Stilfærdig opsang til en såret verden
Steve Von Till lagde vejen forbi Karlsruhe på en regnvejrsonsdag, og intet kunne have været mere perfekt.
Steve Von Till er i Europa denne sommer. Og tourens tredjesidste stop var Karlsruhe i det sydlige Tyskland. Ikke mange havde fundet vej til Jubez, et kommunalt udseende spillested i en meget kommunalt udseende bygning. Spillestedets banner for første halvår af 2025 vidnede dog om, at det er værd at tjekke ud, for mange stærke bookinger har fundet vej til programmet, og skal man sammenligne med hjemlige forhold er Stengades program nok det, der kommer tættest på.
Salen kunne rumme omkring 150 fordelt i tre niveauer, men i aftenens anledning var der opstillet borde og stole, for et stående publikum havde ikke fyldt meget med det magre fremmøde.
Med sig på touren har Von Till taget Greet, et enmandsprojekt for ex-trommeslager fra Dawn Ray’d, Matthew Broadley. Med langt hår og bare tæer og det obligatoriske palæstinensiske flag underholdt han publikum en halv times tid ned sit harmonium og sine mørke og sjælfulde folkesange, der på overfladen virkede lidt kedelige, men som fængede, når man gav sig tid til at lytte. Mere end en halv time kan det dog ikke bære, med mindre omgivelserne er et middelalderslot.
Efter et kort change over kom Von Till på scenen. I lighed med Roadburn-koncerten, hvor han uropførte sin nyeste fuldlængde, ‘Alone In A World Of Wounds’, der dengang ikke var kommet på gaden endnu, havde han Brent Arnold på cello og David French på bas, trommer/percussion og synth.
Selv tog Von Till sig af vokal, guitar og klaver. I vanlig afdæmpet stil bød Von Till velkommen til koncerten og satte første nummer på den 11 numre lange sætliste i gang, 'The Corpse Road', der også er åbneren på ‘Alone In A World of Wounds’. Som åbner fungerer den godt - både på plade og live, men det var i ‘Watch Them Fade’ og lukkeren ‘A River Of No Return’, at gåsehuden rejste sig højest.
Der var en anden sikkerhed i sættet, end hvad vi så på uropførelsen på Roadburn Festival, hvilket næppe er nogen overraskelse, og det lille rum var både godt og skidt for den store lyd, der paradoksalt nok kendetegner Von Tills afdæmpede og næsten minimalistiske numre. Lyden var fremragende og tilpasset rummet, hvor publikum var stille som sjældent set. Von Tills stemme lød, som den havde levet i æoner og fortalt alt til alle tider. Mere raspende, dybere og mere insisterende, og her kom det lille rum til sin ret. Man hører efter, når han synger. Der er ikke andre muligheder. Arnolds cello sendte vibrationer ud i rummet og fyldte det op med sin varme lyd. French håndterede sine mange roller med bravour og lagde en solid bund under musikken vekslende mellem det subtilt dybe og de mere aktive rytmiske passager, der satte rammer om musikkens sjælfulde udtryk. Men samtidig blev rummet også næsten klaustrofobisk i de intense passager, og i de passager, hvor Arnold foldede sig rigtigt ud på celloen, kunne man have ønsket sig et stort rum. Det må have lydt fantastisk på tourens stop i Dortmund, hvor rammen for koncerten var en kirke.
Vi fik naturligvis flest numre fra den nyeste plade, men pladen ‘No Wilderness Deep Enough’ var fint repræsenteret med hele tre numre, mens kun et enkelt nummer fra ‘A Life Unto Itself’ fandt vej til aftenens sæt.
Hen mod slutningen af koncerten en spoken word sektion, et digt og en opsang til alle os, der lyttede. Med ordene “I refuse to fall prey to the spirit of this age” satte Von Till en fed streg under, at noget er galt. Med verden, med os der er i verden og som skaber verden.
Ikke ligefrem nye temaer i den mørke musik, men den stilfærdigt insisterende facon, som Von Till nu engang har, skaber langt mere genlyd end de mere højtråbende typer, der skriger frustrationen ud. At det er et udsagn, han handler på i sin rolle som medlem og prominent fortaler for NGO’en Firekeeper Alliance, der kæmper mod selvmordsepidemien blandt børn og unge fra det oprindelige folk, Blackfeet Nation, gør ikke budskabet mindre hårdtslående.
Efter 11 numre var det slut. Ingen ekstranumre, ingen store falbelader. Von Till sluttede koncerten lige så beskedent og ydmygt, som han startede den, og var kort efter at finde ude i merch-boden, der stod i siden af salen, hvor fans fik lejlighed til at indsamle en autograf, en T-shirt eller en plade.
Der er ikke så meget at komme efter i Karlsruhe, der mest af alt virker som en by, der engang var noget. Men denne koncert var helt klart umagen værd og meget passende, væltede regnen stadig ned, da vi slap ud af det bedagede, kommunale spillested og fandt en øl på en nærliggende bar, der lød navnet “Den Sorte Kat”. Hvis ikke det er Dark Americana for alle pengene, ved jeg ikke hvad er.