Queen of Everything
Populær
Ukrainske Jinjer havde fredag aften deres debut på dansk jord. Lygten Station lagde rammer til, og publikum var mødt talstærkt frem, men det blev aldrig rigtig godt.
Det er ikke musikken, der har skabt overskrifter for Ukraine de seneste år. Desværre. Blandt de mange negative historier fra landet har Jinjer været et lyspunkt. Kvartetten har eksisteret siden 2010. I 2013 album-debuterede de og vandt samme år en pris for årets bedste ukrainske metalband.
Siden er det blevet til yderligere to plader, hvoraf den seneste, 'King of Everything', udkom sidste år. Et album, hvor kvartetten fremviste et energisk mix af nu-metal og metalcore. Bandet har selv udtalt, at deres inspirationskilder blandet andet består af Guano Apes, hvilket næppe overrasker, hvis man har lyttet til Jinjer.
I aftenens anledning delte ukrainerne scenen med et af Danmarks helt stærke kort, hvad angår melodisk dødsmetal. The Vision Ablaze. I 2015 udgav kvintetten deres debut, 'Youtobia'. Siden da har den tidligere forsanger Peter Kelkelund forladt bandet. Pladsen i front blev overtaget af Tim Nederveen. Fredag aften havde Nederveen sin live-debut.
Ny forsanger, nyt materiale, nyt liv
Det lugtede ikke af opvarmning. Publikum var mødt talstærkt op. Det perfekte udgangspunkt for det danske band. De perfekte rammer for introduktionen af en ny forsanger. Den gode stemning og det høje humør lå som en tyk tobakståge hen over Lygten Stations intime og historiske lokale.
21:30 slog Christian "Norris" de første toner an, mens publikum for alvor fik rykket de to meter frem, der betyder alt i et så lille lokale som Lygten. 'Ascension' startede aftenens program. I et støj-inferno, den danske kvartet på ingen måde fortjente. Det er muligt, at den gamle station er charmerende, men gode lydforhold har kassen absolut ikke. Trommer og bas raserede det lille lokale på kedelig vis. Mange af bandets smukke elementer druknede og forsvandt fra lydbilledet. Specielt Nederveens rene vokal led.
Det blev heldigvis bedre. Aldrig rigtig godt, men udholdeligt. 'Dreaming Awake' satte for alvor gang i nakkehvirvlerne. Den smukke intro til 'Monster' og efterfølgende melodiske guitar-pingpong mellem Marcus Grønbech og Christian Rasmussen fangede hurtigt publikums opmærksomhed. Herefter lukkede bandet for alvor op for godterne med det nye nummer 'Call Out'. Et bastant, tempofyldt nummer, der skal blive interessant at høre på plade. En energiudladning, der var nødvendig, efter den ellers flotte 'Under the Killing Moon' havde sat tempoet ned og trukket liv ud af koncerten.
Hvordan fungerede Nederveen som ny forsanger for The Vision Ablaze? Acceptabelt. Publikumsmæssigt kunne han ikke få en bedre aften for debuten. Lydmæssigt var han knap så heldig. Den rene vokal var kun momentvis til at høre, og de dybe brøl havde det med at fortabe sig i Lars Leragers tunge bas. På indledningen til 'Monster' fik vi for alvor mulighed for at høre den nye forsangers kunnen. Det var ganske vellykket, men også en smule kønsløst. Det er svært at overtage en anden mands lyrik og følelser på den måde. Det tager tid. Det var sandsynligvis af samme årsag, at Nerderveen klarede det bedst på bandets nye nummer. Med lidt mere erfaring og timer på scenen med The Vision Ablaze kan Nederveen sagtens udvikle sig til en ganske stærk forsanger. Denne aften må han nøjes med en acceptabel debut med plads til forbedringer.
'Abcent' og 'Machete' afsluttede den danske kvintets 45 minutters koncert. 45 minutter, hvor specielt de sidste 15 minutter var præget af høj energi og nerve. Selvom det ikke lykkedes at få startet en circle pit under 'Machete', kunne The Vision Ablaze forlade scenen med en god smag i munden. Mændene headbangede, kvinderne tog billeder af Nederveens velformede overkrop. Lyden blev aldrig rigtig skøn, men det lykkedes dog bandet at sætte lidt liv i publikum før aftenens hovednavn.
En energisk, selvsikker frontkvinde og tre træmænd
Der var udsolgt. Til trods for at ukrainerne spillede dagen efter i Slagelse, var der fuldstændigt udsolgt på Lygten Station. Det i sig selv var imponerende. Lige så imponerende var trommeslager Vladislav Ulasevishs trommesæt. Det fyldte 1/4 af den lille scene. Det efterlod ikke meget plads til resten af bandet. Især ikke når 150 mennesker i højt humør samtidig gerne vil feste igennem. Det gjorde ikke så meget. Den eneste i bandet, der rigtig brugte scenen, var forsanger Tatiana Shmilyuk.
Apropos den lille forsanger: Butcher Babies, go home. Shmilyuk brugte ingen effekter. Vokalen var ikke sovset ind i ekko og deslige som hos de to amerikanere. Om bandet så ved det eller ej, har den lille forsanger langt mere til fælles med vokalister som Alissa White-Gluz end så mange andre. Allerede fra første nummer, 'Who Is Gonna Be the One', fra 2014-udgivelsen ‘Cloud Factory', overbeviste forsangeren med sin eminente kombination af tordnende dyb growlen og ren vokal.
Lygten behandlede den ukrainske kvartet langt bedre end The Vision Ablaze. Selvom specielt Roman Ibramkhlilov på guitar og Eugene Kostyuk på bas havde det med at at overdøve hinanden, hindrede det ikke bandet i at starte en intens fest. En fest, der for alvor moshede i gang da bandet spillede førstesinglen 'Sit Stay Roll Over' fra deres seneste udgivelse. Den efterfølgende 'I Speak Astronomy' satte det trange lokale på kogepunktet. Specielt det ekstremt flotte c-stykke og afslutningen blev leveret med overbevisende kraft og elegance.
Det er ingen overraskelse, at Shmilyuk indtager størstedelen af pladsen på bandets pr-materiale. Hun er bandets hjørnesten. Ansigtet udadtil. En stærk performer, det på mange måder løftede aftenens koncert og gav det fremmødte publikum en oplevelse. Der hersker ikke tvivl om, at både bassist, guitarist og trommeslager var der, spillede fint og leverede, men uden Shmilyuk havde Jinjer pænt sagt været ligegyldige. De tre andre var der bare. Stod der. Bevægede fra tid til anden nakken. Shmilyuk var bandets sceneshow. Et faktum, 'Pisces' på fornem vis cementerede. Den kraftfulde og på samme tid yndefulde vokalist fyldte Lygten med smuk og brutal vokal, samtidig med at hendes personlighed manifesterede sig på scenen.
Men et band er kun så godt, som materialet tilbyder. Her fejler Jinjer. Det svingede op og ned. Fra godt og stærkt, med publikum revet rundt i circle pit, til ligegyldigt, forudsigeligt og decideret kedeligt. Når det blev kedeligt, fandt publikum baren eller småsludrede med hinanden, mens kun kernen holdt ved. Det blev fragmenteret for igen at blive samlet i en homogen masse og splittet i en kedelig, gentagende cirkel.
Trods op- og nedture holdt Jinjer generelt et fint niveau. Koncerten sluttede dog lidt brat. ‘Bad Water’ er sandsynligvis kvartettens bedste nummer, men det er også et mere neddæmpet og melodisk nummer end resten af materialet. Nummeret blev flot leveret, men det virkede underligt, da bandet takkede af og forlod scenen, og lyset blev tændt. Ufuldendt. Men der kom ingen ekstranumre. I stedet stod man tilbage med en splittet følelse, der generelt dækker aftenens koncert.