Roskilde Festival '15: En lektion i ultraenergi

Roskilde Festival '15: En lektion i ultraenergi

Every Time I Die vækkede Roskilde til live med et ultraenergisk show, som desværre led under dårlige lydforhold.

Dato
02-07-2015
Koncertarrangør
Karakter
3

De festlige energibundter i amerikanske Every Time I Die var programsat til at vække torsdag eftermiddag til live i det relativt nye, store Avalon-telt, som åbenbart er blevet programlæggernes yndling til metalkoncerter. Hvorfor det forholder sig sådan, når nu teltet hverken byder på gode fysiske rammer eller lydforhold til metalmusik, er et helt oplagt diskussionsemne. Vellyd eller ej, så havde Every Time I Die under alle omstændigheder sat sig for at smadre igennem, også selv om de aldrig før havde prøvet at spille så tidligt på dagen. Det mærkede man dog ikke det fjerneste til, for bandet satte ufortrødent i gang med at tæske deres hysterisk energiske festhardcore ud over Avalon. Publikum var også kommet talstærkt og energisk frem fra deres glohede iglotelte og klamme, klistrede soveposer, så stemningen var høj fra første færd.

Manisk energi og mudret lyd

Derfor gik der kun et enkelt nummer, før publikum blev beordret til at kaste sig ud i en kæmpestor circle pit. Det krav blev der lyttet til, men det var ikke helt nok for forsanger Keith Buckley, som hurtigt fik stoppet dansen igen. Han var skuffet og skældte ud, for han havde jo sagt, at alle skulle være med.  Således blev det – både pitten og energien voksede, mens Every Time I Die ufortrødent buldrede videre igennem koncerten med konstant rejehoppende guitarister, som lavede de velkendte, rutinerede sving om kroppen med deres instrumenter. For den uindviede i bandets univers må koncerten dog have været en lidt rodet affære. Det skyldtes ikke mindst den meget mudrede lyd i det store og vidtåbne telt. Der var fuld smæk på stortrommer og bas, men de kompetente guitaristers mange tekniske og skæve finurligheder druknede simpelthen i bulder og brag.

Det mindeværdige mangler

Dertil mangler bandet ganske enkelt også nogle sange med mindeværdige hooks eller melodier, som kan lette fordøjelsen lidt for det utrænede øre. Når lyden halter, som den gjorde denne eftermiddag, bliver oplevelsen desværre til en klæg og klistret masse af enslydende grød. Bandets energi og iver for at underholde kan der dog ikke sættes en finger på. Det var ganske enkelt imponerende, ikke mindst med tanke på, at dette var det sidste show på deres europaturne.