RF '22: Mosekonerne brygger stadig
Der var næsten intet at sætte en finger på, da Konvent indtog Pavilion med bravour. Men alligevel var det som om, at der manglede noget.
Grains
The Eye
Trust
Never Rest
Sand is King
Fatamorgana
Into the Distance
Ropes pt ll
Pipe Dreams
Harena
Puritan Masochism
Squares
Sidst Konvent spillede på Roskilde, var i 2019, imens de endnu var i starten af deres karriere. Dengang blev de modtaget med blandede anmeldelser. Men hverken en altomspændende pandemi eller generelt kaos kan sætte en stopper for det tunge doom-godstog, som Konvent er. De buldrer blot afsted og videre ud ad den velfortjente vej, som deres karriere tager dem. Og i dag indtog de både mørket og en førsteplads som dødsdoom-monarker af Roskilde, hvor der i anledningen var tilkaldt ekstra crowd safety.
Klokken er 22.30 og det er første gang denne dag, at Pavilion er fyldt op så publikum må stå udenfor teltet. Vi venter på Konvent, og omkring os er mørket begyndt at kravle langsomt, men altædende frem fra krogene af festivalpladsen. Scenen bader i røg og rødt lys, der langsomt løber ned over scenen og videre ud over pladsen og publikum. Som fire mosekoner, indtager Heidi Withington Brink, Julie Simonsen, Sara Helena Nørregaard og Sophie Lake scenen i røg og damp, efter deres, vel efterhånden, spændt forventelige og iscenesættende signatur-sang ’Solen er så rød mor’. Ikke længe efter, til royal tid og de tunge toner og rytmer af ’In the Soot’, indtager Rikke Emilie List scenen og hiver os hurtigt med ned under overfladen med nærmest vild og dyrisk finesse og grimasse.
Konvent er gået fra kvartet til kvintet, Sophie Lake er blevet en fast del af Konvent efter at have været stand-in for Sara Helena Nørgaard, og det skal hermed siges lige så højt og brølende som musikken de spiller, at to lead guitarister fungerer fremragende for Konvent, som fylder både hele scenen og lyden ud, så det kan mærkes rungende og hårdt i brystet hos publikum.
Til nummeret ’Harena’ har Konvent inviteret Felix Havstad Ziska, hofleverandør af strygere til bla. Myrkur og Slægt, med på scenen. Ziska passer godt ind i arrangementet denne mørke aften. For med sit pjuskede hår, sorte lange frakke og smukke, porøse violinspil, akkompagnerer han doom-kvintetten og højner ligefrem niveauet for aftenens koncert. Et rigtig godt match med det lyse til det mørke og tunge. Dualisme, ja tak. Konvent slutter af med ’Puritan Maschocism’ og ’Squares’ og har publikum i deres hule hånd, selvom en del har valgt at forlade Pavilion før tid. Måske de ikke kunne tåle mosten eller lugten i bryggeriet? For mig er det et klart mysterium, da Konvent i aften spillede en topklassekoncert.
Konvent er scenevante og har efterhånden brygget et gedigent doom-show sammen. Vi taler fod på monitor, tung og langsom headbanging, signatur-sang, lysshow, gæsteoptrædener, musikken, det hele. Der er næsten ikke noget at sætte en finger på, når vi som publikum bliver revet med af det buldrende tordenvejr som Konvent er. Men det er alligevel som om at der mangler noget, lidt umami, et eller andet, der kunne gøre det legendarisk. Men mosekonerne brygger heldigvis stadig og er i konstant udvikling. Jeg glæder mig til at de får brygget helt færdigt. Det kan ikke vare længe.