Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Fem tilfældige, men gode, grunde til at du skal på Roadburn i år

Updated
330777585_636474751579587_7033361353345200680_n

Festivalsæsonen er lige om hjørnet og vi giver dig her fem gode grunde til at tage på den bedste af dem alle: Roadburn Festival i Holland.

Forfatter

Hvis du er Roadburn-jomfru, men nysgerrigt har kigget lidt på festivalen, får du her en række gode grunde til at hive muldvarpen frem og købe billet til årets Europas sejeste venuefestival inden det er for sent.

1. Kommissionerede værker
Samarbejder, kommisonerede eller selvskabte, er ved at blive mere udbredte, og mange festivaler og koncertarrangører benytter sig af det højst effektfulde greb det er at sætte to (nogle gange ret forskellige) bands sammen og få dem til at samarbejde om noget fælles. Roadburn gør det bare bedre. Det er på Roadburn, du kan få musikalske aha-oplevelser som når Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu laver noget nær årtiets koncert i konstellationen Waste of Space Orchestra.
Det er her du kan se Cult of Luna med Julie Christmas på scenen. Eller hvad med en hurtig lille omgang Cult of Luna møder Perturbator i form af Johannes Persson og James Kent? Det her det sker, og selvom de tit udgiver deres eksperiment på plade bagefter, bliver det bare aldrig det samme, som at være der selv. Hvis du synes Duma er fedt, kan du opleve dem på årets festival i collab med Deafkids.


2. Artist in residence
Roadburn er glade for deres kunstnere. Og nogle kunstnere får nærmest ubegrænset scenetid til at folde sig ud i alle mulige og umulige settings. Således kan man i 2023 få lov til at se Oiseaux-Tempête give hele 3 skemalagte koncerter, og sikkert også et par stykker, der blot finder sted, hvis man hører til de hurtige ved jungletrommen. Og ved du ikke hvem det er, vi taler om, så fortvivl ikke, men læs videre til punkt nummer 3 (eller se videoen).



3. Alt er nyt, alt er godt, alt er vildt
Ja, du læste rigtigt. Det er set en gang eller to før, at en festivaldeltager har købt en billet til festivalen fordi favoritbandet skulle spille, men uden at kende så forfærdelig meget andet på programmet. Og det er sådan det skal være. Roadburn giver dig ny musik, der udfordrer og leger med genren “tung musik”, og lægger en palette af fantastiske muligheder for at berige dig selv musikalsk frem. Du skal bare hoppe ned i det. Og acceptere, at alt det du ikke ser, er lige så godt, som alt det, du ser. Programhovedpine, her kommer jeg.

4. Du lytter rent faktisk efter til koncerter
Vi kender alle sammen de koncerter, hvor man selv er ganske henført, men hives ud af sin boble af et eller andet storsnakkende makkerpar bagved, der bare er NØDT til at diskutere sidste kamp i sidste liga (find selv på sportsgrenen). På Roadburn finder du et fællesskab af en 4-5000 andre mennesker, der holder af musik. Som lytter til musik. Mange, for hvem hele verden handler om musik. Det betyder, at de lytter, når bandet spiller. Og derfor i sagens natur holder kæft. Og tager hensyn. Vi skal alle have en god oplevelse. Udenfor venues er alt en fest, og din indre festabe har derfor rigelige muligheder for udfoldelse.

5. Du er gået lidt død i "din" genre
Black metal er fedt, bevares. Det er dødsmetal også. Eller heavy metal. Men det er også ret fedt, når en festival kan rumme alle de genrer, inkludere et par stykker, du aldrig har hørt om, fejre rødderne og hylde crossover-musikerne, som jo i virkeligheden bringer alle genrer fremad. Det er det, festivalen handler om. Eller som de selv siger: “Redefining heavyness”. Og hvad betyder så det? Jamen det betyder, at du godt kan høre din black metal, hvis det er det du har lyst til – fx spiller Imperial Triumphant i år. Men det betyder også at du kan få din øl med musik, der ikke sådan lige lader sig sætte i bås, fx i selskab med Boy Harsher. Eller hvad med lidt Wolves in the Throne Room? Det er kun din evne til at være flere steder på samme tid, der sætter grænser for, hvad du kan nå at opleve.

Overbevist? Roadburn Festival finder sted i Tilburg, Holland på 013 og tilknyttede spillesteder. Kom forberedt – eller helt uforberedt. Men husk, at du skal have et sted at sove.