RF'12: Høj, højere, stoned

Populær
RF'12: Høj, højere, stoned

Islandske Dead Skeletons var festivalens skæveste band, da de natten mellem lørdag og søndag leverede en gedigen koncert for festivalens skæveste publikum.

Dato
07-07-2012
Genre
Trackliste
1. Intro
2. Get on the Train
3. Om Mani Peme Hung
4. When the Sun Comes Up
5. Psychodead
6. Kingdom of God
7. Kundalini Eyes
8. Lifdu
9. Ask Seek Knock
10. Dead Mantra
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Det var med både naive og nysgerrige ører, at man natten mellem lørdag og søndag stavrede ind under teltdugen til Pavilion for forsøgsvis at få sindet sendt til det ydre rum til gotiske, neopsykedeliske toner fra islandske Dead Skeletons. Selv om bandet har været ret hypet både herhjemme og i udlandet, havde de totalt undslippet denne skribents radar, og koncerten var derfor første møde med dem.

Synthesizer-distortion

Efter en sfærisk instrumental åbning blev koncerten og publikum for alvor skudt i gang, da den enormt Suicide- og Wooden Shjips-inspirerede ’Get on the Train’ kickstartede ballet på elektronisk synthesizer-vis. Med et tekstunivers man svagt fornemmede handlede entydigt om skellet mellem liv og død, var man med ét inviteret indenfor i et mørkt danseunivers.

Der blev smurt ekstra opløftede beats på under den efterfølgende ’Om Mani Peme Hung’, hvis distortede vokal placerede sig som en kraftfuld hinde rundt om hele teltet. Her tænkte man utvivlsomt på Farflungs musik. Dead Skeletons musik er hørt før, og det er hørt bedre, men det var alligevel nemt at få en stærk indlevelse i dets univers.

Artistisk død

Det til lejligheden syv mand høje orkester, med forsanger og band-hovedmand Nanni Dead placeret i front spillede, præcis så tungt og psykedelisk som man kunne havde håbet på. Som en blanding mellem Anton Newcombe, Richard Ashcroft og en arty farty DIY-kunstner tilføjede Dead desuden det musikalske udtryk en slags spirituel opvisning i rockperformance, sådan som han krydrede sit act ved både at male et maleri og agere skæv, lommefilosofisk shaman. Det hele var måske en smule for indstuderet, syntes man, men på den anden side var det også tiltrængt med et skud karisma fra en forsanger, der virkelig synes at mene det.

Helvedesaftenen

For nærværende skribent har det at gå til koncert natten mellem lørdag og søndag på Pavilion nu to år i træk fået én til at spekulere på om man har nået en alder, hvor man er blevet for gammel og sart. Ligesom det var tilfældet til koncerten med Spids Nøgenhat sidste år, så fostrede Pavilion-teltet også i år et ubehageligt festmode blandt størstedelen af de publikummer, der var til koncerten med Dead Skeletons. Trangen til at udleve det sidste af ens primitive sider efter en uge med volddruk stod skrevet i øjnene på mange af publikummerne og for koncertgængeren, der bare gerne ville stå oppe foran og leve sig ind i sit eget beat, lagde det en trykkende stemning på oplevelsen. Det fik man simpelthen ikke lov til.