Roskilde '10 Fredag: Syreangreb
Populær
Wooden Shjips var syrede og psykedeliske, men formåede desværre kun kortvarigt at hypnotisere med sin musik bygget op af gentagelsens effekt.
Alene fotoet nedenfor viser, at amerikanske Wooden Shjips ikke befinder sig helt indenfor det, som dette website normalt dækker. Men mange metallere er også glade for det skæve univers, så derfor tog NRGmagazine.dk hen i Pavilion-teltet fredag kl. 19.
Wooden Shjips (foto fra pladeselskabets hjemmeside)
Guitarist og sanger Eric "Ripley" Johnson med solbriller, det store skæg og halvlange år lignede bortset fra en halv arm Steen Jørgensen fra Sort Sol. Men musikalsk var der en stor forskel, selvom Sort Sol også er gode til at arbejde med stemning i musikken.
Den lille Alesis-synth stod på et stativ indpakket i alufolie. Ikke nogen smuk udsmykning og det lod da også til, at bandet var så ganske ligeglade med scenefremtræden. Det handlede om musikken, som guitaristen fremførte fjedrende på tæerne og bassistens vildeste bevægelse var at flytte vægten fra det ene ben til det andet. Han lignede i øvrigt en blanding af Børge fra Olsen-banden og Neil fra "The Young Ones", sådan som den langhårede mand var helt væk i musikken - noget de færreste blandt publikum opnåede at blive, desværre.
Hypnose via trommer og bas
Bortset fra starten, var det ikke så slæbende langsomt, som man kunne have troet af musikbeskrivelsen. Det var faktisk ret uptempo og den hypnotiske fornemmelse i musikken blev skabt af helt og aldeles ensformige trommer, hvortil der blev gentaget et basriff indover i så lang tid at selv ikke-musikkyndige efterfølgende ville kunne spille det selv.
Variationerne i musikken stod guitar og synth for. De havde hver deres passager, som stod for temaet i de enkelte sange. Noget, der gav en lille mulighed for at skelne materiale fra hinanden. Der var også vokal, men den var sovset ind i reverb, så reelt var det svært at høre teksten. Det gav et syret og sikkert tiltænkt indtryk.
Måske skulle det have været sen nat i stedet. Det virkede i hvert fald som om, at anmelderen ikke var ene om, at synes at magien ved den transcenderende musik var en sjælden gæst. Det lykkedes dog indimellem at få musikken til at blive til et fornemt hele, så de ensformige trommer, den repeterende basgang og de syrede toner fra guitar og synth, gav mening på et højere, hypnotisk plan.