Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF 25: Knivskarpt og pilråddent

Updated
Thou,_Roskilde_Festival,_2025_04-07-2025_210211_J1002090_jd_122
Thou,_Roskilde_Festival,_2025_04-07-2025_210649_J1071231_jd_32
Thou,_Roskilde_Festival,_2025_04-07-2025_211337_J1002179_jd_120
Thou,_Roskilde_Festival,_2025_04-07-2025_211513_J1071248_jd_31
Thou,_Roskilde_Festival,_2025_04-07-2025_212341_J1002255_jd_119
Thou,_Roskilde_Festival,_2025_04-07-2025_211552_IMG_6708_jd_201
Thou,_Roskilde_Festival,_2025_04-07-2025_212550_J1002280_jd_117
Thou,_Roskilde_Festival,_2025_04-07-2025_212827_J1002290_jd_116

Thou spiller normalt her og der og alle vegne og et vist mætningspunkt er nået på redaktionen. Men med så tyndt et program i den ekstreme ende, tog skribenten sig i at ønske, at de måske ville spille bare et enkelt lille bitte hemmeligt show. 

Kunstner
Dato
04-07-2025
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Med et rimelig friskt og meget rost album i form af ‘Umbilical’, der udkom i 2024, er det ikke så underligt, at Thou var blevet booket på Roskilde Festivals hyggelige og mørke Gloria-scene. Læsere, der har fulgt med i vores dækninger af blandt andet Roadburn Festival, bliver måske - ligesom os - en anelse lange i masken ved tanken om Thou. For når de er der, så er de alle fucking vegne. Og det er fedt. For de gør det jo, fordi de er nysgerrige og gerne vil samarbejde med andre kunstnere. Så bandet kan dårligt fortænke nogen i at nå et vist mætningspunkt. 

Thou havde kun dette ene show med sig på Roskilde Festival og så vidt vides, er der endnu ikke annonceret et hemmeligt show et sted på campingpladsen. Så måske var det alt, hvad vi fik for denne 25-øre. Også selvom årets festival-program får én til at længes efter mere Thou. 

I modsætning til Thou foran hjemmepublikummet i 013 eller i Basement, så måtte de arbejde for sagerne på Gloria. Og det klædte dem enormt. De fik ikke noget gratis og det vidste de allerede fra første tone. Og måske er det bare indbildning, men det forekom mig, at de stod skarpere til denne koncert end sidst vi så dem. At alle så lidt sundere ud, og forekom lidt mere koncentrerede, mens de hidkaldte alle mørkets kræfter over Gloria, der var svagt oplyst af rødt lys i loftet og skarpt, koldt lys på bandet på scenen. Thous doomede, eksperimenterende sludge var både afvekslende og til tider næsten dansabelt for typer, der godt kan danse til doom. Nogle publikummer løb ud af døren ved første tone, men flere løb ind, og selvom Gloria ikke på noget tidspunkt var fyldt op, så var der godt besøgt, bandets ret nicheprægede genre taget i betragtning.

Kaos blev hidkaldt af dronede guitarer, tunge trommer og ikke mindst vokalist og frontperson Bryan Funck, der siden 2007 har skreget sin stemme i laser i det besyndeligt udadreagerende introverte fænomen, som Thou er. Med knivskarpt placerede vokallinjer, med nedslag på trommerne, der måtte kunne mærkes udenfor Glorias rødmalede vægge og med de konstant knitrende, metalliske guitardroner, blev sommeren for en stund aflyst.

Thou lefler ikke for publikum og deres tilbagelænede stil kan for den overfladiske beskuer måske misforstås som ligegyldighed over for opgaven. Men det var der ingenlunde tale om. De er hårdtarbejdende - på scenen og udenfor - og alene et kig på deres imponerende bagkatalog af udgivelser i samarbejde med Gud og hvermand viser, at den musikalske skabertrang er stor. 

Det blev ikke nogen lang koncert. Det var ærgerligt. Thou kan sagtens spille i længere tid og deres musik er tilstrækkeligt interessant til at de kan holde folk fanget - og særligt på en festival, hvor udvalget af den ekstreme metal er så fortvivlende tyndt efterhånden.