RF '13: Op ad den sorte bakke

RF '13: Op ad den sorte bakke

Det rykkede ikke rigtigt for Goatwhore, der med skrabet black metal hverken kom ud af stedet eller fik et større publikum med sig. 

Kunstner
Dato
06-07-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Der er stort set ikke de legendariske norske black metal-bands, som endnu ikke har spillet her på Nordeuropas største festival. Fra Enslaved over Satyricon og Dimmu Borgir til Mayhem. Dem, der med originalt talent berømtgjorde den ekstreme genre.

Siden hen har en generation af amerikanske bands gerne villet gøre den sorte kunst efter. Det holder muligvis hjemme i staterne, men ikke på de her breddegrader.

Det måtte kvintetten i Goatwhore sande under koncerten, der mindede om en musikalsk b-udgave af ’Night of the Living Dead’. Kedeligt og uinspirerende.

Tvivlen kommer heller ikke Goatwhore til gode, når 130.000 besøger festivalen, og færre end der kan tælles på en hånd udgør circle pitten.

Lyder som Mayhem

Goatwhore spiller såmænd glimrende nok på instrumenterne, og amerikanerne virkede ganske sympatiske i deres forsøg på at kvikke publikummet op med guitarriffs kopieret fra Mayhem-klassikkere som ’Funeral Fog’ og ’Deathcrush’.

Det blev understreget i et nummer som ’The All-Destroying’, der faldt som et af de første i den times tid, koncerten stod på, hvor Goatwhore mislykkedes med at jage solen ned.

En mudret lyd hjalp heller ikke på det.

Det er heller ikke, fordi black metal ikke kan fungere tidligt i dagslyset. Blandt andre har de tre nævnte norske bands i indledningen for længst bevist, at det ikke er tilfældet. Problemet findes i musikken.

Og hvis black metal er Champions League, var det her en koncert med Vejle Boldklub.