RF '19: Trancen udeblev

karkhana-photo-by-matt-bordin

Den mellemøstlige multi-instrumentale gruppe strakte deres kosmiske ørkenblues, jazz, kraut og post-rock helt ud i et transcenderende show, der dog led under et svært spilletidspunkt, som fik flere til at stikke hul på boblen og udvandre før klimaks.

Kunstner
Dato
05-07-2019
Genre
Karakter
3

Ikke meget info var og er tilgængelig om Karkhana, men ifølge Roskildes eget program opstod gruppen i 2014 over en fælles fascination for den egyptiske musiker Omar Khorshid og har siden vokset sig til noget langt større. Nemlig et band helt uden begrænsninger, men med et simpelt ønske om at udvide folks bevidsthed med opbyggende, episke musikalske rejser.

På en dag med højt solskin kan et spilletidspunkt midt på eftermiddagen i det lukkede Gloria som et lettere ubeskrevet blad være noget af en kamp.

Og det fik Karkhana desværre at mærke, da end ikke halvdelen af kapaciteten blev brugt. De, som alligevel bevægede sig ind, blev mødt af et dragende lysshow og tonerne af velkendt ørkenblues, som Roskilde længe har været en sikker leverandør af.

Men efter nogen minutter ændrede hele seancen sig pludselig til et dronende lydlandskab, hvor et utal af sære lyde – blandt andet en lyd, der mindede om et damptog – viklende sig ind og ud af de spacede fornemmelser. Det var der flere, som ikke forstod eller orkede, så en mindre udvandring fandt sted. Tilbage blev den hårde kerne, som lykkedes med at falde ind i Karkhanas trance.

Med en sanselig fornemmelse for opbygning lod bandet sig dog ikke gå på af udvandringen, og i takt med at folk gik blev musikken mere og mere udsvævende, for til sidst at forsvinde helt væk fra gængse konventioner, mens bandet nærmest smeltede sammen med de farvestrående visuals.

Set udefra må undertegnede også indrømme, at det lidt svære tidspunkt gjorde det vanskeligt at falde ind i den trance, som bandet åbenlyst stræber efter. Alt blev leveret med stor opmærksomhed på selv den mindste lyd – og man kunne sagtens forestille sig Karkhana indtage en scene om natten, hvor paraderne er mere sænket og hjernen mere sulten på alternative oplevelser.

Al hæder til Karkhana for ikke at lade sig påvirke af omstændighederne – og de havde da også en belønning klar til alle, som blev helt til sidst i form af en energisk crescendo, der føltes som et forfriskende hav, der skyllede indover ørkenen.

Hiv dem tilbage og giv dem et bedre tidspunkt at udfolde deres kosmiske ofring på, så kunne Karkhana sagtens være en af de helt store oplevelser. Men i denne omgang forblev helheden lidt uforløst, selvom musikken i den grad forløste sig selv.