RF '19: Ulvens dødshyl

_R7A6921 copy
_R7A6930 copy
_R7A6855 copy
_B2A6629 copy

Norske Ulver hungrer efter genreudfordringer og krydsninger af genrer. Men på Roskilde endte man med at stå og kigge på deres visuals, fordi Depeche Mode-kopien blev for kedelig.

Kunstner
Dato
03-07-2019
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Peter troest
Karakter
1

En sort scene med et sort backdrop få én til at blive i tvivl, om man nu skal til black metal-koncert, selvom Ulver endeligt gjorde op med deres rødder for et par årtier siden. Det skal man ikke, viser det sig: I stedet for at starte med et dystert brag sniger bandet sig ind med åbningsnummeret 'Nemoralia'. Sådan set et gedigent synthpopnummer med en fin singalong-passage og et heftigt percussivt lydbillede.

Det sorte backdrop skal vise sig at være til nogle alternative visuals, der i tredje nummer blandt andet viser en karikeret version af den vitruvianske mand. I en cirkel af stregtegninger og asteroide danner billedet små pentagrammer, der formerer sig og bliver til stjernerne i det amerikanske flag. Det er vel fint nok, men når man begynder at fokusere på bandets valg af visuals, siger det også en del om resten af showet. Det er som sådan god nok pop, men det er også utrolig kedeligt.

Bandet lægger ikke skjul på, at der i hvert fald er ét medlem af konstellationen, der har gået på et norsk gymnasium, da de beriger publikum med både baroksøjler og referencer til Romerriget og dets fald i deres visuals under nummeret 'So Falls the World'. Det hele er lidt vel pædagogisk, og den ellers så stilfulde begyndelse begynder stille og roligt at sive ud i sandet, mens guitaristens violinbue filer løs.

40 minutter inde i showet er det tydeligt for enhver, også de festivalgæster, der kun kender Ulver af navn, at Ulver har truffet et valg for mange år siden og står ved det. Det dunkle og black metalliske fra 'Nattens Madrigal' eller 'Bergtatt' er et overstået kapitel. Det er utrolig ærgerligt, da deres black metal var af fremragende kaliber. Ulver vælger i stedet at give Roskilde Festival over en times elektro-synthpop-koncert uden slinger i valsen. Det er strømlinet, men hvor er det dog også skræmmende kønsløst og sterilt. Længden af koncerten og ensformigheden bliver også for meget for publikum, og under det sidste kvarter har over halvdelen forladt Pavilion.

Oplevelsen med Ulver er samlet set en skuffelse. Specielt hvis man ikke har fulgt dem på deres lange rejse væk fra den black metal, de var med til at forme. De er et band, hvis navn står blandt nogle af de største i black metal. Det er det, de altid vil være kendt for. Genreskift er der om sådan intet i vejen med, men at gå fra at være noget af det pureste guld, Norge har leveret udover nordsøolien, til at blive et kopiband af Depeche Mode er en alvorlig nedgradering. Der begynder at være langt mellem fjeldene i Norge, men vi kan vel altid søge trøst i Humphrey Bogarts famøse citat fra 'Casablanca': ”We’ll always have ... Abbath”.