Teknikken tog lidt af toppen

Teknikken tog lidt af toppen

Pain of Salvation ved, at de er svære at sætte i bås og for at markere dette, havde bandet valgt at spille uden support i lørdagens show på The Rock.

Spillested
Dato
09-10-2010
Distributør
Trackliste
1. Of Two Begginnings
2. Ending Theme
3. People Passing By
4. Linoleum
5. Ashes
6. Diffidentia
7. Winning a War
8. No Way
9. Road Salt
10. Kingdom of Loss
11. Falling / The Perfect Element
Koncertarrangør
Fotograf
C.V.
Karakter
4

De svenske progressive helte i Pain of Salvation og i særdeleshed frontmand Daniel Gildenlöw har på de seneste albums været en svær størrelse. Hvor de første albums bød på masser af metal, så har der været længere mellem det hårde på det sidste, men selvom det seneste album 'Road Salt One' nærmest er retro, så passede især 'Linoleum' herfra fedt ind i sættet, som opfølgning på numre fra 'Remedy Lane' og 'Entropia'.

Det var nemlig en fed start fra Pain of Salvation, der bød på højt humør og humor, selvom intromusikken bød på svensk revy-musik, der mindede om en pendant til Ørkenens Sønner. Herefter rullede bandet derudaf, og lyden var faktisk fin fra start, Daniels stemme guddommelig og flot bakket op af de andres bandmedlemmers stemmer.

Teknikerens show

Man nåede at tænke, at det her blev en af de helt store koncerter, men så ville teknikken det anderledes. Daniels guitar svigtede under 'Diffidentia', og en tekniker rendte forvirret rundt på scenen. Bandet selv tog det med et smil og et let træk på skuldrene, men det skulle desværre ikke være sidste gang, at fokus skulle ryge over på det, der normalt foregår "bag scenen". Senere blev nemlig slæbt udstyr ind midt i et nummer, så der kunne bygges en talerstol, hvorfra Daniel kunne prædike i 'Kingdom of Loss'.

Noget, der skulle fjernes inden sidste nummer, hvor teknikeren igen var på scenen for at sætte trommer op, så showet kunne sluttes af med en ordentlig omgang percussion. Det lød fedt, og var en fin afslutning, men med en perfektionistisk og af og til ret prætentiøs frontmand, virkede det underligt, at man sådan flere gange løsnede grebet om den røde tråd, og fik lavet et ret opdelt show.

Daniel, Pain of Salvation
Daniel Gildenlöw på sin talerstol under 'Kingdom of Loss'.


Enkeltvis holdt hver sang, og at bandet var glade og pjattede mellem numrene var kun fedt, men der var bare for lange pauser og for megen distraktion fra bandets fine numre. Hvad end de rykker som 'No Way' eller er yderst dybfølte som 'Road Salt' - begge fra den seneste skive.

Alligevel en stærk optræden

Ærgerligt, rigtigt ærgerligt, for det var - som altid, fristes man til at indskyde - et velspillende band, og måske havde det været lige det bedre, hvis teknikken ikke havde valgt at drille, så teknikerens senere besøg på scenen havde "fyldt" mindre. Bandet fyldte i sig selv scenen godt ud, og havde en meget interessant scene-opbygning, hvor forstærkere og kabinetter stod på stativer, som var de kastet ind i et spil Tetris, hvor spilleren dog ikke helt havde forstået spillets mening.

Den pænt fyldte sal råbte forgæves på mere fra svenskerne, der med kun halvanden times tid på de skrå brædder, og med fraværet af et opvarmningsband, godt kunne have givet lidt ekstra. Men sådan blev det, og med den fint varierede sætliste med lidt til enhver fan, så ender gruppen trods anmelderens brok alligevel temmelig højt på karakterskalaen.