningsnummeret ‘Armed to the Teeth’:
Trods denne tumultariske tilværelse har Annihilator og Jeff Waters troligt spyttet materiale ud. Der har ikke rigtig været nogen pauser. De klør på, mens andre thrash-navne holder pauser, har kriser og hænger hatten på hylden.
Jeff Waters er ikke sådan én. Han giver ikke op. Der er et drive i manden, der betyder, at han tilsyneladende kan være vanskelig at være sammen med i en længere årrække, men det betyder også, at vi ser nye plader hele tiden. 'Ballistic, Sadistic' lider bare netop af det, at Waters ikke rigtig har noget modspil. Teksterne er sommetider ufrivilligt komiske og infantile, mens riffs og sangkonstruktion minder lidt for meget om hinanden. Waters er simpelthen fanget i sit univers. På godt og ondt.
For kan man lide den rockede thrash, som Annihilator alle dage har stået for, så leverer 'Ballistic, Sadistic'. Og Waters viser på eksempelvis 'Psycho Ward', at han såmænd nok stadig kan forfatte en fængende melodi og spiller guitarsoloer, som gjaldt det livet. Mandens tekniske kundskaber kan og vil vi ikke sige noget ondt om.
Det teknisk velfunderede kan høres på eksempelvis ‘Dressed Up For Evil’, hvor Annihilator vokalmæssigt minder lidt om førnævnte, snerrende Dave Mustaine, mens det musikalske er mere dem selv i det rockede omkvæd.
Et af de numre, der meget godt opsummerer ‘Ballistic, Sadistic’, er ‘Riot’, der handler om at være låst fast i sig selv og sine egne sange. Jeff Waters messer om, at stemmerne i hovedet skal dysses ned, eller også bliver der optøjer. De optøjer kunne lytteren måske egentlig have godt af, hvis de var blevet omsat til lidt kaos på pladen. Men det gør de ikke. Der er ikke megen optakt til optøjer på 'Ballistic, Sadistic', der tværtimod er en velproduceret og velfriseret thrash-plade, præcis ligesom forgængerne har været det.
Jeff Waters kan sit kram, men det er bare for ensporet, og man bliver relativt hurtigt immun over for de omkvæd, der er lidt for firseragtige, og budskaberne, der er alt for simple. Det er, som om Jeff Waters og Annihilator er fanget i deres egen tidslomme. Det er dog nok for meget forlangt, at bede Waters om at få lidt kunstnerisk input fra sine bandkammerater 31 år inde i karrieren.