RB '23: Vi er jo kommet for at danse!
Boy Harsher fik med noget besvær startet en dansefest til dagens sidste koncert på den store scene, men da den først var i gang, gik det strygende.
Da amerikanske Boy Harsher sidste år spillede i Pumpehuset, tog vi oplevelsen med som en slags forebyggende modgift mod de rå mængder af metal, der stod for døren til Copenhell, der gik i luften dagen efter. Så dengang fik de ikke en anmeldelse med på vejen. Det var en fejl, og den slags skal man som bekendt ikke gentage.
Boy Harsher spiller hård electro-pop og består af to mennesker: Jae Matthews, der tager sig af vokalen og Augustus Muller, der tager sig af alt det andet. Og Boy Harsher var kommet for at danse, så da de kom på scenen til nummeret Keep Driving, var skoene kridtet, og vi var klar. Det var bare desværre ikke så mange andre der var, så det var lidt af en koldstart på koncerten.
Men Matthews er ikke den, der lader sig kyse af et lidt stillestående publikum og allerede efter første nummer proklamerede hun, at de altså spiller dansemusik, og at det gerne betyder, at publikum danser. Sådan! Der er ikke noget som lille kærlig kindhest, der kan vække de tøvende dele af et publikum. Så der kom gradvist mere og mere gang i festen foran scenen efterhånden som vi fik os arbejdet igennem numre Give Me Reason, Fate og naturligvis den faste banger på sætlisten: deres coverversion af Chris Isaacs 'Wicked Game'. Den kunne branderterne foran godt teksten til, så det blev alle tiders anledning til at udnytte den gode bevægelse, der var i publikum og flytte lidt nærmere scenen og væk fra fulde menneskers overbevisning om, at de synger lige så godt som kunstnerne på scenen.
Jeg forstår godt valget af Wicked Game. Jae Matthews er ikke ulig Chris Isaac i sin vokal - om ikke i toneleje, så i udtryk. Den er ikke voldsomt varieret, vokalen, men den ekstra effektmikrofon blev flittigt benyttet og gav på den måde en del variation. Og så er der lige de små skrig, som Matthews vel har gjort til sit varemærke. De er superfede, lidt fjantede, og samtidig ret effektfulde - særligt fordi det nærmest føltes improviseret. For nok kan elektronisk musik meget, men det er ikke musikalsk improvisation, der er i højsædet, når først mastertrack'et kører derudaf.
Det stod Augustus Muller for og det gjorde han fremragende. Med stenansigt, korthårsfrisure og en dansestil, der er som trukket ud af 80'ernes undergrundstechno, mestrede han synths, besyndelige blæseaggregater og tangenter - uden at så meget som at fortrække en muskel i den ene kind.
Den symbiose, Matthews og Muller har på scenen, var tillige ret fed at iagttage, og man kan både se og mærke, at de danner par privat. Den øjenkontakt de havde blev næsten fysisk på trods af, at de stod med en mur af synths imellem sig det meste af koncerten. Hvis man forestiller sig Courtney Love, der møder Depeche Modes Martin Gore, har man nok et meget godt billede af hvad vi stod og kiggede på. Det næsten overdrevne sensuelle, der møder det tætteste man kan komme på en menneske-robot. Men det fungerede. I hvert fald når de stod i hinandens synsfelt. Main Stage er en stor scene, og for to mennesker, hvoraf den ene er ret låst fast i sin synth-kravlegård, var der ret meget gulv for Matthews at danse på. Det virkede som lidt for stort tøj til tider, og selvom der var skruet op for charmen deroppe på scenen, virkede det lidt fortabt på sine steder.
Fortabt var publikum til gengæld ikke, da vi kom hen i sidste tredjedel af koncerten. Opfordringen til at danse var sunket ind, og selv de mest stivnakkede kunne ikke længere stå stille, da Boy Harsher sluttede koncerten med et punktum af kaliber med nummeret Pain, der blev fremført med en næsten provokerende sensualitet. Men der er ikke noget som lidt sex, der kan sætte gang i løjerne, så koncerten sluttede på sit højdepunkt, og de kridtede sko var endt knapt så hvide, men til gengæld godt danset til.