RF '19: Gennemført irrationelt
De mexicanske karneval-punkere Descartes a Kant vækkede abrupt det middagstrætte publikum med en overrumplende og vanvittig musikalsk forestilling, hvor ikke mange genrer forblev uberørt.
René Descartes og Immanuel Kant. To af oplysningtidens store filosoffer og udtalte fortalere for den rationelle tankegang. Hvad der har fået et mexicansk band til at navngive sig efter lige præcis dem står hen i det uvisse, men man kunne godt lege med tanken om, at det er for at skabe en slående kontrast.
For Descartes a Kant er alt andet end rationelle i deres musikalske udtryk. Skulle det vise sig.
Seks mexicanere indtog scenen, tre kvinder i røde kjoler i front på guitarer og keyboard bakket op af en stor bassist iført en rød S/M-maske samt både en trommeslager og en på trommemaskine med gasmasker.
Så var scenen sat.
Og den næste times tid i det for tidspunktet – lidt over middag – pænt fyldte Pavilion-skulle blive en tour de force bestående af rablende sindssyg musik kombineret med teater.
Med sangtitler som 'Hello Tarantino', 'You Assfucked my Heart' og 'The Peter Pan Syndrome' ligger Descartes a Kant heller ikke skjul på hverken inspirationer, eller at de er klar på at tage både tekst og musik hele vejen.
Det ville være nærmest umuligt at skulle bryde de enkelte numre ned, for showet fremstod mere som én lang forestilling, hvor gruppen moste sig igennem alt fra slugde metal over surfrock til barnagtige godnatsange. Altså sunget, som var der et barn på scenen for i det næste øjeblik at sætte gang i vredt punkstykke med skrig for at gakke helt igennem, Mr. Bungle-style. Alt i alt en slags Tarantino-film på syre trukket ud af månens indre.
Alle seks medlemmer var mere end på – og for dem som fandt det fornøjeligt, hvilket virkede til at være det mest af teltet, var der intet andet end brede smil. Til sidst var to af medlemmerne, efter at have performet et slags bankrøveri på scenen, nede at danse rundt blandt publikummerne, mens det hele sluttede med en 10 minutter lang rant om at hjælpe bandet – fortalt af den ene forsangerinder gennem en effekt, som gav hende en stemme som en 100 år gammel mand med et livslangt overbrug af cigaretter. Bizart, men alligevel opløftende, uden at man var helt sikker på, hvad der havde ramt en. Men overbevisende, det var det.