RF 26: Circlepits og storgråd
Kærlighed og solidaritet, befri Palæstina. Den slags koncerter er der mange af på Roskilde, men Maruja fik politiske paroler og musik til at gå op i en højere enhed i en smuk koncert på Fauna.
2. Break the Tension
3. Zeitgeist
4. Thunder
5. Saoirse
6. The Invisible Man
7. Look Down on Us
Manchester-bandet Maruja forbindes med Brightons Windmill-scene, hvor de fik deres gennembrud. En scene, der tæller nogle af de mest eventyrlystne nyere rockbands, fx Squid og Black Country, New Road. Men kvartettens udtryk er noget anderledes, med ekkoer af post-metal og post-hardcore og en gennemtrængende saxofon. I metalsfæren er englænderne vel nærmest beslægtet med Neurosis/Cult of Luna-skolen, men den nærmest reference er Daughters, hvis plads jo er ledig efter, at de begravede sig selv af gustne årsager.
Her på Devilution har vi givet bandet fuld plade to gange: Til sidste års ‘Pain to Power’-album og tidligere på dette års Roadburn-festival, hvor vores anmelder skrev, at Maruja "på fænomenal vis piskede publikum ind i en vildere og vildere mosh, der truede med at løbe løbsk i det frådende hav, som Marujas musik er". Der var med andre ord god grund til at skrue forventningerne op til eftermiddagskoncerten på det lidt dovne kl. 17-tidspunkt.
Meget mere end RATM
Roskilde skriver på deres hjemmeside, at Maruja er inspireret af Rage Against the Machine, og det var da også den mest nærliggende reference, da frontmand Harry Wilkinson rappede sig gennem koncertens to første numre, 'Bloodsport' og 'Break the Tension', med et trampende groovet band bag sig. Der var ganske vist ikke et omvendt amerikansk flag på Matt Buonaccorsis basforstærker, men i stedet – naturligvis – et Palæstina-flag. Den slags er der rigtig meget af på Roskilde, men Maruja bakkede de politiske paroler op med storladne, emotionelle toner, der rev hele det godt fyldte Fauna-telt med.
Det viste sig hurtigt, at kvartetten er meget mere end RATM; deres mix af post-hardcore og -metal ambient og jazz er simpelthen bare unik, og koncerten var intelligent sat sammen og godt varieret. Det startede som et sandt bombardement med den indpiskende saxofonist Joe Carroll, der fra første nummer instruerede publikumsmængden i en wall of death, som hurtigt flød over i en circlepit, der blev gentaget i flere af de efterfølgende numre. Og i den lange instrumentale outro til 'Zeitgeist' hoppede han selv ned i pitten og blæste videre i saxofonen, mens stemningen kogte videre.
Kærlighed, solidaritet – og god musik
Men så trak Maruja pludselig tempoet ud af koncerten med balladerne 'Saoirse' og 'The Invisible Man'. Sidstnævnte introducerede Wilkinson som en sang om mental sundhed, og publikum blev bedt om et shoutout for mental sundhed. Manchester-bandet er immervæk mønstereksempel på Roskildes ideologi, og de hyldede da også selv festivalen flere gange undervejs. Men musikken balancerede konstant politikken.
Maruja rundede koncerten af med højspændte, ti minutter lange 'Look Down on Us', hvor de skruede op for armbevægelserne og en ny eksplosiv pit, og da sangen arbejdede sig mod sit emotionelle klimaks, brød min sidemand pludselig spontant ud i storgråd. Det var dét, Manchester-bandet kunne på Roskilde: Levere soundtracket til den politisk harme og frustration, som de fleste nok i dag føler på daglig basis, få publikum med, som én stor, forenet mængde, fælles om kærlighed og solidaritet.
Frem for alt var det en rigtig Roskilde-koncert af den slags, hvor musik og stemning går op i en højere enhed, og den slags har vi som sagt virkelig savnet i år.