PURE fucking brilliant!

PURE fucking brilliant!

Godflesh var inviteret tilbage til festivalen for denne gang at spille albummet ’Pure’ fra start til slut for første gang nogensinde. Det resulterede ikke alene i en af de bedste, men også den mest tidløse koncert på Roadburn i 2013. 

Kunstner
Spillested
Dato
20-04-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

På Roadburn i 2011 spillede den afskyeligt hårdtslående industrial-duo i Godflesh hele deres skelsættende debutfuldlængde ’Streetcleaner’ (1989) fra start til slut. Det endte med at blive en af det års bedste koncerter overhovedet. Sidste år inviterede festivalen så Godflesh-frontmand Justin Broadrick til at være artist in residence, hvilket resulterede i tre alternative soloprojektkoncerter under henholdsvis aliasserne White Static vs. JK Flesh, Final og Jesu, som tilsammen inkluderer en bred musikalsk vifte af ambient, beats, pop og noise. Og i år havde Roadburn så endnu engang inviteret Godflesh til festivalen for denne gang at spille opfølgeren til ’Streetcleaner’, ’Pure’ fra ’92. Halleluja, Roadburn, siger man bare!

Utilpasset

At festivalen sætter fokus på Broadricks virke som musiker virker på én gang som en selvfølge og behageligt ved siden af. For det første er Roadburn en festival, der har en tendens til at opprioritere bands med en ellers anden form for tydelig historisk konnotation, der ofte kan kædes tilbage til slut-60’ernes bølge af psych og proto-metal. I den sammenhæng passer Broadrick ikke ind, Godflesh gør heller ikke. For det andet er der noget autonomt over Broadricks musikalske udtryk, der stort set definerer alt, han rører ved. Der er en hardcore-/punk-ånd til stede i det meste, han laver, og også i det mere poppede materiale som hos Jesu er der en modvilje mod at passe ind. Så selv på en festival, der på sin vis har flere navne, der kun sjældent passer ind på mange andre festivaler, synes Godflesh at være et af de mest utilpassede af dem alle.

Bombastisk og minimalistisk

Heldigvis virkede de ikke utilpassede, da de gik på scenen, Broadrick og bassisten Ben Green. Koncentrerede og ærbødige over for deres musik, helt sikkert, men tydeligvis også dedikerede til den udfordring, som det må være at skulle spille en milepæl i sin helhed for første gang. ’Pure’ er et anderledes album end ’Streetcleaner’, og på mange måder er det et album, der passer bedre ind i den tunge, riffbaserede profil, der definerer Roadburn. Hvor ’Streetcleaner’ stort set hele tiden er en misantropisk knytnæve, gør ’Pure’ alligevel plads til en aparte form for industrial-doom. ’Pure’ er mindre tør og mindre præcis i sin nedbarberede lyd, end ’Streetcleaner’, uden at den dog giver slip på det, der samtidig gør den til en bombastisk milepæl i minimalistisk musikalsk misantropi. Leveringen af lyd og instrumentering var i øvrigt som næsten altid spot on på Roadburn. Det synes dog lidt at have været tendensen i år, at festivalen har skruet en tand ned i forhold til tidligere år, og lydstyrken kunne godt have tålt lidt mere.

Robert Hampson

’Pure’ adskiller sig desuden fra ’Streetcleaner’ ved at den på fire ud af pladens otte numre har en ekstra guitarist med, nemlig Robert Hampson, som nogle læsere måske kender fra halvobskure, men vedkommende bands som Loop og Main. Han havde tidligere på festivalen spillet en ambientkoncert solo og dukkede selvfølgelig også op under aftenens koncert med Godflesh. Det kan tænkes at have været derfor, at der blev byttet rundt på rækkefølgen af numrene, hvilket formentlig hænger sammen med, at de fire numre, som Hampson bidrager til, ikke ligger efter hinanden på pladen. På samme måde som musikken er minimalistisk men kraftig, var sceneindretningen det i øvrigt også: to guitarkabinetter, et baskabinet og intet andet, hvilket passede perfekt til musikken.

Mere Godflesh

Det, der på papiret let kan emme af utiltalende nostalgi, var alt andet. Nostalgisk middelmådighed opstår, når musikere tvinger sig selv til at nære en bestemt følelse, de udlevede engang, og hos Godflesh er det tydeligt, at følelsen stadigvæk er en fysisk del af tilværelsen. Tilføj så en lyd og en sangskrivning, der er lige så kraft- og virkningsfuld i dag, som da de kom ud for 20 år siden, og du har indbegrebet af en kongekoncert. Man tør næsten ikke tro på, at der er mere Broadrick-relateret suverænitet på Roadburn-tapetet foreløbigt, men der er ingen tvivl om, at han har været den mest spændende musiker at følge på festivalen over disse sidste tre år – og at han også var det i år. Så vidt denne skribent ved, har Godflesh i øvrigt kun været i Danmark en enkelt gang, hvilket var i Vega i begyndelsen af 2000’erne. Lad derfor dette være et opråb til Art Freq eller Roskilde eller whoever om venligst at få den booking på plads.