RB ´22: Nostalgisk klagesang på godt og ondt

solstafir-MG-0612-58-1466984419

Sólstafir-fans fik på Roadburn en enestående chance for at høre 'Svartir Sandar' fremført i sin helhed, sandsynligvis eneste gang nogensinde.

Kunstner
Spillested
Dato
21-04-2022
Trackliste
1. Ljós í stormi
2. Fjara
3. Þín orð
4. Sjúki skugginn
5. Æra
6. Kukl
7. Melrakkablús
8. Draumfari
9. Stinningskaldi
10. Stormfari
11. Svartir sandar
12. Djákninn
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest (arkiv)
Forfatter
Karakter
3

I 2011 var den islandske metalscene endnu ikke nået langt udover de nordlige breddegrader. The Vintage Caravan syrede ud uden videre bevågenhed fra omverdenen, og Misþyrming og Auðn havde endnu ikke set dagens lys, men var med al sandsynlighed glade for det boost, som skete i slipstrømmen af Sólstafirs lille gennembrud med 'Svartir Sandar'. Indtil da havde sanger og guitarist Aðalbjörn Tryggvason, bassist Svavar Austmann og leadguitarist Sæþór Maríus Sæþórsson over tre plader, ikke mindst på 2009s fremragende 'Köld', perfektioneret deres mere traditionelt blackede lydbillede med atmosfæriske lag og islandsk klagesang. Men det blev der rusket gevaldigt op i, da de hårdere elementer i lydbilledet for alvor blev sekundære for den atmosfæriske tyngde og Tryggvasons melankolsk højstemte røst, som sidenhen har været toneangivende for den velkendte Sólstafir-lyd. Ikke mindst på 'Fjara', singlen, balladen, som med Sigur Rós'sk skønhed fik sat islændingene på landkortet, og som med tiden også er blevet en af deres mest hyldede skæringer.

Ti år senere har tovholdere Walter Heoijmakers og Becky Laverty så fået bandet overtalt til at skrue tiden tilbage til dengang, med en slavisk fremførelse af 'Svartir Sandar' fra ende til anden. En disciplin, som Sólstafir kun tidligere har gjort sig i i.f.m. 10års-jubilæummet for 'Köld' i 2019. Ikke at deres plader som sådan heller lægger op til det – Hver Sólstafir-sang taler sin egen sag, uden tematiske overbygninger fra den forudgående, intet konceptuelt til at tale værkerne op som helhed, men det er så mange andre bands nu stadig sluppet helskindet fra i deres gennemgang af fordums værker.

'Ljós í stormi' indleder pladen, og således også koncerten. En af pladens stærkeste bindeled til fortiden, der efter lidt indsmigrende ambiens viser Sólstafir i velkendt stil med Tryggvasson som den energiske indpisker, mens Sæþórsson kører sin vanlige, tilbagetrukne stil bag cowboyhatten. Et still-image af en gren på bagbeklædningen, og så ligner Sólstafir-opskriften for så vidt sig selv. Endnu en dag på kontoret. Førnævnte 'Fjara' følger op, med mere natur i levende billeder, og her bliver det desværre tydeligt, at skønheden bevæger sig ud på skrøbelig grund. Af de vel 4-5 gange jeg efterhånden har set Sólstafir lyder Tryggvasson denne gang som om, han holder tilbage på stemmen. Muligvis lettere sygdomsramt, muligvis blot ude af trit med koncertkalenderen, men under alle omstændigheder en tendens, der sætter sit præg på hele koncerten, for vokalmæssigt er han tydeligvis ikke i sit vante gear. Svavar Austmann kan, med sine lange, lyse fletninger og friske attitude, godt normalvis hjælpe til at få Solstafir ud over scenekanten, men her gemmer han sig mageligt bag sine solbriller, og med bandets to primære, visuelle drivkræfter i andet gear bliver det bare aldrig til den helt magiske koncert, som det ellers kunne være blevet.
Musikalsk kører opskriften dog helt efter bogen. Forudsigeligt måske, når alting bare bliver leveret i sin velkendte form fra A til B, men ingen tvivl om, at Austman og den senere indskiftede trommeslager Hallgrímur Jón Hallgrímssons bastante rytmesektion holder det hele oppe, mens Sæþór Maríus Sæþórsson tilføjer det tredje krydderi á højstemt strengemelankoli, hvor det er tiltrængt. Vi kommer til gengæld ikke udenom, at 'Svartir Sandar', uagtet hvor højt man måtte prioritere den i bagkataloget, er en stor mundfuld med fyld undervejs, og efter at sidde en time inde i koncerten og vide, at pladen varer godt tyve minutter endnu, havde lidt afveksling, uanset hvilken periode i karrieren det hentes fra, været tiltrængt. Det ville naturligvis bryde med denne unikke lejlighed til at se noget, vi aldrig har set før.
Inden 'Sjúki skugginn' gjorde Aðalbjörn Tryggvason forlegent opmærksom på, at de aldrig havde spillet denne sang før, og de heller aldrig ville gøre det igen, efterfulgt af en beklagelse på forhånd – jeg forstod ham godt. Dels holder stemmen endnu dårligere stand her, disse ti år senere, og så er den bare et indlysende eksempel på den mere overflødige del af værket på dagsordenen.
På trods af disse overflødighedshorn undervejs var den hårdt rockende 'Æra' og den nærmest Pink Floyd'ede drømmerejse 'Draumfari' herlige genlyt, som ligeledes næppe har set en scenekant siden dengang, og selvom saxofonsoloen i 'Melrakkablús' ikke gjorde meget andet end at bekræfte os i, at det trods alt er Roadburn vi befinder os til, så er det en episk finale at runde af med 'Djákninn', med hvad dertil hører af én-øjet Mads Mikkelsen fra 'Valhalla' på storskærmen.

'Svartir Sandar' er stadig, sammen med 'Köld', det indlysende sted at starte for folk uvante i Sólstafir-universet, med både en lille snert af det gamle og en stor snert af det senere. Havde man ikke hørt Sólstafir før denne koncert, kunne man dog muligvis gå lidt vægelsindet derfra, for selvom der var nok af storslåede, musikalske øjeblikke, så satte vokalen og den lidt blodfattige fremførelse en dæmper på det ellers stilsikre foretagende, som de om ikke andet plejer at være på scenekanten. Stemningen kan man ikke tage fra dem, når de spiller på alle cylindre, som de gør på dele af denne plade, og selvom de måske ikke er de oplagte kandidater til at genbesøge deres fortid leksikalsk på denne måde, så skulle man være et skarn for ikke at nyde at opleve de dybe skæringer undervejs, som Sólstafir i mellemtiden forlængst har lagt på hylden – omend nogen af dem er fortrængt af mere forståelige årsager end andre.