Sidste omgang

Sidste omgang

Nasums sidste koncert i Danmark var en energisk og kortvarig oplevelse.

Kunstner
Spillested
Dato
22-09-2012
Label
Distributør
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Karakter
4

Missede man Nasum søndag aften på årets Roskilde Festival, var det sidste chance for at opleve svenskerne i Pumpehuset lørdag aften. De fleste læsere er nok velvidende om, at Nasums originale sanger omkom under tsunamien, der hærgede Østen i 2004. Som hyldest til den afdøde Mieszko Talarczyk har Nasum efterhånden været på en temmelig omfattende afskedsturne, med Rottens Sounds frontfigur Keijo Niinimaa på vokal. Så det var absolut sidste chance for på dansk grund at opleve svenskerne, der siden 1992 har været et af de største nordiske grindcore bands.

Undertegnede ankom desværre lige op til koncerten, og missede supporten, som bestod af canadiske Mass Grave og amerikanske Black Breath. Temmelig ærgerligt, da flere blandt publikum gav udtryk for, at sidstnævnte trak aftenens længste strå og gav den bedste koncert.

Musikalsk opvisning

Lidt over klokken elleve gik Nasum på scenen, til ret så stor begejstring for de knap to hundrede, som var troppet op. Åbningsnummeret ’Mass Hypnosis’ fra Human 2.0 startede vanviddet, hvor der straks blev lagt op til en heftig moshpit. Nasum var helt sikkert tændte på at spille og gik musikalsk bersærk på scenen. Bandets evner fejler absolut intet, og i sig selv var det en oplevelse at betragte så kompetente musikere give opvisning i, hvordan sand grindcore skal blæses ud af højtalerne.

Musikken blev hele vejen igennem intenst og energisk leveret, og finske Niinimaa er ubetinget en fremragende afløser for Talarczyk. De lange numre (altså dem på to minutter) som ’Shadows’ og ’Corrosion’ fremstod som nogle af aftenens bedste højdepunkter, hvor Nasum virkelig gik til stålet på instrumenterne.

Man skal dog være temmelig hardcore fan, hvis man skal kunne skelne mellem alle numrene. Selv opgav jeg efter en 8 numre at holde styr på sætlisten og fokuserede i stedet på bare at nyde det mens koncerten stod på. Og det stod desværre ikke på særlig længe. Knap tre kvarter blev det til, hvilket på den ene side er forståeligt, da det unægtelig må kræve sin fysik at spille så hurtigt og aggressivt, men på den anden side ærgerligt, når det nu netop var sidste omgang.

Til gengæld var de 45 minutter gennemført overbevisende, og fans har næppe gået skuffede hjem fra Pumpehuset. Ikke at der var tale om en tårevædende afsked, men en god oplevelse med de sympatiske svenskere, der denne aften havde fortjent al respekt for deres talent og indflydelse på grindcore-genren. Tak for det.