Jubilæums-ikonet og doom-svanerne
90'er-nostalgi for nogle, skelsættende metalhistorie for andre. Paradise Lost og My Dying Bride omfavnede os alle i et stærkt udpluk fra en svunden fortids bedrifter.
Hele 'Icon'
-----
Sweetness
Pity the Sadness
No Hope in Sight
Ghosts
My Dying Bride:
The Thrash of Naked Limbs
The Songless Bird
Catherine Blake
Like Gods of the Sun
The Cry of Mankind
She is the Dark
Turn Loose the Swans
The Forever People
Tilbage i slutningen af maj kom meldingen ud, at Paradise Lost ikke havde tænkt sig at lade 30-årsjubilæet for 'Icon' gå ubemærket hen. Ikke blot ved at annoncere, at de ville genindspille hele albummet til lejligheden (deres daværende deal betød, at de aldrig fik rettighederne til albummet), men at de også ville spille enkelte, dedikerede 'Icon'-shows til december. En anledning, jeg som inkarneret fan af netop denne banebrydende plade, både for deres egen karriere og goth-metallens generelle udbredelse, umuligt kunne ignorere – og således står mine rejsefæller og jeg her et halvt år senere på O2 Shepherd's Bush.
For evigt dramatisk døende
Allerede en time inden dørene åbner står de første 50 mand i kø ude foran, på trods af temperaturer, der nærmer sig frysepunktet, men det skal ikke være nogen hindring i aften – især ikke når supporten umuligt kunne være mere passende end åndsfællerne fra Yorkshire-nabolaget, My Dying Bride. Et band, der holder live-aktiviteten begrænset (udover Copenhell 2014 har de ikke været i Danmark siden 1990'erne), og derfor er det altid lidt særligt, når chancen byder sig. At deres alment betragtede hovedværk 'Turn Loose the Swans' derudover udkom blot 14 dage efter 'Icon' gør det da også nærliggende at overveje, om ikke de også netop vil genbesøge denne plade, når nu der er jubilæumsstemning i luften. 
Så dedikeret bliver det dog ikke, omend de trods alt også holder sig til dyderne fra de unge år. 'The Thrash of Naked Limbs' giver Aaron Stainthorpe masser af plads til at demonstrere, at han ikke har mistet sit dramatiske brøl – og netop dramaet er væsentligt at have med i ligningen her. Ikke, at han nogensinde har lagt bånd på indlevelsen, men da han i kendingsmelodien 'The Cry of Mankind' vrider sig og kaster sig til jorden som for at bede til Ham deroppe, eller udlever vekslingen mellem den indfølte tristesse i verset og den growlende brutalitet i omkvædet til 'She is the Dark', er det umuligt ikke at blive grebet.
Lige så stiv som Andrew Craighan er at kigge på, lige så imponerende er hans vekslen i både tempo og tekniske finesser på den seksstrengede, som bandets anker, men hele bandet er faktisk mere tændt, end jeg har oplevet dem nogle af de andre tre gange, lejligheden har budt sig. Både Neil Blanchetts take på det usædvanlige guitarmotiv i førnævnte 'The Cry of Mankind' og Shaun MacGovans tilføjelser af både keys og den for dem karakteriske violin viser, at My Dying Bride stadig står stærkt her i 2023 – og efter, at Stainthorpe til sidst kan konstatere, at de lige har tid til at runde af med deres nok korteste nummer nogensinde, og forkæler os med en hidsig udgave af 'The Forever People', som ikke er blevet luftet de sidste ti år, er der ikke et øje tørt.
En koncert, hvor hårene på armene i længere perioder stod lige så stift som Craighan, mens vi lyttede os bagud til deres tidligste udgivelser. My Dying Bride har også produceret mange stærke bedrifter i nyere tid, men i aften var fokus på fortiden, ganske som tilfældet i øvrigt var på Copenhell, og det gør nu heller ikke spor – især ikke, når indfølingen stod så skarpt som den gjorde denne dag. Som min makker konstaterede efterfølgende: Dette kunne snildt have været aftenens hovednavn.
Ikonisk genhør
Det er det dog ikke. I aften er som bekendt særlig, som det nye Icon-artwork på bagtapetet gør klart. 'Icon'-pladens outro, 'Deus Misereatur', fører Paradise Lost ind på scenen, og derfra serverer de den 30 år gamle plade kronologisk fra start til slut. En plade, vi tidligere har behandlet i vores Metaldiktator her, og som leveres med al den dedikation, materialet kræver, selv når vi går ned i de deep cuts, der endnu aldrig er blevet luftet fra scenekanten. Det gælder naturligvis ikke 'Embers Fire', der åbner sættet og som, udover den hyppigt spillede 'True Belief', er en af deres absolutte kendingsmelodier.
Det er dog tydeligt på publikum, at folk virkelig har set frem til denne unikke oplevelse. Folk skråler med på alt, ikke mindst på sange som 'Joys of the Emptiness' og 'Dying Freedom', hvor sidstnævnte bizart nok også ender ud i en regulær moshpit, der så passende nok eksploderer yderligere i den efterfølgende single, 'Widow'. Selvom Gregor Mackintosh på ingen måde fylder fysisk i samme grad som i sit eget sideprojekt Strigoi, så stjæler han til gengæld her rampelyset på den musikalske front i stedet med sine altoverskyggende leads, men deres nyindskiftning, Guido Montanarini, fortjener absolut også ord med på vejen. En afsindigt versatil trommeslager, der især tilføjer sit eget schwung til flere af pladens mere tunge skæringer, såsom førnævnte 'Joys of the Emptiness'. 
Udadtil er det dog som altid Nick Holmes, der med sin stemmepragt og tørre, britiske humor tager fokus. Humoren er særligt tør i aften, som fx efter 'Remembrance', hvor han som reference til sangteksten nævner: "I heard so many people ask me: "Do you remember life now?" - well, unfortunately I do.". Eller da han inden livedebuten af 'Weeping Words' konstaterer, at weeping er et af hans yndlingsord. Selvironien om det triste Paradise Lost-univers bliver skåret ud i pap, men enkelte anekdoter bliver også klemt ind, som fx da han inden 'Shallow Seasons' nævner, at han dengang skrev teksten om at være en, der studerede livet, og at han i bagklogskabens lys kan se, at det i virkeligheden var en sang om, hvor han selv var henne i livet. Det bidrager alt sammen til charmen imellem numrene, der holdes tro mod originalerne, omend Holmes skruer en smule ned for datidens hetfieldismer undervejs. Stærkest i 'Remembrance', 'Joys...' og 'Dying Freedom', mens 'Poison' også i live-konteksten virker lidt som filleren, ligesom ekstranummeret 'Sweetness' fra den samtidige 'Seals the Sense'-EP.
Med så mange Paradise Lost-koncerter på samvittigheden, at jeg nok kun lige kan tælle dem på to hænder, var det også en kærkommen overraskelse for første gang at høre dem lufte 'Pity the Sadness', der blev leveret med al den dødspunch, sangen afkræver, ikke mindst fra Holmes og Montanarini. Havde Holmes da bare talt sandt, da han efterfølgende ironisk meldte ud, at næste sang ville være fra 'Rotting Misery'-EP'en (som om der overhovedet ikke eksisterer en sådan), men de afsluttende 'No Hope in Sight' og 'Ghosts' fik da også sat et stærkt, afrundende aftryk på aftenen, som for at vise, at Paradise Lost stadig bærer de gode melodier, tyngden og den miserable goth-ånd med sig her langt ind i det 21. århundrede.
På en eller anden vis var det My Dying Bride, der stod stærkest i aften, med en større sensibilitet og sans for det dramatiske, der var særligt dragende i denne flotte O2-setting. At gengive en plade i sin helhed er en svær kunst, og Paradise Lost bar opgaven glimrende, hvor flere af pladens deep cuts ligeledes vandt stærkt i live-konteksten, mens et par af dem ikke tilføjede det store til helheden.
Det er dog i bund og grund flueknepperi, der snildt kan ses bort fra, mens man så kan diskutere det rimelige i at lukke så mange folk ind på O2, at det nærmest er umuligt at bevæge sig hverken fremad eller bagud, mens koncerterne står på. Omstændigheder, vi gerne havde været foruden, omend O2 udover det var et prægtigt spillested endelig at få krydset af på tjeklisten – ikke mindst til en særlig begivenhed som denne, som jeg aldrig vil glemme.
My Dying Bride: 5
Paradise Lost: 4