RF '22: Omrørt med en træske

ACxDC-2020

Det står for "Antichrist demoncore". De kan altså presse mange metalklichéer ind på meget få bogstaver. Men hvad kan de ellers?

Kunstner
Dato
29-07-2022
Koncertarrangør
Karakter
2

Klokken var 02:00 natten til fredag, og en vis portion af Roskilde-folket var klar til at blive blendet af californisk grindcore, efter kollapset af en koncert, der lige havde fundet sted. Vi fik dog lov til at vente en halv time ekstra, da der var var skred i tidsplanen. 

Som jeg ser det, er der et succeskriterie for en god grindcorekoncert: Det er ganske enkelt, om man føler sig blendet bagefter. Succesgraden afhænger så af bandets hastighedsindstilling. På den skala var ACxDC denne nat på Pavilion, en træske der blev rørt træt rundt i en margretheskål. 

For det første var lyden dårlig, ikke at grindcore skal lyde behageligt, men man kunne ikke adskille delene fra hinanden. Det var altså på intet tidspunkt muligt at afkode hvilken sang de spillede. ’Satan is King’ og ”Destroy/Create’ er nogle fede sange, men jeg aner ikke om de overhovedet spillede dem. 

Vi kan jo godt lide jer
Godt halvvejs inde i sættet holdt forsanger, Amalfitano, en tale ud til publikum, hvor han italesatte de voldsomme problemer i deres hjemland. Særligt højesterettens seneste omstødelse af Roe vs Wade – ”Fuck the Supreme Court” blev der råbt, og enige skrålede vi med. Det gjorde indtryk hos os alle, og da stod det klart, at ACxDC ikke bare var en flok hurtigspillende edge-lords. 

Ti numres tid efter, gav Amalfitano også religion en smøre, og som de gode, progressive og metalglade festivalgæster vi var, gav vi ham også ret i det. Der skal ikke sås tvivl om, hvorvidt ACxDC inderligt mener det de siger og laver sange om, men der var bare ingen indignation at finde i deres musikalske præstation. 

Gaaaabcore
Guitaristen og bassisten var generelt stillestående, og bidrog dermed ikke til den energi, der er brug for til sådan en koncert. Man skulle næsten tro at de havde tegnet en cirkel rundt om dem selv, som de ikke måtte træde uden for. Når Amalfitano så derudover prøvede at få gang i circle pitten, ved at lyde som en udbrændt lærervikar, så stod det altså skidt til. 

Folk parerede den slattent leverede ordre, og pitten udvidede sin radius med en meters bredde. Koncerten gik et nøk op i energi for både publikum og band efter det, og californierne fik altså, udover at være sympatiske, demonstreret at de jo sagtens kan levere. Tidspunktet taget i betragtning, gjorde det måske lige akkurat, at koncerten ikke havde været totalt spild af tid. Det var i alle henseender bare sent, og vi glædede os nok allesammen til at komme i seng.