RF'12: Brutale polakker
Populær
Behemoths dystre og sorte dødsmetal led hårdt under lydproblemer og af at være malplaceret på festivalens største telt.
Behemoth var helt sikkert klar til kamp mod solens varme stråler, der omgav Arena-teltet søndag eftermiddag. Det polske band har over 20 år på bagen, og frontmand Nergal har lige siden begyndelsen været en af de mere interessante skikkelser i den her brutale genre, der er en kombination af dødsmetal og black metal. I den times tid den sataniske messe varede, opførte bandet sig ekstremt professionelt, selv om de havde alle odds imod sig.
På den ene side var det store Arena-telt simpelthen for stor en satsning at smide Behemoth op på, den anden side kunne bandet næppe have fremført deres show i denne version på en mindre scene. Kvintetten kom ind på scenen og stillede sig i hver deres dæmoniske position uden at fortrække en mine, mens en ond intro væltede ud af højtalerne. De lagde ud med ’Ov Fire and the Void’, og så var stilen ligesom lagt fra starten af.
Flammer og circle pits
Store flammer væltede op fra scenekanten imens Behemoth overlegent gav opvisning i, hvordan soundtracket til død og ødelæggelse lyder. ’Demigod’ fra skiven af samme navn fulgte efter, og trods det beskedne publikum lignede pitten hurtigt helvedes forgård. Nergal er en glimrende frontmand, der under hvert nummer forsøgte at få publikummet til at kaste sig ud i dødelige circle-pits. De fleste trængte måske også til en opsang, da man tydeligt kunne mærke, at det var den sidste hårde dag på festivalen. Men når en mand iført nitter, læder og corpse-paint skriger ”Roskilde – go fuckin’ crazy!”, ja, så gør man sgu som der bliver sagt, og det hjalp helt sikkert på stemningen.
’Moonspeel Rites’ og ’Christians to Lions’ demonstrerede endnu en gang hvor teknisk fedt Behemoth spiller. Kombineret med pentagrammer, flammer, røg og brændende omvendte kors på scenen, så gik showdelen op i en højere enhed. På et tidspunkt hjalp en mand indsmurt i blod med til at banke løs på trommesættet, mens Nergal kom på scenen med rosenkrans og fjæset indsmurt i blod. Det var bestemt en hyggelige søndag eftermiddag i selskab med de brutale polakker.
Uden Lucifers hjælp
Men om det så var Moses Hansen, der havde sneget sig ind med en økse og hakket kablerne over vides ikke. For de sidste par numre gik totalt i vasken da lyden fra guitarerne forsvandt. Der findes intet værre end vild metal hvor trommer og bas brager løs mens de intetanende guitarister forgæves høvler videre. Æv! De ondere magter gav bestemt ikke Behemoth en hjælpende hornet hånd med i dag.
Bandet tog det dog ganske pænt og bevarede roen - eller vildskaben om man vil - og fokuserede på at gøre showet færdigt. Det endte som forventet med ’Lucifer’. Et gennemført nummer at lukke af med, til en koncert, der, forholdene taget i betragtning, alligevel endte som en sejr i Satans navn for Behemoth.