RB 26: Støj blev til styrke
Trods en usikker start spillede Machukha sig hurtigt varme og leverede en intens, følelsesladet torsdags-åbning af Hall of Fame.
Det lød som en katastrofe musikalsk, eller som en rigtig dårlig dag på musik-efterskolen. Intet harmonerede, og særligt guitaren lå alt for lavt i mixet. Det skabte en uro i det intense rum, der er Hall of Fame, og en ivrig gestikulering fra Machukhas guitarist, der ditto savnede sin lyd. Det havde sin effekt, og da først teknikken faldt på plads, åbnede musikken og bandet sig for alvor.
Da først lyden sad, stod det tilsvarende klart, hvorfor den tyske kvartet spiller på Roadburn – og hvorfor de har varmet op for Agriculture. Machukha spillede med en intensitet, der ikke bare hørtes, men også kunne mærkes. Deres kompositioner bevægede sig organisk mellem det helt skrøbelige og det voldsomt eksplosive – fra næsten stille, eftertænksomme passager til rasende black metal-udbrud, der sad i kroppen.
’Bezpliddya’, koncertens tredje nummer, var definerende for koncerten. Her fik vi de ukrainske fraseringer vævet ind i lydbilledet, hvilket gav en rå og personlig nerve. De mere afdæmpede passager sitrede af spænding, mens guitaristen brugte sit eget åndedræt som et diskret, men effektfuldt instrument. Fine, mindre detaljer, der løftede koncerten fra det solide til det mindeværdige. Machukhas lyd balancerede elegant mellem det sørgmodige og det brutale. De post-metalliske elementer gav en tung, melankolsk klang, som smeltede sammen med de mørke, dystopiske black metal-passager. Resulterende i en lyd, der var både gribende, aggressiv og dybt vemodig på én gang.
Central for hele koncerten, om det så var kaosset i starten eller den senere momentale fremdrift, var trommeslageren. Med en art urokkelig drivkraft lykkedes det at binde de mange skift sammen med imponerende overskud. Tilsvarende overskud fik bassisten til at tage turen ud i publikum med sin bas – det øjeblik, hvor Machukha for alvor lykkedes med at bryde barrieren mellem scene og sal og trække publikum endnu tættere ind i koncerten.
Efter hvad der virkede som alt for kort tid var det slut og publikum stod tilbarge med lyst til mere. Machukha formåede at åbne Hall of Fame med en koncert, der spændte vidt følelsesmæssigt. Fra en vaklende start voksede det til en indlevende og stærk musikalsk oplevelse, hvor bandets sjælfulde og mørke udtryk for alvor fik lov til at folde sig ud.