Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RB '22: Når vokalen står i vejen

Updated
_XTD9540
_XJD8913
_XJD8964
_XJD8954
_XTD9432
_XJD9244
_XTD9664
_XTD9589

Liturgy gav en koncert, der ikke var køn, let fascinerende, men hvor vokalen desværre stod i vejen for den helt store oplevelse.

Kunstner
Spillested
Dato
23-04-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Liturgy spillede to koncerter på Roadburn, hvor de opførte værkerne H.A.Q.Q. fra 2019 henholdsvis Origin of the Alimonies fra 2020. Vi fik desværre kun mulighed for at se den første af de to koncerter.

Liturgy kan vel bedst betegnes som en art avantgarde-black, og hjernen bag projektet, Hunter Hunt-Hendrix, sikke et navn, har et unikt take på black metal som genre. Det er eksperimenterende, og til tider nærmest grænseoverskridende, måske særligt for dem blandt publikum, der har en særlig forestilling om, hvordan black metal skal lyde. Nu er Hunt-Hendrix vist temmelig ligeglad med andre menneskers forestillinger, såvel som meninger. Vokalen fortjener derfor også en særlig plads i denne anmeldelse, for desværre var de atonale og let umotiverede skrig så utålelige at lytte til, at det nærmest stod i vejen for den komplekse, velkomponerede og velspillede instrumentale side af koncerten, som i væsentlige dele trak inspiration fra mere østlige himmelstrøg, dog godt gemt bag ved alskens skramlen og noiseelementer i flere lag.

Efterhånden som koncerten skred frem, blev vokalen på en måde mere tålelig - ikke at den forandrede sig nævneværdigt, men det blev mere og mere klart for lytteren, at netop denne vokal var nødvendig for netop denne musik, og havde vokalen været mere “klassisk” havde vi fået en let eksperimenterende, men også temmelig rodet black metal koncert, som ingen ville forstå for alvor. 

Det var heldigvis lykkedes at lytte lidt op på de to plader hjemmefra, men som førstegangslytter forestiller jeg mig, at det må være have været en særdeles svært tilgængelig koncert. Der er mange lag i kompositionerne, og selvom vi fik glimt af noget genkendeligt, så var koncerten med frontpersonen Hunter Hunt-Hendrix, en oplevelse, som måske ikke passer så godt til festivalformatet.

Festivaler er ofte karakteriseret af en del mere uro på scenerne end koncerter. Ikke mosh-pit uro, men vandren ind og ud af salen, heftig aktivitet ved barerne og sludren i krogene (særligt længere bagude i salen). Når musikken samtidig kræver så meget af sin lytter, er det nemt at blive distraheret. Ydermere vil jeg påstå, at et par gode hovedtelefoner får musikken til at komme mere til sin ret, end en gigantisk sal gør det. Det blev ganske enkelt for svært at skelne elementerne fra hinanden, og det har ikke så meget at gøre med lyden, som egentlig var ganske fin. Man skulle nok helt op foran for at få de finere nuancer med og dermed også forståelsen af, hvad der gør, at Liturgy har en så høj stjerne hos så mange blandt Roadburn publikummet.

Ikke alt på Roadburn er lige kønt. Det skal kunst jo som bekendt heller ikke være, og Liturgy er ingen undtagelse. Nu er “kønt” heller ikke lig med “godt” - og der kan være en særlig oplevelse gemt i det grimme. Overordnet var vi vidner til en ret grim koncert med et band, som i sit udtryk ikke finder sin mage - i hvert fald ikke blandt bands, jeg kender til. At de forgudes af et fast publikum, er der ikke tvivl om, og begge koncerter var fyldt godt op på Main Stage. Desværre blev vokalen for denne anmelder et forstyrrende element - som en negl, der kradser i øregangen. Flere andre publikummer havde det måske på samme måde, og gulvet blev gradvist mere tomt, efterhånden som koncerten skred frem. Og med skam at melde, udvandrede jeg også inden koncerten havde nået sin afslutning. At Liturgy er helt særligt, er åbenlyst. Spørgsmålet er bare, om det er FOR særligt?