Sublimt progshow i Bioen

Steve Hackett

Steve Hacket vidste, hvad Genesis-fansene kunne lide, og skruede op for teatret under den dedikerede hyldest til fan-favoritten 'Selling England by the Pound', leveret med behørig pomp og pragt.

Spillested
Dato
16-05-2019
Trackliste
1. Every Day

2. Under the Eye of the Sun

3. Fallen Walls and Pedestals

4. Beasts in our Time

5. The Virgin and the Gypsy

6. Tigermoth

7. Spectral Mornings

8. The Red Flower of Tachai Blooms Everywhere

9. Clocks – the Angel of Mons

---------------------------------------

10. Dancing with the Moonlit Knight

11. I Know What I Like (In Your Wardrobe)

12. Firth of Fifth

13. More Fool Me

14. The Battle of Epping Forest
15. After the Ordeal

16. The Cinema Show

17. Aisle of Plenty

18. Deja Vú

19. Dance on a Volcano

--------------------------------------

20. Los Endos
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter
Karakter
4

Året er 2012. Steve Hackett får mod på igen at gå tilbage til tiden i bandet, hvor det hele startede, på 'Genesis Revisited II', men denne gang med en turné totalt dedikeret til Genesis-årene. De vokale dyder bliver, i stedet for Phil Collins og Peter Gabriel, udført af den flamboyante Nad Sylvan, der både mestrer det højstemte toneleje og den art-rockede tone, uden nødvendigvis at føle sig forpligtet til de kække kostumer, hans forgænger i sin tid yndede at benytte til at forstærke det kunstneriske udtryk i live-settingen.

Her syv år senere har Steve Hackett hermed uofficielt gjort sig til den definitive videreformidler af Genesis' bagkatalog med udgangspunkt i sin tid i bandet fra 1971-1977, hvor der udkom seks album, der var med til at definere prog rockens fremtid, både hvad angår klassiske undertoner, teatralske udtryk, tekniske finesser og lyriske temaer. For sidstnævnte elements vedkommende kom det især til udtryk på det fortsat gådefulde konceptalbum 'The Lamb Lies Down on Broadway'. 

Som bekendt var tiden imod dem. Stadionrock, punk og disco satte hårde vilkår for proggens fortsatte eksistens, Hackett gik solo-vejen, resterne af Genesis bevægede sig ind i deres poppede æra, og mange glemte, at Genesis engang var noget helt, helt andet end 'Land of Confusion' og 'Invisible Touch'.

Snakken har været oppe mangen en gang om en potentiel gendannelse af det tidlige lineup, men Peter Gabriels evige fremskuen og egenrådighed sætter altid en kæp i hjulet. Steve Hackett har således frie tøjler til at fortolke fortidens store progværker og tager hver gang nye temaer op, typisk med afsæt i det seneste solo-album samt to øvrige album, der så skiftes ud fra gang til gang.

En model, der skulle gentage sig torsdag aften, hvor vi således var blevet lovet numre fra den nye 'At the Edge of Light', 'Spectral Mornings' (1979) og, ikke mindst, Hacketts egen favorit fra Genesis-årene, 'Selling England by the Pound' (1973), fra start til slut. 

Før England blev sat til salg
Efter den catchy 'Every Day' fik vi serveret de tre første numre fra 'At the Edge Of Light', hvor den dystre 'Beasts in Our Time' og dens instrumentale intro, 'Fallen Walls and Pedestals', tog sig stærkt ud som opvarmning til de trumfer fra 70'erne vi havde i vente. Mere skulle det dog ikke blive til, og hvor den nye viser mere ambitiøse og progressive tendenser end på de foregående skæringer, ikke mindst på den storladne 'Those Golden Wings', var der dog ikke mere tid sat af til at dvæle ved nutiden.
 
Rob Townsend viftede med hele kataloget af oboer, klarinetter, blokfløjter, saxofoner og øvrige blæsevenlige instrumenter i løbet af de første fem numre og tog sig ud som den køligt underspillede spradebasse i ensemblet. Steve Hackett har altid vægtet det musikalske højere end showet, og det gjaldt til dels også i aften, hvor kun Nad Sylvan skillede sig ud som showmaker i den anden halvdel af sættet. Besætningen, der udover Sylvan, Townsend og Hackett selv bestod af Roger King (keys), Jonas Rheingold (bas, kendt fra bl.a. Flower Kings) og Craig Blundell (trommer, kendt fra bl.a. Steven Wilson), er intet mindre end et overflødighedshorn af teknisk virtuositet, og det var uhyggeligt svært at sætte en finger på noget i deres sublime eksekvering. Alt leveredes til punkt og prikke, og under 'Spectral Mornings'-delen af sættet toppede prog-perimeteret på den smukke ' The Virgin and the Gypsy', den østerlandsk inciterende 'The Red Flower of Tachai Blooms Everywhere' og den instrumentale 'Clocks – the Angel of Mons', hvor Blundell fik solotid til at shine bag trommerne.

”Can you tell me where my country lies?”
Sådan lød det velkendte spørgsmål, der introducerede andet sæt som begyndelsen på den kronologiske gennemgang af ’Selling England by the Pound’. Sylvan havde støvet den sortblomstrede, høje sorte hat af og gik for en sjælden gangs skyld længere end vanligt i sin dedikerede videreførelse af Peter Gabriels teatralske arv. Hans affekterede vokalføring blev mere indlevende, mens kappen blafrede som vinger, og korpusset hang op ad mikrofonstativet, mens han vendte det hvide ud af øjnene. Sylvan var den fysiske manifestation af hele den vidtfavnende rocksymfoni, resten af bandet leverede soundtracket til med pomp og pragt. Blundells metalliske tyngde gav derudover mere dobbelt-pedal-punch til ’Dancing with the Moonlit Knight’ og ’Battle of Epping Forest’, hvoraf især sidstnævnte tog sig god ud i den teatralske fremførelse med Sylvan i front. 

En af Genesis’ forcer var deres orkestrerede samspil, der altid tilgodeså alle musikere i lydbilledet. Det var også tilfældet i Amager Bio. Man kunne næsten have sat pladen på og fået det samme resultat, hvis ikke det var, fordi samtlige numre fik mere tid til at folde sig ud, hvilket i nogle tilfælde var en fordel (fx ’Firth of Fifth’ og ’The Cinema Show’), mens det i andre tilfælde ikke tilføjede ekstra karakter til helheden (’After the Ordeal’). Det interessante valg af ’Deja Vu’, der aldrig kom med på albummet, var et fortræffeligt ekstra krydderi, der eskalerede i spacerockede Hawkwind-grooves, og som snildt kunne have erstattet fx Phil Collins’ tidlige forsøg på den sukkersøde pop, Genesis sidenhen blev kendt for, på den indfølte ’More Fool Me’.

De tekniske skills fejler med andre ord intet i Steve Hacketts tourkaravane. Alting lyder fuldstændig som vi kender det, og med små krøller på halen, når tiden er til det. Men der efterlades ikke megen plads til at genudforske kreativiteten og lade den antage nye former, hvilket kunne klæde Hackett syv år inde i Genesis-hyldesten. Med undtagelse af ’The Battle of Epping Forest’ og ’Deja Vu’ samt de nye numre, havde vi hørt det hele tidligere, også i Amager Bio, og selvom det er uhyggeligt veleksekveret, kunne man ønske sig, at Hackett snart fandt en ny model. Akustiske stemninger. Større dedikation til hans verdensmusik-interesser. Deep cuts fra solo-karrieren. Hackett-karavanen var som vanligt uhyggeligt indlært, og de kreative input, som trods alt afspejler sig i numrenes udformning, blev ikke sat i nogen ny belysning. Hvor sublime Genesis end var i deres storhedstid, da Hackett var med i bandet, så kører han på rutinen med enkelte udskiftninger. Forandring ville fryde. Den sideløbende solokarriere, der ikke gives megen spilletid, illustrerer med al tydelighed, at den kreative nerve lever videre, og selvom vi fortsat nyder hans ønske om at please os med de gamle perler, vi alle elsker og kender til hudløshed, ville det klæde Hackett at hive nye ideer op af hatten.

Han har trods alt snart kun tilbage at servere 'The Lamb Lies Down on Broadway' fra start til slut – og skal det nu endelig være, tager vi trods alt gerne den med, næste gang han spiller i Amager Bio, nu hvor vi ikke var der dengang i Falconer Salen i 1974. Man har vel lov at drømme ...