Succesfuld ondskab

Succesfuld ondskab

Godflesh leverede en koncert, der flænsede huden af publikum.

Kunstner
Spillested
Dato
14-04-2011
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

I november '89 smed den britiske duo Godflesh deres debutplade på gaden, kaldet 'Streetcleaner' altså kun en måned efter Trent Reznor udgav NIN-debuten 'Pretty Hate Machine'. Skal man udvælge én af de to plader som værende den ledeste, så vinder førstnævnte, der fra skæring nummer ét og en god time frem simpelthen koger over i misantropisk had. 'Streetcleaner' skulle spilles fra start til slut for første gang nogensinde på Roadburn, og det blev en af de ledeste koncerter, undertegnede smider på sit cv over suveræne oplevelser.

En mur af lyd og røg

En tom scene var stor set alt, der var. De to medlemmer fra Godflesh, eks-Napalm Death-medlemmet Justin K. Broadrick på guitar og G. C. Green på bas, var placeret i hver sin side af scenen med hvert deres meget moderate kabinet, men ofte virkede de nu begge to lige så meget som silhuetter, hvilket skyldtes den store mængde tåge, røgkanonerne fyrede ud over scenen og de forreste publikumsrækker. Ligesom pladen er kold i dens enkelhed, var sceneshowet det også. Glimtvise bagprojektioner af mest skelethoveder passede blot fint ind.

"Less certainly is more" hos Godflesh og så længe, det "less", man har, samtidig er lige så vellydende, velspillet og forbandet HØJT! som 'Streetcleaner' anno Roadburn var, så er det virkelig ingen sag at have sit publikum i et ondskabsfuldt strubetag. I dén sindstilstand forblev man hele koncerten igennem.

Og hvad med sangene, holder de stadig? Fuck yeah, they do!

Er 'Like Rats' et af alle tiders bedste åbningsnumre? Efter at have overværet sangen i den sublime liveudgave, Broadrick og Green diskede op med på årets Roadburn, og som i øvrigt hele vejen rundt var ganske tro mod pladen, er den i hvert fald rykket betydeligt nærmere topplaceringen. Hér skar Broadrick modbydeligt men perfekt og øreflænsede sin guitars strenge i stykker med en skrigende lyd, der ville kunne have pulveriseret ølkrusene, havde de ikke været af plastik. Man var seriøst bange for at være i 013's store sal, hvilket en decibel på 160 ikke hjalp én med at overvinde.

Tidløst kraftfuldhed

Aldrig havde man troet, at man skulle ønske sig en trommemaskine til en metalkoncert, men weird nok kunne det selvfølgelig ikke være anderledes til fuldførelsen af 'Streetcleaner'. Dén trommemaskine er så vigtig en del af pladens sublime, iskolde metalliske udtryk, og tager man de retrospektive briller på, tør man da anfægte, at det netop er maskinen, der står tilbage som en af festivalens klareste oplevelser? Var dén i virkeligheden festivalens bedste "trommeslager"? Det er lige før. Lyden fra den er i hvert fald dét, der på skræmmende vis rumsterer mest, her en lille uge efter festivalen er ovre. Den blev brugt suverænt!

Godflesh leverede en fuldstændig komplet koncert, der var så uprætentiøs og ligetil, som den præcis skulle være. Musikken siger alt hos dette band, og til trods for at pladen er fra slutningen af et årti, hvor musikken på godt og ondt i høj grad bærer præg af at være slemt dateret, blæser 'Streetcleaner' stadigvæk jorden væk under lytteren her mere end tyve år efter dens tilblivelse. I sin kraftfuldhed og tidløshed synes det næsten at være en helt elegant plade.

Elegant var det i hvert fald, da Broadrick og Green som "ekstra" spillede de fire numre der udgør ep'en 'Tiny Tears', som senere er blevet bonusnumre på nogle reissue-udgaver af 'Streetcleaner'. De fire sange satte punktum for en af festivalens bedste koncertoplevelser.