Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Svøbt i mørke

Updated
Saturnus 1
Saturnus 2
Saturnus 3
Esoteric 1
Esoteric 2
Helevorn 1
Helevorn 2

Saturnus fejrede den kommende genudgivelse af ’Veronika Decides to Die’ og den nye plade under tilblivelse – men lod sig overskygge af de psykedeliske doom-misantroper forinden.

Kunstner
Titel
+ Esoteric + Helevorn
Spillested
Dato
02-11-2022
Genre
Trackliste
1. Forest of Insomnia
2. Softly on the Path You Fade
3. Pretend
4. Embraced by Darkness
5. Chasing Ghosts
6. Murky Waters
7. Empty Handed
8. I Long
9. All Alone
10. The Calling
11. Christ Goodbye
- - - - -
12. Rain Wash Me
13. A Father’s Providence
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter
Karakter
3

Vi kender det alle.

Tre dage inde i arbejdsugen.

Hverdagens trættende trivialiteter kører sin stille og rolige gang, og weekenden lader alt for længe vente på sig – og dog!

Et enkelt brud på rutinerne hjælper til at minde én om, at man trods alt stadig er et levende menneske med drifterne i behold – og hvad bedre til at løfte sløvsindet på endnu en gudsjammerlig onsdag end en aften i doomens storslåede navn.

Det var i hvert fald, hvad vi havde i vente, da Saturnus indviede deres Europa-tour på Hotel Cecil i København med et par ligesindede doombands og en stak nye EPer i baghånden. Vi kom lige til øllet, da spanske Helevorn åbnede gildet med tung vægt på deres seneste skive, ’Aamamata’ fra 2019. Blot tilføjet line-uppet to dage forinden, men ligheden med aftenens hovednavn bliver tydelig, som koncerten skrider frem. Dvælende akkorder, flankeret af Josep Brunets vekslen mellem det hæse growl og messende sang, til tider nærmest ovre i Soen-inspireret melankoli.

Brunet var, sammen med guitarist Sandro Vizcaino, de bærende kræfter, der bedst kæmpede for at få deres gotiske tungsind ud over scenekanten, hvor især den komplet karakterløse keyboardist stod helt uinspireret og plukkede enkelte tangenter på sit Roland, mens hans tanker så ud til at være et helt andet sted. Ingen tvivl om, at nogen tog denne her åbner mere seriøst end andre, men nu er doom jo heller ikke ligefrem den mest festlige genre i verden – glimrende understøttet af Brunets indledende præsentation af ’Goodbye Hope’ med ordene: ”Den næste sang er dedikeret til dem, der dør på vej over Middelhavet”.

Hvor meget bandets gamle garde end kæmper for at overbevise os om deres drømmende, smukke doom-univers, så var de bare ikke spændende nok som andet end en parentes i ventetiden på noget bedre – og hvis Brunet vitterligt har ret i, at den afrundende ’Burden Me’ er det hurtigste nummer de har lavet, så siger det godt nok mere om tempoet på resten af oevret end noget andet.

Ikke fordi tempoet i sig selv var problemet. 

Der var i hvert fald klasser til forskel på Helevorn til Esoteric, der om nogen tilføjer en håndfuld ekstra o’er til doom-begrebet med deres psykedeliske take på genren. Med tre sange på den times spilletid  de havde, slæbte de sig igennem lange passager, hvor man ustandseligt stod med fornemmelsen af, at de kontinuerligt gravede taktstokken en tak tungere, tonehøjden en tand lavere. Selvfølgelig blot en dragende, dronende illusion, men den triggerede og virkede helt efter hensigten, som numrene konstant vævede sig dybere og dybere ned i deres musikalsk altopslugende ormehul. Selvom Greg Chandlers headset hang fastmonteret med mikrofonen skærmende hans bare isse og hæmmede hans bevægelser, så var der en vild, dyrisk brute over hans fremtoning. Også selvom, eller måske netop fordi, musikken gang på gang timen igennem drev din psyke ud i mørket, hvor du ikke kunne bunde, og hvor de lange opbygninger nærmest antog samme ekspansive karakter som Pink Floyd i deres tidlige år.

For eksempel i den lange intro til ’Circle’, før de funeral doomede tendenser i resten af nummeret tog til. Det var måske lidt svært at høre meningen med at have tre guitarister på scenen, men grandiositeten skinnede igennem, også i det soniske frekvensbad, der trak tråde til Hawkwind i indledningen til lukkeren, ’Culmination’. Deres pedalboards var nærmest også et studie i sig selv, livligt demonstreret af Chandler, der sent i koncerten stillede sig med fødderne solidt plantet i hver sin ende af to pedalboards, så hans samtidige modulering af to effekter nærmest blev en atletisk hoppeøvelse i spredt benstand. 

Esoteric var så absolut en dragende affære på flere niveauer, og desuden en af de bedste oplevelser undertegnede har oplevet indenfor funeral doom-genren, hvor 60 minutter på sin vis føltes som tyve, og man snildt kunne have nuppet en time mere.

Med Veronika på dagsordenen 

Selv som stor Saturnus-fan lagde Esoteric et stort pres på hovednavnet. Også selvom salen nu var dobbelt så fyldt, men nu har de heller aldrig været kendt for at have den mest hektiske live-aktivitet, som i øvrigt også afspejler deres øvrige aktivitet med fire albums udgivet på 25 år, og det seneste med nu ti år på bagen.

Saturnus befinder sig i sin egen tidslomme, hvor tingene tager den tid de skal tage, så længe ånden er med. Det var den så sandelig også i aften, hvor vi efter ’Forest of Insomnia’, den første af fem sange vi fik at høre fra ’Veronika Decides to Die’, kunne drømme os hen til en rørende smuk udgave af ’Softly on the Path you Fade’. Thomas Jensens vokal lyder stadig lige så intakt med alle de dvælende, rene facetter og de velkendte brøl der nu hører med, og bærer sammen med inklusionen af Mika Filborne som fast keyboardist og Indee Rehal-Sagoo som leadguitarist en væsentlig del af æren for den styrke, bandet har den dag i dag. Nogle gange ganske vist så højstemt, at det gled over i det sovsede, såsom lige lovligt sentimentale udgaver af ’Embraced by Darkness’ og ’All Alone’, men til gengæld dét mere givende, da vi som de første fik lejlighed til at lægge ører til den nye ’Chasing Ghosts’, hvor keyboardet blev mere integreret i lydbilledet og udvidede den musikalske lomme, vi bedst kender dem for at befinde sig i. 

Til gengæld er det dog svært at negligere den underlige kontrast, der var mellem musikkens insisterende inderlighed og den afslappede, grænsende til ligeglade attitude, Thomas Jensen havde på scenen. Det ene øjeblik brød lyden af en henkastet vandflaske med Filbornes sørgmodige tangenter. Det næste råbte en tilskuer ”TO TIMER TIL, MAND!”, hvortil han tørt konstaterede ”Ja ok, bussen kommer alligevel først sent….”. Monologerne fra scenekanten blev unødvendigt lange og ligegyldige, men føltes da gudskelov ikke lige så lange som sangene på tapetet. Så længe musikken spillede, og de ikke svælgede for meget i frelst storladenhed, var det et Saturnus i stærk form, vi overværede.

’Rain Wash Me’ dvælede sig ind i hjertekulen med sin hypnotiserende melodilinie, der væver sig ind på nethinden lige som den tilsvarende melodilinie  fra ’The Cry of Mankind’ med My Dying Bride, som tilbage i Saturnus’ tidlige dødsmetal-dage var med til at definere den lyd, de sidenhen fik på debuten ’Paradise Belongs to You’. En klassiker af en skive, vi desværre kun fik ’Christ Goodbye’ at høre fra i dag, men til gengæld fungerede ’A Father’s Providence’ endnu engang som et glimrende bevis på, at de også kan rocke ud, når de føler for det, bekræftende som det kan være efter at være bedøvet i tredobbelt doomland i timevis i Hotel Cecils kælder.

Godt nok var dynamikken stærkere sidste år på Templet i Lyngby, hvor fokuset ikke hvilede så tungt på ’Veronika Decides to Die’, og vi kom bredere ud i hjørnerne af karrieren. Filborne supplerede dog fint med ekstra tangentspil i lydbilledet, som både tjente til deres fordel og bagdel, afhængig af hvor meget sentimentaliteten blev gjort til det naturlige omdrejningspunkt. Derudover er Rehal-Sagoo et fremragende fit for bandet med sin underspillede, sirlige tone, der perfekt underbygger hele det lydbillede, Saturnus har bag sig.

At vi småkedede os lidt til ’The Calling’ fra deres akustiske, nye EP ’The Lighthouse Session’ er blot et mindre minus, når vi trods alt har et mere elektrisk album i vente, hvor vi forhåbentlig får mere at høre af samme kaliber som ’Chasing Ghosts’ – og lad der nu ikke gå alt for længe med den plade, for nu har vi trods alt ventet ti år allerede…

Menu