RMF '11: Farvel...og goddag
Populær
Hvis grum og menneskefjendsk dødsmetal ellers kan være smuk, så var det altså det, Exmortems afsked var, mens gensynet med Panzerchrist bød på stortrommesalutter i voldsomt tempo.
Exmortem annoncerede sin opløsning i en blog på Myspace i juli 2010, men et eller andet sted, så kunne det bare ikke ende sådan via lidt griflen på en blog.
Derfor havde bandstifter Martin Thim valgt, at der skulle være en ordentlig markering og takket ja til tilbuddet om at spille på Royal Metal Fest. Og det lod både band og publikum til at være mere end tilfredse med.
Der blev nemlig leveret på både scenen og på gulvet foran. Rørende var Martins afskedstale, selvom det egentlig mest var en opremsning af personer, der lige fortjente en tak. For at det ikke skulle blive ren tristhed smed Simon lige en spydig kommentar ind med tak til Martin for at have taget ham med og for alle de MANGE penge, han havde tjent på bandet.
Selvom alle i bandet nu er korthårede var det ligeså ondt og autentisk dødsmetal, som fx Obituary senere skulle levere. Det sad lige i skabet lige fra start til afslutteren med 'Slow Death Regimes'. Et absolut gavmildt show, hvor gruppen gav alt, og var dette ikke nok, så bød bandet også på bajere, t-shirts og cd'er til de heldigste, som fik raget noget til sig. Ondt, sejt og stærkt og skal der være et præcis punkt for et bands afslutning, så kunne hverken band eller fans ønske sig det anderledes. Tak, Exmortem. R.I.P.
(Exmortem: 5)
Militant opvisning
Se det var lidt af en kuriositet som Metal Royale havde fået på programmet i form af Exmortems eneste afslutningsshow nogensinde. Men bookerne ville mere, og således kom også Panzerchrist på programmet, efter bandet havde meldt ud, at det efter 11 års scenefravær atter ville spille live. Der har været flere sangere undervejs, men det er Magnus fra Crocell, der har rollen nu.
I denne anmelders øren måtte det godt have været en dybere mere brutal røst og mindre skrigeri, men den godt pakkede sal, så nu ikke ud til at savne så meget under det militante show. Der var selvfølgelig dømt camouflagetøj og hvad der ellers hørte til af gasmasker også.
I det visuelle univers var det lidt ærgerligt, at "muddermasken" på forsangeren mindede lidt om en dårlig Sidney Lee-selvbruner, og at bassistens Thunderbird-bas hang så højt. Nuvel, den hang måske i den højde maskingeværet ville have gjort, men det så bare så fedt ud, da Exmortems bassist med cirka samme valg af håndvåben, nærmest havde bassen så lavt, at den ramte gulvet.
Det var tempoet, der holdt festen i gang her, og det var utroligt imponerende, så hurtigt Mads Lauridsen kunne manøvrere sine stortrommer. Musikalsk kunne variationen have været større, men der var da lidt anderledes at hente i nogle af de hurtige, melodiske riffs, hvor dødsmetallen lige for en stund lod sig inspirere af black metallen.
At der var gået 11 år siden sidste live-optråden lod sig ikke høre - her kunne et udtryk som militær præcision snildt være på sin plads. Samlet set var det et veludført show, hvor man fik hvad man kom efter, men heller ikke så meget mere.
(Panzerchrist: 3)