Sólstafir-fans fik på Roadburn en enestående chance for at høre 'Svartir Sandar' fremført i sin helhed, sandsynligvis eneste gang nogensinde.
Til trods for en enkelt tåkrummende skæring der mest af alt lyder som om de triste 00'ere stadig spøger, er Sólstafirs seneste album en mesterlig opvisning i grimme følelser, følelser der måske/måske ikke vækker genklang hos sine lyttere.
Stjernehimlen lagde sit blålige skær over T-Stage på sidstedagen af Summer Breeze, og Sólstafir supplerede settingen med ambiens og bravour i sublimt afstemte mængder.
Den fælles sværgen til eget modersmål var fællesnævneren, da Solstafir og Myrkur kæmpede hver deres kamp for at trodse de mandags-søvndrukne masser. Islændingene vandt sikkert på rutinen.
Forudsigeligheden tager overhånd på en plade, hvor tystheden bliver stillestående. Men når den bliver brudt, er det til gengæld fabelagtigt opløftende.
Islandske Sólstafir fik med en strømafbrydelse en alt for brat afslutning på en stærk musikalsk oplevelse fra et band, der virkelig havde hele pakken som rockband.
Sólstafir forsøger at kede anmelder ihjel med nyt album.
Sólstafirs udseende skaber tvivl, om bandets stil, men kendte man bandet i forvejen, så blev det en art støjende klagesange som forventet.