SRF ’14: W.A.S.P blev brændt af

Populær
SRF ’14: W.A.S.P blev brændt af

Rigtig mange mennesker var klar på at feste med Blackie Lawless til rockguruens mange hits. Frontmandens  svingende humør og et lydanlæg, der gik i stykker, lagde en dæmper på herlighederne.

Kunstner
Dato
07-06-2014
Genre
Trackliste
1. On Your Knees / The Torture Never Stops
2. The Real Me (The Who cover)
3. L.O.V.E. Machine
4. Crazy
5. Wild Child
6. Sleeping (in the Fire) / Forever Free
7. I Wanna Be Somebody
8. The Crimson Idol Medley
9. The Idol
10. Chainsaw Charlie (Murders in the New Morgue)
11. Heaven's Hung in Black
12. Blind in Texas (afbrudt)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Der var godt nyt til fans af W.A.S.P, da grundlægger og frontmand Blackie Lawless troppede op til bandets pressemøde få timer inden deres koncert fredag aften.

Her kunne den ikoniske chok-rocker løfte sløret for, at gruppen kun er få uger fra at færdiggøre indspilningen af deres første plade siden 2009. Titlen er ’Golgotha’, men man må dog have lidt tålmodighed. Skiven er først sat til udgivelse tidligt til næste år.

Men W.A.S.P-fans har nu også en hel del tålmodighed. Allerede under Sweden Rock 2013 blev det nemlig annonceret, at det legendariske 1980’er-band var på programmet i år. Så forventningen var egentlig, at Blackie Lawless og hans tre musikere som det naturligste ville optræde på hovedscenen. Måske passede det ikke ind i resten af programmets logistik, da W.A.S.P var hensat til den mellemstore Rock Stage.

Et tilløbsstykke med store hits

Underligt nok, da bandet hyppigt gæster festivalen og er et stort navn i Sverige. Som ventet viste koncerten sig da også at blive et tilløbsstykke, for der var mange mennesker, som troppede op for at høre gruppens mange klassikere. Man fik såmænd også, hvad man kom efter – ’Wild Child’, ’L.O.V.E  Machine’, ’I Wanna Be Somebody’ og endda det meste af sjæleren ’Forever Free’, der nok understregede, at den 57-årige Lawless stadig kan ramme de høje toner.

Et medley af en håndfuld numre fra ’The Crimson Idol’ gjorde også sit til at få fut i festen, der alligevel aldrig ramte det format, som man havde håbet på igennem et helt års ventetid.

Lyden forsvandt i sidste nummer

Blackie Lawless lignede én, der var klar til kamp, som han stod der på scenen iført sin velkendte skudsikre vest, knæbeskyttere og støvler med frynser. Alligevel skinnede der et utilfreds blik i øjnene på ham.

Bandet gik lettere forsinket på scenen, og lyden var svingende undervejs,  hvilket nok var årsagen til hans tydelige irritation. Eller det må have været årsagen, for det gik da også helt galt til sidst, da PA-anlægget brændte sammen, og lyden simpelthen røg. Og så midt endda under megahittet ’Blind in Texas’. På alle måder en trist afslutning, der bare ikke må ske på en festival.