RF '14: Generelt vellykket begravelsestemning
Populær
Lørdagen stod i doom-genrens tegn med tre tunge bands, der bød på et pskykedelisk trip med Dark Buddha Rising, en knap så overbevisende indsats fra Drug Honkey og en sortsindet mindre triumf fra Mournful Congregation.
Som en pendant til verdens førende doom-festival, Roadburn i Holland, stod den lørdag aften på tre bands i den tunge og dystre genre på den lille intime Gloria-scene. En glimrende idé at afprøve på festivalens mindste scene, hvor særligt denne musikform og tilhørende stemning kommer til sin ret. På forhånd var der ikke forventet en stor tilslutning til konceptet, så at der næppe dukkede meget mere end 50 mennesker op til doom-seancen kom ikke som en overraskelse.
De, som gjorde, virkede til gengæld fuldt optaget af det her univers, hvor koncerterne bliver oplevet med lukkede øjne i en tranceagtig tilstand.
Tanken var en tretrinsraket, omend uden fart, men som et eksplosivt festfyrværkeri af sanseindtryk.
Første navn var finske Dark Buddha Rising, der med psykedelisk og okkult Satan-doom flere gange har imponeret redaktionens store dyrkere af doomens dystre væsen.
Dark Buddha Rising har fem plader bag sig, hvor numrenes længde gerne kommer over en spilletid på tyve minutter. Finnerne præsenterede lørdag aften publikum for et sæt, der langsomt voksede gennem klassiske psykedeliske doom-riffs krydret med repeteret støj fra de brummende guitarer, der fik musikken til at smelte sammen som et improviseret dommedagsritual. Det var effektivt uden at være voldsomt imponerende. Men det fremstod mere gennemført og dystert end amerikanerne i Drug Honkey, der startede tæt på klokkens midnatsslag.
Amerikanerne sendte aldrig det beskedne publikum ud på den helt trippede rejse. Til dels fordi bandet mellem numrene fremstod noget bøvede og lettere berusede, og forbi lyden især drillede guitaren undervejs. Drug Honkeys udtryk er mere obskurt end kollegaerne i Dark Buddha Rising og søger heller ikke en lignende psykedelisk vision.
Frontmand Paul Gillis pinselsvokal og guitarriffene, der kommer i rustvognstempo, trækker på den svenske doom/dødsmetal-scene i de tidligere 1990’erne, hvor især Abruptum og det tidlige Katatonia lyder som mulige inspirationskilder. Særligt Drug Honkeys seneste plade, ’Ghost in the Fire’, er en tour de force i musikalsk depression. Det lykkedes bare ikke amerikanerne at løfte opgaven i at skabe den selvsamme stemning af ondskab og misantropi herfra.
Det gjorde det derimod for Mournful Congregation, der foran cirka 30 mennesker i en røgsky af marokkansk tobak gik på scenen halv to om natten. Det australske band var i starten af 1990’erne med til at danne skole for genren funeral doom samme med blandt andre amerikanske Evoken og finske Skepticism.
Genren dyrker det melankolske gennem messende vokal, growl, ren og akustisk guitar og de bærende tunge trommer/bas og stemningsfulde guitarriffs. Og det er sgu ikke nemt at spille så satans langsomt som det begravelsestempo, Mournful Congregation trak nattens koncert ud i. Det var tydeligt, at der her stod et pionerende band i genren, som vidste præcis, hvordan de skulle få publikum til at segne om i deres trance – eller koger. Fra seneste plade, ’ The Book of Kings’, åbnede kvartetten – vist nok – med den tyve minutter lange ’Catechism of Depression’, der langsomt foldede sig ud som en sort sommerfugl.
Det monotone tempo varede effektivt koncertens lille time ud, og publikumt virkede i den grad fanget af den australske prædiken. Mournful Congregation var en mindre triumf og klart det rette band at slutte lørdagens generelt vellykkede doom-koncept af på.
Karakter:
Dark Buddha Rising: 3
Drug Honkey: 2
Mournful Congregation: 4