Progressiv storhed og fald
Populær
Triumferende overbevisende Dream Theater og Bigelf sejrede mens Opeth kedede sig selv og publikum.
Bigelf
Efter at have skamrost og voldspillet Bigelfs fjerde album, var det også derfor denne anmelder kom strygende ind af døren i sidste øjeblik for at se, hvad de kunne i virkeligheden.
Hvor Bigelf på plade har mange forskellige referencer og udtryk, er der live først og fremmest tale om rock – ikke fordi andre tiltag i deres lydbillede er gemt væk. Den fylder bare knap så meget som deres tunge metallyd.
Og tungt var det – tungt som død og helvede, men alligevel på en halvfjerdseragtig måde. Deres referencer til den meget ældre heavyrock trængte tydeligt og effektivt igennem, og hvor orgler måske kan lyde lidt fesne, og som noget der er forbeholdt kirker, er det i hænderne på Bigelfs forsanger Damon Fox kun med til trække i en helt anden og ondere religiøs retning.
Der er så utroligt meget bund i bund i Bigelf, at man næsten, og kun næsten, overhørte deres sublime tag i storladne melodier. Men de både svingede og havde grebet strammet om deres vellyd.
Og så var det pludselig slut efter en halv time. Forbandet være den slags maratonarrangementer – både band og publikum havde fortjent, at det her skulle fortsætte til den smukke ende.
Det lovede virkeligt godt, og havde potentialet til at blive uforglemmeligt.
Karakter: 4, men på vej mod 5
Opeth.
Efter de store elveres korte succesridt var det tid til at svenske Opeth kunne indtage tennishallen på Frederiksberg. Med sig havde de medbragt en meget lille interesse for at underholde publikum med andet end deres musik. De spillede sikkert, overbevisende og indfølende, som om de mente, hvad de spillede. Men så var der heller ikke meget andet.
Når der blev talt til folket i salen, virkede det som et nødvendigt onde, og meget sjældent så man egentlige forsøg på at involvere publikum og skabe kontakt. Det skabte en lidt tom stemning, hvor de fleste, nok undtaget fans af bandet, bare ventede på, at tiden løb ud og pladsen kunne overtages af Dream Theater.
Karakter 2
Dream Theater
Helt anderledes engageret i at skabe en fest virkede kongerne af progressiv musik. Dream Theaters tekniske og musikalske kunnen er det svært at sætte en finger på, men deres sceneoptræden har haft det med at trække i langdrag – som regel trods en buldrende start – og hvor mange gange har denne anmelder ikke gabt skelettet af led, i venten på at Metropolis-klassikeren skulle slutte aftenen af.
Men måske har kvintetten været på performanceskole siden sidst, for denne søndag i KB-hallen var det nærmest et forandret teater på scenen – keyboardtroldmanden Jordan Rudess og trommestikssprællemanden Mike Portnoy har ofte været ene om at levere underholdning, der strakte udover de skæve taktarter – men nu ville guitarist John Petrucci og forsanger James Labrie pludselig lege med. Og så skete der den sære forandring, som man slet ikke vidste at man havde savnet. Dream Theater transformerede nemlig fra at være fem superduper-jegskalgivejerlir-musikere og til at blive et rigtigt band – hvor det fælles udtryk vejes højest og publikum ikke kun skal lytte, men også føle sig som en del af showet.
Bandet beviste at det kunne svinge, underholde og stadigt spille som guder – hvad enten det drejede sig om ballader eller de enorme kraftpræstationer som de længere numre er – ’Take The Time’ var magisk, storladent og stadig heavy, og ’Voices’ og ’Erotomania’ hevet frem fra skuffen og gjort smukke og brutale på engang.
Man fik pludselig set at Dream Theater muligvis er kongerne af det progressive, men når alt kommer til alt, er det måske bare et meget kompliceret metalband.
Ikke engang i de obligatoriske soloindslag, var autopiloten til stede. Petrucci strøg strengaloppen til fordel for violin-lydende solo med brug af volumepedalen, Portnoy spillede op til kameraet og publikum, og Rudess duellerede mod sig selv i en computerudgave transmitteret via storskærm.
Og denne anmelder havde endda postuleret, at det skulle være hans sidste Dream Theater-koncert – det føltes som den første.
Karakter 5