Rutinerede nordmænd på besøg
Populær
Dimmu Borgir gæstede mandag aften København på spillestedet Vega, og leverede en rutineret indsats uden nævneværdige højdepunkter eller fejltagelser.
Spellbound (By the Devil)
The Chosen Legacy
IndoctriNation
Dimmu Borgir
Gateways
Chess With the Abyss
Born Treacherous
A Jewel Traced Through Coal
The Blazing Monoliths of Defiance
Vredesbyrd
The Serpentine Offering
Puritania
Progenies of the Great Apocalypse
Mourning Palace
Sidste gang Dimmu Borgir spillede på Vega var i 2008, og da havde de landsmændene Amon Amarth med. Denne gang var det Enslaved, og Grutle og co. gjorde en imponerende figur.
Publikum var derfor varmet godt op forud for aftenens hovednavn, og Dimmu Borgir blev derfor mødt med store jubelbrøl og oplagt stemning. Efter den nye intro tordnede bandet ud i ’Spellbound’ efterfulgt af det nyere hit ’The Chosen Legacy’. To stensikre hits, der fik folk til at synge med på omkvæd og løsnet fødderne fra Vegas fadølstunge trægulv. En rigtig god start.
Derefter gik Shagrath og co. over i nogle af de nye sange fra ’Abrahadabra’. Først ’IndoctriNation’ og sangen ’Dimmu Borgir’, der selvfølgelig blev serveret med en ordre om, at publikum skulle råbe ’Borgir’ efter forsangerens ’Dimmu’. Billige point til nordmændene.
Herefter fulgte den spøjse ’Gateways’, om hvilken mange har forskellige holdninger til. Symfoniorkester og kvindevokal på click-track og så virker det egentlig nogenlunde. Men det lyder kunstigt, og da publikum kun har haft ganske få uger til at lære disse nye numre, så er det her showet går en smule i stå. Sceneshow, fremtræden, kostumer, ansigtsmaling og bagtæppe er i orden, men det nye materiale kræver mere end hvad publikum kan og vil levere. Det er først ved ’Born Treacherous’ at der igen kommer lidt tryk på kedlen, og det kulminerer i fanfavoritten ’Vredesbyrd’.
Samtlige sange leveres med usvigelig sikkerhed og en dybde i bas og stortromme, der får mellemgulv og brystkasse til at svinge med uanset om man vil det eller ej. Den dybe bas drukner også en smule den rene vokal som Shagrath anno 2010 står alene med, og det martrer desværre første ekstranummer ’The Serpentine Offering’ en anelse. ICS Vortex mangler. Lydmixet kan sovses så og så meget til, men den store bassist med den store stemmer mangler.
At bandet til sidst går ’old school’ og leverer noget af deres reneste svartmetal til de hårdkogte med ’Puritania’ ændrer ikke på, at bandet har mistet nogle tangenter at trykke på og superkompensationen ved garderobeskifte, flot lysshow og en keyboardspiller i ”gimp”-tøj ændrer ikke på det faktum.
Der er dog ikke meget at udsætte på de to sidste numre. ’Progenies…’ og kæmpehittet ’Mourning Palace’ er svære at skrive noget negativt om. Det er nogle af genres absolutte publikumsfavoritter, g det var også her Vega var tættest på at koge. Et anstændigt fremmøde fik livet godt op i salen og lavet nogle moshpits, der var sangene værdige og sammenlagt fik Dimmu Borgir og publikum lukket koncerten fornuftigt ned.
Det var hverken rigtig godt eller rigtig skidt. Det var rutineret og endnu en koncert overstået for Dimmu Borgir. De trådte ikke forkert og leverede det deres fans forventede. Men heller ikke mere.